Chamberlain ville ikke gå i krig for Danmark

Hidtil hemmeligholdte dokumenter i det engelske udenrigsministerium viser, at England ikke ville forhindre en tysk okkupation, fordi man ikke troede på regeringen Stauning-Munchs forsvarsvilje, skriver redaktør Hans Bagge, der her omtaler en vigtig engelsk doktordisputats om emnet.
 
Hidtil ukendte og hemmeligholdte oplysninger om forholdet mellem Danmark og England op til 2. verdenskrig er kommet frem i en engelsk doktorafhandling af en ung historiker, Susan Seymour: »Anglo-Danish Relations and Germany 1933-1945«, som også er udsendt på Odense Universitetsforlag. Det fremgår af disse oplysninger, at der i foråret og sommeren 1939 blandt engelske politikere foregik overvejelser om at give Danmark en tilsvarende garanti mod et tysk angreb som den, England havde givet Polen. En af årsagerne til, at man opgav det, var den radikalsocialdemokratiske regering Stauning-Munchs afrustningspolitik. Trods en ændret socialdemokratisk holdning til forsvaret sidst i 1930-eme, vurderede man ikke vor forsvarsvilje særlig højt.
 
»Lænkehunde-talen«
I perioden 1933-39 var de to nøglepersoner i dansk udenrigspolitik statsminister Th. Stauning, Socialdemokratiets ubestridte leder, og den radikale udenrigsminister, dr. phU. P. Munch. Deres holdninger var dog ikke helt sammenfaldende. Munch kan godt betegnes som defaitist. Han anså det for umuligt at forsvare Danmark. Han troede ikke på hjælp, hverken fra de andre nordiske lande eller fra Storbritannien, og han ønskede den ikke. Munchs ideal var et neutralt Danmark under Folkeforbundets beskyttende vinger. Kunne det ikke hjælpe os, var vi fortabt. Stauning gjorde forsøg på at være mere konstruktiv. De nordiske Socialdemokratier var blevet alvorligt forskrækket over Hitlers magtovertagelse. I Sverige øgede man hurtigt og konsekvent forsvarets styrke. Den svenske presse kritiserede Danmark for at gøre for lidt.
 
Det var ikke helt retfærdigt. Stauning havde fået Socialdemokratiet til at »vende på en tallerken«. Man indså nødvendigheden af et øget forsvar. I 1937 gennemførtes en ny forsvarsordning, som var betydeligt bedre end den gamle, selv om udlandet dog ikke tillagde den nogen større værdi. Den største danske bekymring drejede sig om sydgrænsen. Danske og tyske nazister råbte op om grænseflytning. Stauning svarede med en tale, hvori han forsøgte at få vore nordiske brødre i tale. Han sagde, at Danmarks grænse mod Tyskland også var Nordens, og at et angreb på den ville berøre de andre nordiske lande. Svarene fra Stockholm og Oslo, hvor partifællerne sad ved roret, var koldt afvisende. I marts 1937 blev Stauning indbudt som taler ved et socialdemokratisk stævne i Lund. Tilstede var bl.a. den svenske statsminister Per Albin Hansson. Her sagde den danske statsminister til vennernes og partifæUemes store vrede bl.a., at Danmark skulle ikke være Nordens lænkehund. Dermed var i virkeligheden håbet om et nordisk forsvarsforbund tUintegjort.
 
Stauning misforstod udenrigsminister Eden
Under en rejse til London i april forsøgte Stauning at få rede på den engelske regerings holdning, selv om han godt vidste, at det ikke var P. Munchs linje. I en samtale med udenrigsminister Anthony E den indledte han med at nævne faren for vor sydgrænse og tilføjede, at Danmark ville modsætte sig et tysk angreb mod den. Længere nåede han ikke, før Eden afbrød og sagde, at det var godt, Stauning ikke havde bedt om et løfte om engelsk bistand, for England havde allerede forpligtet sig over for både Belgien og Frankrig og kunne ikke klare mere.
 
Eden tilføjede, at England desuden som medlem af Folkeforbundet også havde forpligtelser over for Danmark, og han antydede, at man ville tage stilling til en kritisk situation, når den forelå. Eden havde her i tankerne nogle udtalelser, som marineministeren. Sir Emle Chatfield, havde fremsat. Chatfield mente, at det ville være farligt for den engelske flåde, hvis tyskerne havde luft-og flådebaser i Jylland. Edens antydninger gik hen over hovedet på Stauning, og den danske regering gjorde situationen sådan op, at vi hverken kunne vente hjælp fra Norden eller fra England. Det sidste var den danske gesandt i London, grev Preben Ahlefeldt-Laurvig ikke enig i. Han kendte marineininister Chatfields betænkeligheder og fremførte gang på gang over for udenrigsminister Munch de muligheder, som en fortsat dansk pression over for England indebar. Ahlefeldt-Laurvig blev imidlertid i 1938 udskiftet med grev Eduard Reventlow, som lå mere på Munchs linje.
 
Chamberlains barske afvisning
I de næste par år beskæftigede det engelske udenrigsministerium sig tilsyneladende ikke meget med Danmark. Hitlers annektion i marts 1939 af Czekoslovakiet satte gang i drøftelser i den engelske regering om forholdet til det øvrige Europa. Den 18. april spurgte udenrigsminister Lord Halifax forsvarsledelsen, om det efter dens opfattelse var i britisk interesse at komme Danmark til undsætning i tilfælde af et tysk angreb - såfremt da den danske regering havde alvorlige hensigter om at ville forsvare landet. Der blev tillige foretaget en analyse af Danmarks betydning for den engelske økonomi. Den gav til resultat, at et Darmiark, okkuperet af Tyskland, ikke ville være noget alvorligt slag for de britiske forsyninger. Forsvarsledelsen svarede, at Danmark efter dens vurdering kun kunne være af ringe strategisk interesse for Tyskland, og man mente ikké, at England ville være i stand til at yde nogen virkelig hjælp. Der var i så tilfælde fare for, at man ville sprede sine egne styrker til ingen nytte. Hvis Tyskland i fredstid okkuperede Danmark, burde det ikke være årsag til krig, og skete besættelsen under en krig, kunne England efter forsvars- ledelsens mening alligevel ikke stille noget op. Hertil bemærkede understatssekretær i udenrigsministeriet Alexander Cadogan i en skriftlig kommentar, at han ville finde det ønskeligt, »hvis Tyskland nogensinde skrider til et sådant formålsløst røveri, at tiden da måtte være kommet til et korstog«.
 
Den 13. juni blev Danmark drøftet i underhusets udenrigskomité. Anledningen var, at der forestod forhandlinger om en traktat med Sovjetunionen, og udenrigsministeren ønskede derfor at få holdningen til Danmark afklaret. Premierminister Neville Chamberlain var meget kontant i sit svar. Han ville ikke gå ind for, at England skulle forsvare »enkelte lande i Europa«, men forhindre en tysk dominans af verdensdelen. Marineministeren, Chatfield, bemærkede, at regeringen jo kunne komme ud for et følelsesmæssigt pres for at hjælpe Danmark. Den tidligere handelsminister, Runciman, som havde et indgående kendskab til vort land, replicerede, at danskerne sandsynligvis ikke ville gøre modstand, hvis det blev angrebet af Tyskland. Udenrigsministeren søgte at undgå en for Danmark negativ afgørelse og foreslog, at man holdt spørgsmålet åbent under forhandlingerne med russerne. Premierministeren holdt stædigt på sit. Han mente, at en tysk erobring af Danmark ville gøre meget lidt forskel på forholdet mellem Tyskland og Sovjetunionen i Østersøen. (Mon Chamberlåin var helt klar over, at de danske bælter og sunde var eneste udsejlingsmulighed fra Østersøen?). Udenrigsministeren fik imidlertid sin vilje. Der blev ingen afgørelse truffet i det møde.
 
Danmark fik intet at vide
En uge senere blev der holdt et nyt møde i udenrigskomiteen. Her gjorde en jurist i udenrigsministeriet, William Malkin, opmærksom på, at for- svarspagten med Polen forudsatte, at den også skulle dække Holland, Belgien og Danmark. (Polakkerne var bedre hjemme i Østersøens geografi end Chamberlain). Igen afviste Chamberlain barsk at hjælpe Danmark, og derefter fik den britiske ambassadør i Moskva, Sir William Seeds, instruks om, at han i de forestående forhandlinger med russerne ikke måtte sige noget om, at England ønskede, russerne skulle garantere for Danmarks sikkerhed. Som bekendt blev den britisk-russiske traktat aldrig til noget. Den 23. august overraskedes verden af meddelelsen om Hitler-Stalinpagten. Englænderne henvendte sig derefter til Frankrig for at få en medgarant for bistandstraktaten med Polen, men man gjorde udtrykkelig opmærksom på, at polakkernes ønske om en garanti også for Danmark, var udelukket, skønt franskmændene ellers erklærede sig villige til at give den. Derved blev det. Danmark gled ud af de videre drøftelser, krigen brød ud, og vi blev aldrig orienteret om de forhandlinger, som her er redegjort for.
 
Munchs samtale med den tyske gesandt
Helt hemmelige var de britiske politikeres overvejelser om Danmark dog ikke. Der sivede et og andet ud til pressen, og i hvert fald var den danske gesandt, Reventlow, vidende om, at den britiske regering drøftede, hvilke mindre stater man skulle give garantier. Der blev nemlig efter pressens omtale af sagen stillet spørgsmål i underhuset om regeringens holdning i tilfælde af angreb på mindre stater, herunder Danmark. På det tidspmikt var forhandlingerne med Polen ikke afsluttet, og udenrigsministeriets talsmand svarede derfor undvigende, at man var »interesseret i Hollands, Schweiz’ og Danmarks uafhængighed, men at der ingen aftaler var truffet«. Grev Reventlow var bange for at give det indtryk af, at Danmark søgte en britisk garanti - vi havde jo på det tidspunkt indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland - så han undlod at tage spørgsmålet i underhuset som anledning til at tale med Halifax eller Chatfield. Hjemme i København forsikrede udenrigsminister P. Munch den tyske gesandt von Renthe-Fink om, at England fuldstændig ignorerede Danmark, og at vi iøvrigt slet ikke ønskede en ensidig britisk garanti. Susan Seymour konkluderer ikke med urette, at Danmark var kommet ind i en ond cirkel. Vi ville ikke opbygge et ordentligt forsvar, fordi den daværende regering ikke troede på hjælp udefra, og det gav englænderne en god undskyldning for at undlade at tage Danmark med på den liste over lande, som man var villig til at gå i krig for. 
 
 
 
Kilde
Susan Seymour: »Anglo-Danish Relations and Germany 1933-1945«. Odense Universitetsforlag, 295 sider, 158,60 kr.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_112_aargang_maj-jun.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: