Behovet for værnepligte

Nationalt
I Militært tidsskrift nr. 6, 1991 har oberst V.J. Fält-Hansen givet sin vurdering af hærens muligheder for i dag og i fremtiden at anvende værnepligtige. Ingen vil bestride oberstens store indsigt i uddannelsen af hærens kampenheder. En indsigt, der er baseret på mange års utrætteligt og engageret virke som inspektør for kamptroppeme. Det er derfor let at følge obersten et langt stykke ad vejen, når det gælder bemandingen med professionelt personel af hærens telegrafenheder, stabskompag- nier ved brigader og regioner, Jægerkorpset, Hærens Flyvetjeneste, opklarings- enheder, skoleenheder, transportenheder samt bataljonskampgruppen på Bomholm.
Sværere er det at følge oberstens synspunkter, når han vurderer, at opdaterede Leopard-kampvogne kan bemandes med værnepligtige under forudsætning af, at de har 12 måneders tjenestetid og forsynes med en uddannelsesstøttekadre på 15 mand. Hærens officielle holdning har da også hidtil været, at det tager 2 år at uddanne en kampduelig eskadron.
Hvorvidt det vil være muligt at gennemføre uddannelsen på den halve tid, når vi får den opdaterede Leopard-kampvogn, er der ikke her i landet nogen erfaring for. Kravet til førerne og kampvognskommandøreme kan næppe være mindre end i dag, så de må i hvert fald på alle niveauer være professionelle tillige med personellet i støttefunktionerne. Det vil gå ud over mobiliseringsenhedeme, som vil komme til at stå uden den professionelle kadre. Og så er vi ikke bedre stillet end i dag.
At der kan være alvorlige personelmæssige problemer i mobiliseringsstyrkens kampvogns- og panserj agereskadroner er for længst erkendt. Men hæren har undladt at gøre noget alvorligt ved problemet, selv om løsningen ligger lige for, nemlig at bemande 50% af alle eskadroner i fredstid, som søværnet gør med dets skibe. Og i søværnet har man ingen friskningsproblemer, selv om skibene bemandes med fast personel af linien. I stedet har hæren gennem de senere år af uforklarlige grunde kastet sig over friskningen af de mindre kampafgørende enheder udrustet med mindre bekosteligt materiel, men bemandet med værnepligtige. For det er klart, at jo mere kampafgørende og jo dyrere materiel, der bliver indkøbt, desto større er forsvarets forpligtelse til, at veluddannet, fast personel er til rådighed til betjening, anvendelse og vedligeholdelse af materiellet. Undladelse af at leve op til den forpligtelse vil uvægerligt komme til at smitte af på hærens fremtidige muligheder for at få moderne materiel. Også på dette område kunne hæren tage ved lære af både søværnet og flyvevåbnet.
Når oberstens kurs kan forekomme at være lidt skæv, skyldes det formentlig først og fremmest, at udgangspunktet helt klart er taget i mulighederne for at anvende (flest mulige) værnepligtige i hæren. Havde udgangspunktet været hærens fremtidige behov for værnepligtige, var konklusionerne nok blevet noget anderledes. Og det er vel egentlig behovet, sagen drejer sig om.
Set på baggrund af, hvad der er sket i verden siden artiklens tilblivelse i januar 1991, må det vist også erkendes, at der ikke kan regnes med en krigsstyrke i hæren på 72.000 mand efter 1992, og at hæren fortsat vil blive omstruktureret. Den forsvarsmodel, obersten anvender, kan derfor ikke påregnes at være relevant meget længere og slet ikke oberstens sammenligninger med de andre nordiske lande med deres massehære og udstrakte territorier. Ifølge general Schwarzkopf er det kvaliteten, der vinder fremtidens krige.
 
Internationalt
Med et dansk engagement i internationale organisationer såsom FN, NATO, EF og CSCE vil vi ikke i fremtiden kunne klare os med smukke hensigtserklæringer og moralsk støtte, hvis andre lande skal tage os alvorhgt. I international politik tæller ikke blot økonomisk styrke, men også de militære styrkers ydeevne samt villigheden til at bruge de militære enheder, f.eks. til freds- skabende og fredsbevarende operationer eller til katastrofehjælp m.v. i ramte lande. Ydeevnen afhænger af personellets og materiellets kvalitet og enhedernes beredskab. Viljen er politisk, men stærkt påvirket af politikernes opfattelse af ydeevnen, som vi så det i debatten om eventuel dansk deltagelse i Golfkrigen. At dømme efter danske politikeres meldinger er viljen til en militær indsats i international sammenhæng voksende. Det være sig i FN og NATO, som nævnes af obersten, men også i CSCE, EF eller anden europæisk ramme. Dansk tilsagn om at deltage i AMF er et konkret varsel om den nye politiske kurs. Mere vil utvivlsomt følge.

Derfor er det på tide, at også hæren kommer i gang med at opstille, udruste og uddanne enheder af en forsvarlig kvalitet i international sammenhæng, hvis da ikke de nye internationale opgaver i hovedsagen skal varetages af søværnet og flyvevåbnet. At flikke en international betaljonskampgruppe sammen af de forhåndenværende skoleenheder og stående enheder fra Bomholm er hverken tilstrækkeligt eller forsvarligt. Succes eller fiasko for en international operation vil også være afhængig af evnen til at reagere hurtigt. Derfor har Danmark behov for en sammentømret, stående hærstyrke og en international reservestyrke, der fleksibelt kan leve op til de internationale krav, og som en dansk regering hele tiden kan have i hånden - også selv om der forhåbentligt vil komme til at gå både 10 og 15 år mellem enhedernes indsættelse i egentlige kamphandlinger.

 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

 

Litteraturliste

Del: