Clausewitz - Krig - Kosovo

Ud af enhver krig kan der drages erfaringer. Krigen i Kosovo er ingen undtagelse. At
NATO var den ene krigsførende part gjorde den i særdeleshed interessant for NATO-
medlemmer. Krigen har da også været anskuet fra snart set alle tænkelige retninger.
Clausewitz og andre kendte krigsteoretikers læresætninger har været anlagt på denne
krig. Jeg kunne tænke mig at anskue den ud fra militære fokuserings værktøj er (militære
overvejelsesmetodikker og planlægningsværktøjer), idet det er min opfattelse, at
krigen meget vel kunne have udviklet sig til en katastrofe for NATO på trods af
NATO's aldeles overlegne militære kapacitet.

I det nuværende scenario er der kun en pol (supermagt) i modsætning til det bipolære system fra den ’’Kolde krigs” dage. I dag og langt ud i fremtiden (med et strategisk varsel for ændringer på min. 10 - 15 år - vurderes det af efterretningstjenesterne) vil der fortsat kun være en supermagt, der opfylder de anerkendte kriterier for at blive benævnt som en supermagt, nemlig USA. Som alliancepartner med USA i NATO er vi medlem af verdens - uden sidestykke - mest magtfulde og militært set mest overlegne alliance. NATO' s militære kapacitet er teknologisk og kvalitativt alle andre lande og alliancer så overlegen, at det må vurderes som usandsynligt, at nogen statsleder ved sin fulde fem vil byde NATO op til en militær Clausewitz tvekamp ude på ’’fælleden”. Han ved godt, at det vil resultere i et knusende militært nederlag, hvor han ”vil blive påtvunget sejrherrens vilje”. 

Nu er der ingen regler uden undtagelser. I nyere tid springer Saddam Hussein i øjnene. Det er imidlertid min vurdering, at ’’Golfkrigen” primært skyldtes en politisk fejlvurdering fra Saddam Husseins side. En fejlvurdering af specielt supermagten USA’s vilje til at gå ind i en klassisk Clausewitz tvekamp i ørkenen. Det gik da også som det kunne forudses, Saddam Hussein havde militært set ikke ”en kinamands chance” mod den teknologisk overlegne krigsmaskine som USA og USA's alliancepartnere var istand til at introducere i ørkenen i løbet af forbavsende kort tid. Saddam Husseins militære nederlag var en kendsgerning inden det første skud var løsnet, han var slået på ’’relativ kampkraft” inden slaget kom i gang. Det militære nederlag blev præcis så stort, som sejrherrerne ønskede, at det skulle blive for at ’’påtvinge Saddam Hussein deres vilje”. 

Selvom der i det nuværende scenario ikke findes stater, der tør udfordre supermagten USA og os gennem vores NATO medlemskab til en Clausewitz tvekamp, betyder det ikke, at der i et sådan scenario ikke findes modstandere, der ikke vil tøve med at udfordre Goliat til tvekamp på militære midler. Det gør der, og de vil til stadighed gøre det, for historien har vist ved utallige eksempler, at David godt kan vinde over Goliat. Det er blot i en helt anden form for krig end den Clausewitz og mange af hans kollegaer beskriver i lærersætninger, der i dag ofte har fået ’’bibelsk”betydning. 

En militært underlegen David kan godt vinde over en militært overlegen Goliat. Det kræver blot to forudsætninger opfyldt. At David vælger en kampform, der
kompenserer for den manglende militære kapacitet og, at' ’’Goliat' s generaler” på trods heraf fortsat forsøger at udnytte den militære overlegenhed i Clausewitz forstand i en
såkaldt ’’Feltreglement I krig”. Den kampform som David i en sådan situation vælger er ”Kamp i Uoverskueligt Terræn" det betyder, at han vælger at føre kampen i terræn, som kan forhindre modstanderen i at udvikle sin overlegne kampkraft, og hvor David således kan unddrage sine underlegne styrker modstanderens ødelæggende kampkraft. Det er typisk terræn som skove, byer, bjergdale, jungle, sumpområder og lignende. Den finske vinterkrig, Vietnam i 60éme, Afghanistan i 80éme, Grosny i 90éme er alle eksempler på kamppladser, hvor militært underlegne styrker slog selv militære supermagter ved at føre kampen i terræn, der kompenserede for den manglende ’’relative kampkraft”. 

Kosovo kunne nemt være blevet et nyt navn på den lange liste over kamppladser, hvor en David har slået en Goliat. Det kunne nemt være blevet en realitet, hvis visse militære rådgivere havde haft held til at gennemtrumfe deres vilje/råd i de hektiske dage i foråret 1999. Der var efter min vurdering fra militær side tale om bl.a. en ikke optimal og klar fastsættelse af Centre of Gravity ( CoG ) for den militære operation, en delvis fejlagtig perception af modstanderens (Melocevics) fastlæggelse af CoG, samt den gamle læresætning om, at en krig ofte udkæmpes på den forrige krigs præmisser.

Under den forrige krig - ’’Golfkrigen” - havde den teknologiske overlegne alliance med succes udpeget Saddam Husseins Republikanergarde som CoG for den militære operation. Saddam Hussein opgav kampen, da hans magtbase-Republikaner- garden - stod foran en udslettelse, hvis krigen fortsatte. Det var således fristende også i Kosovo at udpege Milocevics serbiske militære kapacitet og styrker, som CoG for den militære del af operationen. Det var imidlertid grundlæggende et fejltræk. Milocevics havde ingen intentioner om at møde NATO overvældende militære slagkraft i en for ham selvmorderisk Clausewitz tvekamp på Kosovosletten. Det var tværtimod Melocevics plan at unddrage sin militære kapacitet fra kamp og gemme den i terræn, så den ikke udgjorde umiddelbare mål for NATO indsatte kampmidler. Sådan må man tolke offentligt tilgængelige kilder, og det var hvad der rent faktisk skete. Specielt i selve Kosovo var det vanskeligt for NATO at bibringe Melocevics militære kapacitet nævneværdige tab. 

I Golfkrigen anså man Saddam Hussein for et element i ’’stabiliteten” i denne del af verden og ønskede således ikke at bringe ham endeligt til fald. På Balkan varsituationen helt anderledes. Gennem 10 år har Milocevics demonstreret, at han ikke er løsningen på Balkans problemer, men snarere årsagen til dem. Det internationale samfund har undsagt ham og anklaget ham for krigsforbrydelser. Det havde således været naturligt at udpege Melocevics og hans regime direkte som det CoG, alle kræfterne - ikke kun de politiske midler men også de militære midler, herunder i særdeleshed luftkampagnen - burde have været rettet mod. I Muhammed Gadaffis aktive periode udpegede ipan med stor succes Muhammed Gadaffi personligt som CoG for en luftkampagne/raid. Selv om han personligt overlevede luftangrebet, har han ikke siden optrådt provokerende på den internationale scene.

På den politiske side i NATO bevægede man sig hen gennem Kosovo-krigen tættere og tættere på Melocevics som CoG for en løsning af krisen. Fra militær side fastholdt man imidlertid gennem hele krisen Melocevics militære kapacitet som det egentlige CoG. NATO angreb frembragte langt fra den succes, som man havde forventet, ganske enkelt fordi man ikke kunne ’’finde” Milocevics militære kapacitet og ødelægge den. Milocevics havde således mulighed for at fortsætte sine operationer i Kosovo stort set uantastet. Den militære ekspertise i NATO m.fl. forklarede i offentligt tilgængelige kilder den skæbnesvangre situation med manglende mulighed for at følge luftkampagnen op med en parallel landmilitær kampagne. En landmilitær kampagne i ’’Feltreglement I” forstand må imidlertid vurderes, at have været en yderst problematisk operation, der for NATO nemt kunne være endt i en katastrofe. Der er ingen tvivl om at angrebene ned gennem Kosovos bjergdale og byer ikke havde kunnet gennemføres på traditionel ’’Feltreglement I”-vis. Der er ingen tvivl om, at en styrende faktor/direktiv for en sådan landmilitær NATO kampagne - som for luftkampagnen - ville have været ” undgå for enhver pris egne tab ”!. 

Det må således anses for endog særdeles sandsynligt, at Melocevics udpegede CoG for en serbisk kamp ikke havde været NATO militære kapacitet, men NATO- medlemmemes politiske bagland. At bibringe de indtrængende NATO-styrker så mange tab, - ikke i materiel men i menneskeliv - at den politiske vilje i medlemmernes
bagland til at fortsætte operationen var blevet knægtet. Det må anses for endog særdeles sandsynligt, at de serbiske styrker således netopville have ført kampen i ’’uoverskueligt terræn”, hvor den overlegne landmilitære NATO-styrke ikke ville have haft mulighed for at udfolde sin kampkraft, men tværtimod havde været tvunget til at løbe spidsrod i risikofyldte infanteritunge og dermed sårbare operationer mellem serbiske velplacerede og mobile styrker i bjergdale, byer og andre former for ’’uoverskueligt terræn”.

Det må anses for endog særdeles sandsynligt, at den serbiske indsats ville havde været rettet ikke kun mod de indtrængende forreste kampenheder, men i ligeså høj grad
mod efterfølgende ’’bløde mål” og sårbare mål, som enheder under forlægning, logistiske enheder mv., hvor mulighederne for at tilføje de indtrængende NATO-styrker tab - ikke i materiel men - i menneskeliv var størst. Det må anses for endog særdeles sandsynligt, at netop antallet af dræbte eller sårede NATO-soldater ville havde været de udpegede ’’Decisive Points”, der skulle have ført til det udpegede CoG, at knægte den politiske vilje i NATO-medlemslandene
til at fortsætte operationen. 

I henhold til de offentlige udtalelser visse dele af NATO' s militære ekspertise m.fl. gav udtryk for vedr. gennemførelsen af en evt. landmilitær krigsoperation ind i Kosovo, var der intet der tyder på, at NATO ikke ville have påført sig en risikofyldt og tabsgivende operation. Formentlig kun de færreste NATO-styrker - om overhovedet
nogen - var forberedt til en krig af denne karakter og omfang. Kosovo kunne have været blevet et skoleeksempel på den såkaldte ’’fragmenterede kampplads”. Terrænet
er til fordel for en forsvarende styrke, og den serbiske (jugoslaviske) hær er organiseret og trænet til den slags nedslidning af fjenden. 

Under 2. Verdenskrig lykkedes det en mindre ”let bevæbnet” partisanhær at knægte adskillige tyske panserinfanteridivisioners angrebsevne ved at søge kampafgørelsen i terræn, hvor tyskerne ikke kunne komme til at udfolde deres kampkraft. Tyskerne var dengang ikke hæmmet af begrænsende direktiver, som ”undgåfor enhver pris egne tab”. Det var den ’’Røde Hær” heller ikke, da den med hele sin kapacitet af slagkraftige våbensystemer for et par år siden søgte at knægte nogle fa tusinde par- tisaner i Grosny. De tab i menneskeliv den ’’Røde Hær” påførte sig, ved risikofyldteog tabsgivende rensningsoperationer i et ’’uoverskueligt terræn” som Grosny, knægtede den politiske opbakning til operationen i Rusland, og den ’’Røde Hær” måtte strække våben og trække sig ud. På trods af den ’’Røde Hærs” erfaringer fra den gang er det samme ved at gentage igen. En mindre gruppe partisaner er endnu engang ved at bibringe den overlegne ’’Røde Hær” så store tab - ikke i materiel, men i menneskeliv at det påvirker den politiske vilje i Rusland til at fortsætte kampen.

Det kunne nemt have gået ligeså for NATO i Kosovo. I det sikkerhedspolitiske scenario vi befinder os i i dag, kan en traditionel Clausewitzk storkrig i ’’Feltreglement I” forstand mellem ligevægtige parter ikke udelukkes, men det er mere sandsynlig, at vi (danske militære enheder) i rammen af FN, NATO, og OSCE vil blive indsat/intervenere i lokale krige/konflikter. Vi skal kunne beherske begge typer af krige, samt for den sags skyld også deri tredje type af mulige operationer nemlig fredsstøttende operationer (’’operations other than war”). Det har hidtil været vores policy at koncentrere ressourcerne mod den traditionelle ’’Feltreglement I”/”artikel 5 - krig” ud fra en ’’Worst Case” betragtning.

Det er imidlertid et stort spørgsmål om ikke angrebet ind gennem en ijendtlig besat skovklædt ’’Kosovobjergdal” eller en ljendtlig besat ”Grosny-én” i virkeligheden er ’’WorstCase”. I virkelighedens verden er det under alle omstændigheder de vanskeligste, mest risikofyldte og mest sandsynlige indsættelser i det gældende scenario. I dag har NATO - og vi - doktriner, der omhandler "artikel-5 krigsoperationer" og landmilitære fredsstøttende operationer. Vi er ved at implementere materiel, organisationer og uddannelser, der understøtter fredsstøttende operationer. Paradoksalt nok har vi ikke en doktrin, der dækker den sidstnævnte form for krig (lad mig kalde den ’’nonartikel 5 -krig”), vores materiel, organisationer og uddannelse lever heller ikke op til kravene for en sådan krigsførelse, (jeg skal blot minde om vores F-16 flyes manglende kapacitet til at deltage i de vitale dele af krigen i Kosovo). 

Materielmæssigt og organisationsmæssigt ligger fredsstøttende operationer og ’’nonartikel 5-krigsoperationer” tæt op ad hinanden. Men doktrinmæssigt og dermed også uddannelsesmæssigt ligger de ijernt fra hinanden. Fredsstøttende operationer er baseret på et sæt grundlæggende principper, der adskiller sig markant fra "Krigsførin- gens grundprincipper". Konceptmæssigt bygger Fredsstøttende operationer på ”Afskrækkelse” (Deterrence) relateret til eskalationstrinene ’’Show Presence”, ’’Show Force” og ’’Use Force”. Eskalationstrinene - også ”Use Force” - gennemføres om muligt uden tab af menneskeliv (minimum force) blandt såvel egne som konfliktens parters militære styrker. Det generelle koncept for krig er modsat at påtvinge en ’’declared enemy” sin vilje gennem militær magtanvendelse (maximum force) i tabsgivende operationer. I "nonartikel 5-operationer" vil det styrende krav imidlertidvære ’’undgå for enhver pris egne tab”. Konceptet for specifikt "nonartikel 5- krigsoperationer" burde bygge på bl.a.:

  • Force protection som et vitalt element i planlægning af militære operationer.
  • Force protection som et vitalt element i tilrettelæggelse af militære operationer.
  • Force protection som et vitalt element i gennemførelse af militære operationer.
  • Evnen til (af teknologisk vej) at detektere politiske og militære, - selv ”små”, - mål i uoverskueligt terræn.
  • Evnen til (af teknologisk vej) at neutralisere detekterede politiske og militære mål i uoverskueligt terræn ved massiv indsættelse af præcisionsvåbensystemer fra søen, fra luften og fra landjorden i ’’joint operations” på alle niveauer, selv de laveste militære niveauer.
  • Evnen til i takt med at politiske og militære mål er neutraliseret succesivt at besætte og beherske nøgleområder i infrastrukturen i det pågældende konfliktområde ved massiv indsættelse af landmilitære styrker i ikke ’’tabsgivende” operationer gennemført som”joint operations” på alle niveauer, selv de laveste militære niveauer.

Doktrinmæssigt, uddannelsesmæssigt, materielmæssigt og organisatorisk ville et af de vitale nøgleord ligeledes være ’’force protektion”. Materielmæssigt og organi-
satorisk er der således sammenfald mellem ”nonartikel-5 krigsoperationer” og freds støttende operationer. Doktrinmæssigt og uddannelsesmæssigt er der imidlertid kun ringe eller ingen sammenfald mellem hverken ”artikel-5 krigsoperationer” (Feltreglement I operationer) og ”nonartikel-5 krigsoperationer” eller mellem ”nonartikel-5 krigsoperationer” og fredsstøttende operationer. Vi skal som militære styrker og førere kunne beherske alle typer af indsættelser, derom skal der ikke herske tvivl, men i ressourcemæssige prioriteringssituationer er det et spørgsmål om, i hvilket omfang vi skal opretholde den fulde kapacitet til at gennemføre en given operationstype, eller i hvilket omfang vi alternativt alene skatopretholde f.eks. føringsekspertise og evt. visse former for specialekspertise inden for visse operationstyper mhp. at bevare evnen til at genopbygge den fulde kapacitet inden foret givent varsel I et scenario hvor militær indsættelse i en konventionel storkrig (”artikel-5 krigsoperation) vurderes ikke at kunne udelukkes ved udløbet af et strategisk varsel på min 10 år, men hvor det vurderes for mere sandsynligt, at vi vil blive indsat i lokale konflikter (”nonartikel-5 krigsoperationer” eller fredsstøttende operationer) forekommer det logisk, at vi grundlæggende anvender hovedparten af vores ressourcer på doktrinært, uddannelsesmæssigt, materielmæssigt og organisatorisk at opbygge og opretholde evnen til primært at gennemføre ”nonartikel-5 krigsoperationer” og fredsstøttende operationer i fuldt omfang, samt at opretholde som minimum føringsekspertise og evt.
visse former for specialekspertiser til at gennemføre ”artikel-5 krigsoperationer”, snarere end det omvendte, sådan som det rent faktisk sker i dag.

Er det den operationelle militære erfaring, vi kan drage af den luftkampagne, som vi ikke var tilstrækkeligt forberedt til at deltage i i fuldt omfang og den landmilitære kampagne, som ikke blev gennemført, men som vi i påkommende tilfælde næppe heller ville have været tilstrækkeligt forberedt til at deltage i i fuldt omfang. Er det den operationelle militære erfaring af Kosovo-krigen, at der findes andre militære operationstyper end Clausewitz tvekamp, der er mere vitale at beherske i det scenario, vi skal operere i i ’’Verdenen efter ’’Murens Fald”, når politikerne ønsker at gøre brug af militære midler i situationer, hvor diplomatiet ikke er tilstrækkeligt.
 

Litteraturliste

Del: