Clemmesens preussiske dogme

Don Quixote. Illustration af Pablo Picasso fra 1955. Man bemærker vindmøllerne i baggrunden

 

INDLEDNING
I efteråret 2015 publicerede Det Krigsvidenskabelig Selskab et essay af pensioneret brigadegeneral Michael Hesselholt Clemmesen (MHC) omkring de danske videregående officersuddannelsers udvikling. Temaet for den tredje del af essayet var afprofessionaliseringen af den militære officersprofession. 

Påstanden i essayets del 3 er, at nutidens videreuddannelsessystem for officerer på ingen måde er kompatibelt med den militære professions kerne og behov. MHC peger på, at stort set ingen dele af Forsvarsakademiets top-uddannelse for officerer Master i Militære Studier (MMS) i dag kan applikeres direkte i forhold til selve professionen.

I forhold til skyldsspørgsmålet peger MHC entydigt på officerskorpset som hovedansvarlig for udviklingen:

”Nedbygningen af de videregående officersuddannelser og Forsvaret generelt er først og fremmest et resultat af linjeofficerskorpsets intellektuelle dovenskab, manglende civilcourage og deraf svigtende vilje og evne til at argumentere internt og offentligt…”[1]

Denne kronik skal ses som en reaktion på Clemmesens tredje essay, og indeholder en kritik af den grundlæggende retfærdiggørelse der anvendes i kritikken af de nuværende videregående officersuddannelser.

UDGANGSPUNKT
Først og fremmest en hilsen og tak til MHC for de velformulerede essays og den anvendte dramaturgi. De mørke og noget regnfulde novemberaftener blev del pludselig en smule mere interessante. Med behørig respekt for det militære rangsystem beklages samtidig den lidt uvorne overskrift. Jeg nærer en stor respekt for Clemmesen, der på mange måder fremstår som et intellektuelt fyrtårn. Men da undertegnede som en del af det nuværende linjeofficerskorps og lærer ved Forsvarsakademiet er betegnet som intellektuel doven forvaltningsofficer med manglende civilcourage og svigtende vilje og evner til argumentere, syntes overskriften måske alligevel ikke at være helt udenfor kategori.

MHC essays indeholder rigtig mange gode vinkler og historiske fakta, som gør essaysamlingen meget læseværdig. Man kan måske endda have det håb, at al denne viden kunne forankres i en bog til gavn for kommende generationer af officerer?  

Og nu til min kritik: Essayene lider under nogle dogmatiske antagelser - navnlig én - som har fået mig til tænke på om jordforbindelse hos MHC helt er til stede? Med lad os først dvæle et øjeblik ved retfærdiggørelsen af argumentationen.

RETFÆRDIGGØRELSENS NATUR
De franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenot, fædrene til den franske sociologis pragmatiske skole, har arbejdet med hvordan konflikter opstår og hvorledes individer i en vestlig kontekst grundlæggende retfærdiggør kritik. Når man analyserer MHC essays i denne teoretiske kontekst står det relativt hurtigt klart, at MHC i høj grad retfærdiggør sin kritik af nutidens militære videreuddannelser ud fra principper de franske pragmatiske sociologer vil definere som domesticitetsverdenens.

Denne ”retfærdiggørelsesverden” (som er én blandt syv) lægger vægt på bl.a. tradition, hierarki og autoritet i forhold til at retfærdiggøre kritik. Storhed opnås gennem traditionsbærende elementer og de store skikkelser indenfor retfærdiggørelsesverdenen er bl.a. de autoriteter, som vi bygger vores nutid på. I forhold til MHC essays begrunder jeg min påstand i, MHC bl.a. drager mange paralleller til tidligere kurser, eksempelvis ”Kühnels reformerede Ældste Årgang”, den Kgl. Militære højskole og ikke mindst det preussiske generalstabskursus (som for MHC stadig er ”best practice”[2]). MHC udpeger endvidere Clausewitz[3], Kühnel, K.V. Nielsen, H.J. Garde og August Baggesen, som nogle af de store traditionsbærere.

Kritikken af Clemmesens essays er ikke baseret på, at domesticitetsverdenens traditionsbundne retfærdiggørelses-principper ikke bør anvendes i argumentationen. Forsvarets kerneopgave er at beskæftige sig med krigens væsen og natur, og det må stå klart for enhver, at udvikling af doktrin for indsættelse af militære enheder også bygger på respekten for tidligere generationers lærdom, erfaringer, videreførelse af det militære hierarkiske system mv.

Vi skal dog finde en balance, således at vi ikke ender som dogmatiske dinosaurer.  

DET PREUSSISKE DOGME

“Nothing so comforts the military mind as the maxim of a great but dead general.”

                                                                                                             Barbara W. Tuchman: The Guns of August[4]

Jeg har med stor fornøjelse læst Thukydids hovedværk om den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta. Jeg syntes det er enormt interessant at beskæftige mig med Spartas krigerelite og de principper som formede såvel Spartas militære kapaciteter som Spartas civilsamfund. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg til min dødsdag vil forfægte disse ædle principper og som officer kæmpe for, at vi i Danmark igen skal anvende antikkens metoder når vi beskæftiger os med militær opdragelse og uddannelse.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men når referencerammen hos MHC grundlæggende er, at det preussiske generalstabskursus stadig er ”best practice” og er den tradition vi skal stræbe efter, får jeg lidt samme Don Quixote[5] fornemmelse af argumentationen, som læseren forhåbentlig gerne skulle have fået af min noget verdensfjerne drøm om at indføre antikkens metoder i den nuværende uddannelse. Og det medfører desværre, at de ellers gode argumenter hos MHC om eksempelvis applikationsrettet læring mv. falder til jorden.

For det første repræsenterer såvel Sparta som det preussiske generalstabskursus nogle fænomener i en samtid, hvor en gruppe individer og stærke enkeltpersoner, tvunget af omstændighederne udviklede geniale processer på baggrund af kreativ og visionær nytænkning. Fælles for dem begge er også, at de havde en storhedstid og herefter udviklede sig i retninger der kostede dem livet. Begge har efterladt sig spor og inspiration, men at hævde at vi skal stræbe efter at følge traditioner fra såvel Sparta som det preussiske generalstabskursus forekommer verdensfjernt.

Og lad mig indskyde et par bemærkninger om hvorfor det forekommer hult at referere til det preussiske generalstabskursus som en tradition vi bør efterstræbe. Her er jeg nødt til at indskyde et par korte kritiske bemærkninger til det preussiske generalstabskursus, om end jeg selv (som implicit indikeret ovenfor) finder stor inspiration i især den tidlige udvikling af den preussiske generalstabsuddannelse.

Erich von Falkenhayns[6] ”Ermattungsstrategie“ med kulminationen ved Verdun primo 1916, hvor endstate var opnået hvis der blot var én sejrende tysk soldat tilbage, er næppe blev optaget i eftertidens historieskrivning som et brilliant produkt fra den tyske generalstab.

Det er også en skamplet på den preussiske tradition, at store dele af den tyske generalstab accepterede nazismen relativ stiltiende og tillod undsigelsen og smædekampagnen mod Werner von Blomberg og Werner von Fritsch[7]. Samtidig accepterede man at ”førerprincippet”, med Hitlers overtagelse af rollen som ”Oberbefehlshaber des Heeres” d. 19. december 1941, havde forrang i forhold til de ellers højt besungne neutrale planlægningsprincipper i generalstabens planlægningsprocesser.

Herudover må man forholde sig til det faktum at Tyskland faktisk tabte begge verdenskrige og at det preussiske generalstabskursus ikke fostrede officerer som magtede at give en rådgivning der kunne undgå dette.

Endvidere må man, i lighed med historikeren Thukydid, anskue det preussiske generalstabskursus i den samtid hvor det blev til. Bortset fra Weimarrepublikken (en politisk parentes) virkede den preussiske generalstab under de facto diktaturer. Generalstaben opnåede, via loyalitet til den herskende elite, en høj grad af selvstændighed og frihed fra politisk indblanding[8], som det er fuldstændig utopisk at forestille sig nogensinde kommer til at forekomme i et samfund med demokratiske værdier og organisationer.

AFRUNDING
Min kritik af Clemmesens essay går derfor i sin enkelthed på, at vi skal have skubbet det preussiske generalstabskursus ud af debatten omkring hvilke traditioner vi skal bygge vores videreuddannelser for officerer og hermed vores Forsvar på. Jeg mener ganske enkelt ikke at det længere kan anvendes som en seriøs referenceramme.

Det er derfor min opfordring, at vi skal give det preussiske generalstabskursus samme velfortjente status som Clausewitz. En kilde til inspiration, men ud fra den grundlæggende antagelse, at der foregår en evig evolution og at vi i dag, med det samfund vi har valgt gennem demokratiske processer, aldrig vil kunne genskabe det lukkede laboratorium som den preussiske generalstab også var.

Først når vi har aflivet dogmet og myten om, at vi kan videreføre en død tradition, kan vi beskæftige os med hvilke traditioner vi skal løfte ind i en dansk og nutidig kontekst og bygge videre på. Herved vil debatten igen blive mere konstruktiv og indflydelsesrig.

 


[1] MHC 2015, s. 33

[2] MHC 2015, s. 15

[3] Det fremgår med al tydelighed at MC tilhører den clausewitzianske skole.

[4] Et af budskaberne i Barbara W. Tuchmans litteratur omkring opstarten af 1. verdenskrig er, at baggrunden for den langvarige skyttegravskrig på vestfronten i høj grad skyldtes forkerte vurderinger af offensivens og moralens betydning, samt at det militære ledelsesniveaus moral og etikette var fuldstændig ude af trit med samtidens virkelighed.   

[5] Forfatteren Miguel de Cervantes ædle men noget verdensfjerne ridderskikkelse, som bl.a. kæmpede forgæves mod vindmøller.

[6] Chef for den tyske generalstab fra 14. september 1914 til 29. august 1916.

[7] Chef for den tyske generalstab fra 1. oktober 1933 til 31. oktober 1938.

[8] Da det tyske kejserrige (1871 – 1914) blev officielt blev oprettet og underskrevet i spejlsalen i Versaillespaladset efter sejren over Frankrig i 1871 (Den fransk-preussiske krig), blev den tyske generalstabs selvstændighed og frihed for politisk indblanding indskrevet i det politiske grundlag.

 

Litteraturliste

Kommentarer

Kære Christian Nielsen,

Det er mig en glæde, at du som den første fra FAK replicerer skriftligt på mit essay om officersuddannelserne. Du skriver, at jeg ikke forklarer, hvorfor den gamle preussiske generalstabs- og uddannelsesmodel stadig burde være den centrale referenceramme også for Forsvarsakademiet og vores uddannelser i dag.

Det mener jeg faktisk ikke, at den bør. Jeg viser kun, hvordan og hvorfor nogle værktøjer i udviklingen af officerers professionalisme, der gradvis blev til i 1800-tallets Berlin, derefter blev adopteret over resten af verden, herunder også i udviklingen af søofficerer.  Grundelementerne fra den tid anvendes stadig på stabs- og højere professionelle militære uddannelser over hele verden samt under krigsplanlægning.

Men hvad jeg har åbenbart ikke gjort klart, er, hvad de var disse prøjsere gjorde, hvorfor de gjorde det, og hvor der var alvorlige svagheder i deres virke, som vi også i Danmark måtte kompensere for igennem de sidste årtier af sidste århundrede.

Som grund for det hele lå en særlig opfattelse af karakteren af krig og af effektiv føring under kamp. Hver krig ville bliver anderledes end de tidligere, bl.a. fordi den vil tage karakter af modstandernes samfund. Derudover var det den konstante erfaring fra virkelighedens kamp, at den både var og blev oplevet som ekstremt kaotisk og præget af tilfældigheder. Dette førte til den opfattelse, at man reelt ikke kunne gøre andet end at vælge og bevidst udvikle de mest psykisk robuste og samtidig mest intelligent fleksible officerer, der kunne tilpasse sig en ny, altid overraskende teknisk, taktisk eller operativ udfordring og handle hurtigt og nogenlunde fornuftigt.

For at kunne opnå denne evne, skulle de ledende officerer have og opdatere en effektiv viden om forskellige enheders og våbens muligheder, styrke og svagheder. For at sikre en altid effektiv læring kunne alle indberette totalt ærligt, også om egne dumheder. Det blev lagt vægt på et ubetinget open-minded, pragmatisk møde med hver situation og udfordring. Man var ekstremt kritiske overfor faste principper og vejledninger for optræden, dvs. overfor doktriner for optræden, dvs. overfor teoretisk fastlagte rammer.

Hvis man skulle anvende et moderne begreb, var kravet, at den ledende officer skulle være forberedt på dynamisk, innovativ forandringsledelse, og herunder med en altid entydig kommunikation i alle retninger og med satsning på delegering af udførelsen.

De værktøjer, som man anvendte både under uddannelse og al operativ planlægning, skulle sikre disse egenskaber. Man anvendte altid betydelige kræfter på at prøve egne planer for svagheder. Dette skete dels ved krigsspil, hvor intet var helligt, samt ved om muligt realistiske praktiske øvelser. Man kan sige, at metoden nærmer sig mest muligt til afprøvning af naturvidenskabelige idéer, som stats- og socialvidenskaberne så gerne ville kunne kopiere. 

På disse områder er det nonsens at tale om et prøjsisk-tysk ”dogme”. Modtageren af undervisningen var i den grad ikke dogmatisk, men en medspiller, en partner og modspiller i læringsprocessen, hvis mål var bygget på en forståelse af realiteten i forløbet, som nutidens socialkonstruktivister ville kunne nikke genkendende til.

Problemerne med arvtageren af den preussiske, dvs. den tyske generalstab lå andre steder:

For det første betød Tysklands geostrategiske virkelighed, at man altid kunne ende i krig placeret i midten mellem mere resursestærke lande. Det gjorde strategidiskussionen enøjet, fordi man kun så muligheden af offensive, krigsafgørende operationer. Det gjorde, at medens officerskorpsets evner på de taktiske og operative områder blev ekstremt veludviklede, forblev samme officerer analfabeter med hensyn til de militære styrkers og kriges politiske ramme. De blev aldrig forberedte på effektiv deltagelse i den politisk-militære beslutningsproces inden for såvel resurse- som strategisk-operativ planlægningsvirksomhed. (Det var et områder, som gradvist, men bevidst, blev udviklet og tilføjet de danske officersuddannelser i de 25 år efter 1967 under overskrifterne strategi og management).

For det andet gjorde Tysklands geostrategiske ramme, at landets skæbne blev direkte bestemt af landkrig og senere af kombinationen af luft- og landkrig. Det hindrede ikke, at både den tyske hær og flåde viste sig ekstremt gode til at improvisere et samarbejde, som det bl.a. skete ved Operation Weserübung i 1940, men man viste sig ikke i stand til at opbygge at åbent og rimeligt tillidsfuldt værnsfælles samarbejde om strukturprioritering og fælles operationer. (Dette er aldrig let, og som beskrevet i mit essays 2. Del lykkedes dette først rimeligt i Danmark i begyndelsen af 1990’erne. Da det kræver en konstant og energisk indsats, er denne evne nok derefter gået tabt).

Jeg enig med dig i at det tyske officerskorps lod sig misbruge og udførte moralsk og politisk set uhyrlige handlinger. Det var et trist resultat af kombinationen af traditionen for politisk analfabetisme og den bevidste ødelæggelse af den klassiske officersetos, som nazisterne iværksatte kort efter magtovertagelsen i 1933.

Samtidig blev den kritiske og selvkritiske diskurs, som var det centrale element i den prøjsiske professionelle uddannelses- og arbejdsform, undergravet og undertrykt af ”Førerprincippet”. Princippet minder vel i sine virkninger på grund af begges krav om tavs lydighed samt ukritisk loyalitet og aktiv støtte til foresattes beslutninger om langtidsvirkningerne af statens og Forsvarets ”Virksomhedsmodel” (dog kun så længe beslutningerne på forhånd ikke let kan erkendes som klart ulovlige).

Det var denne selvkritiske og åbne diskurs, som var ”dogmet” i det prøjsiske generalstabskorps, som den tidligere danske officer, Helmuth von Moltke, modnede fra sin overtagelse af korpset i slutningen af 1850’erne. Derefter virkede han personligt som professionel coach for de nye aspiranter til generalstabstabstjenesten. Det var, hvad Arnold Kühnel indførte i mulig udstrækning i vækningen af officerskorpset på sin kursus og i sin stabsafdeling efter ”Virksomhedens” ensrettende kamp for fæstningen i 1880ernes Danmark.

Denne kritiske og selvkritiske diskurs var og er så vanskeligt at skabe og holde levende, og også her synes jeg, at Forsvaret er udfordret i dag, … for lidt atypisk at underdrive.

Hvad tjener bedst landet og beskytter officerskorpset mod diverse politisering, opportunisme og skæbnesvangre fejl og forbrydelser? En uddannelsesmodel, der er udviklet på grundlag af 200 års dansk og udenlandsk erfaring, eller en enestående og enkeltstående samt mærkværdig akkrediterings/DJØF-icerings-MMS, som forkaster al erfaring fra før 2014, og som er substansløs både med hensyn til civile og professionelle kompetencer?

Skal officersuddannelser bygge på franske sociologer eller på vores og andres dyrekøbte krigserfaringer som udtrykt gennem krigs- og militærhistorie og hos tænkere som Clausewitz, Jomini og Corbett?

Hvilken grund har vi til at tro, at vi er klogere end vores fagfæller i større lande? Jeg bliver i tvivl, når jeg læser din kronik?

Du gør mig til talsmand for en Quixote-agtig kamp for de gode gamle dage, på trods af, at jeg personligt har drevet udviklingen i først Danmark og derefter på ”Østfronten” i 15 år. Som jeg beskriver i mit essay er den 200 år gamle grundmodel konstant blevet videreudviklet også herhjemme. De største fremskridt er, vil jeg mene, at uddannelserne blev gjort værnsfælles samt pædagogisk set gik fra at være enkeltmandsuddannelser til at ske i syndikater, begge dele herhjemme i 1960erne. Naturligvis skal de videregående uddannelser tilpasses tiden og de nationale forsvars skiftende vilkår. Mit essay beskriver hvordan det skete, rykvis og med fejl og sidespor, men det var ganske godt for 10-30 år siden og er det til dels stadig på OFU’s afløser.

Men den ahistoriske model, hvor man a priori afviser erfaring og på grundlag af løst tankespind forkaster alt tidligere lært og blot plukker lidt "inspiration", kan jeg ikke argumentere for. Kan du? Hvilke militære tænkere og historiske begivenheder understøtter Forsvarsakademiets MMS?

Hvorfor skal vi forlade den erfaringsmæssigt eneste vej til at udvikle professionel forandringsledelse? Det må være, de der har forkastet al erfaring, der skal forklare hvorfor det nye er bedre! Helst med militærfagligt forståelige argumenter på et grundlag af relevant erfaring.

Michael H Clemmesen

 

Del: