Atomvåbenstationering i Danmark

En kommenteret oversigt over den stedfundne udvikling i tilkendegivne holdninger i folketingsdebatten siden 1945

Hvad blev der sagt
Den grundlæggende udtalelse om atomvåben på dansk område blev fremsat af stats- og udenrigsminister H.C.Hansen i åbningstalen til Folketinget 2. samling i 1957. Udtalelsen gik ud på, at ud fra de (dengang) foreliggende forudsætninger burde et eventuelt tilbud om leverance af atomvåbenammunition ikke modtages. Dette svarede til den holdning til varig stationering af allierede flystyrker her i landet, som statsminister Hedtoft meddelte i åbningstalen i 1953. Per Hækkerup nævnte i 1961 sammenhængen mellem dem.
I årene 1957 til 1969 drejede diskussionen sig fortsat om "varig stationering"; men "de foreliggende forudsætninger" blev efterhånden omtalt som "de nuværende omstændigheder" (eller "forhold"). Muligheden af at frabede sig tilførsel af atomammunition også i spændingssituationer blev nævnt fra 1960 og fremover.
I 1963 besvarede statsministeren et spørgsmål i Frit Danmark om besejling af danske farvande og anløb af danske havne af undervandsbåde med atomraketter. Svaret var helt generelt, at sådanne områder var omfattet af den almindelige stilling til placering af atomammunition. Senere blev der i forhandlingerne tillige talt om at "modtage" atomvåben, og på det sidste har endog ordet "acceptere" været brugt, også fra regeringsside!
I 1969 førte venstrefløjen diskussionen ind på midlertidig tilstedeværelse af atomvåben, uden at dette direkte blev imødegået med, at det ikke var det, som 1957- udtalelsen handlede om. Udenrigsministeren fremsatte endda nogle meget kortfattede, og dermed upræcise, udtryk. I I 978 holdt man sig igen til stationering; men da diskussionen i 1979 og 1980 var ved at komme på afveje, blev tinget af forsvarsministeren, og senere af statsministeren selv, foreholdt ordlyden af udtalelserne fra 1953 og 1957.
I 1980 begyndte man atter at drøfte, om allierede forstærkninger måtte medbringe atomvåben i en spændingssituation, og i 1983 begyndte spørgsmålene om flådebesøg. De forskellige ministres svar var i en række tilfælde så bredt formuleret (bl.a. forsikringer om, at andre lande kendte "vor atomvåbenpolitik" og sikkert ville respektere den), at de næsten kun kunne opfattes som, at 1957-udtalelsen nu også dækkede alHerede militære enheders sædvanemæssige høflighedsbesøg i fredstid. Venstrefløjens reelle argumenter mod våbenes tilstedeværelse omfattede fra nu af tillige de miljømæssige risici.
I 1983 blev udenrigsministeren forgæves søgt provokeret til direkte at udtale, at det gamle forbehold også gjaldt flådebesøg. Udenrigsministeren afviste endvidere tilløb til at udvide politikken til også at omfatte tilkaldte alherede forstærkninger. Først i 1985 lykkedes det venstrefløjen at få regeringen til at udtale, at den restriktive politik med hensyn til varig stationering var udvidet til også at omfatte kortvarig tilstedeværelse, og i 1986 lykkedes det pacifisterne at få begrebet atomvåben på dansk territorium udvidet til også at omfatte fremmede atombevæbnede krigsskibe, og dette tilsynelade blot som en udvidende fortolkning af 1957-er- klæringen, som udlandet "jo” kendte.
 
Konkluderende ses angrebene på vor oprindelige politik således (med varierende held) at have været sat ind på 3 felter:
- Ændring af et nej tak til stationering hen imod afvisning af selv kortvarig tilstedeværelse,
- ændring af et nej tak under de nuværende (altså daværende) omstændigheder hen imod afvisning først i fredstid, senere under nogen som helst omstændigheder, og
- ændring af i snæver forstand operative besøg af skibe med strategiske atomvåben hen imod venskabsbesøg af skibe, bevæbnet med hvilke som helst våben med atomladning.
 
 
Den politiske taktik
Påstandene har været fremsat, og spørgsmål, ofte ledende eller kaptiøse, har været stillet med stor behændighed og energi, og det er ofte lykkedes at gøre ministrene (eller embedsværket) snart irriterede, snart trætte, med det resultat, at spørgsmålenes fælder ikke er blevet afvist lige energisk hver gang.
Venstrefløjen har stedse bekæmpet først Danmark tilslutning til NATO, derefter konsekvenserne af denne tilslutning. I denne forbindelse bemærker man, at venstrefløjen dels har søgt at liste (1) fordrejninger af kendsgerninger ind og dels har søgt at lokke de skiftende regeringer til snart at udvande de positive elementer i 1953- og 1957-erklæringer, og snart at befæste og udvide de negative elementer i dem. Til den ende har en række talere enten refereret den oprindelige politik ukorrekt, tilsyneladende for at lokke til skred i svarene, eller refereret den korrekt, men da samtidig sat den under debat. Man bemærker ofte, at hvor venstrefløjen ikke har kunnet vinde gehør for sine sikkerhedspolitiske synspunkter, er dens argumentation blevet drejet over i rent formelle fortolkninger samt i det umiddelbart folkeligt forståelige: det fysisk sikkerhedsmæssige, risikoen for ulykker.
 
Når man får præsenteret hele udviklingen, danner der sig konkluderende et indtryk af, hvad der i de seneste år af alle parter har været kaldt vor 30 år gamle atompolitik, i virkeligheden er en forvanskning af den oprindelige, manipuleret frem med ikke ringe dygtighed. Regeringerne har ikke altid stået lige fast på de oprindelige erklæringers indhold - og har ofte ved at forenkle svarene givet venstrefløjen vind til at fremture. Ved at afgive forenklede udtalelser, hvad enten sådanne har skyldtes irritation eller har haft til formål at kaste et ben for ulvene, har regeringerne lidt efter lidt slækket på 1950’emes politik, som endda i sig selv ikke var særlig alliancesolidarisk.
 
Uholdbar fortolkning
Statsminister Krags udtalelser i maj 1963, der drejede sig om besejling af danske farvande og anløb af danske havne af allierede skibe, bevæbnet med atomvåben, havde sin helt specielle baggrund. Fra og med årsskiftet 1962-62 drøftede man nemlig i NATO, om der skulle oprettes en fælles atomstyrke (kaldet MLF), som skulle bestå af bl.a. skibe, hvis vigtigste formål var at være mobile baser for raketvåben til strategisk brug. Det ville sige, at disse skibe til enhver tid og fra et hvert sted, hvor de befandt sig, med kort varsel skulle kunne affyre Polaris-raket- ter som en gengældelsesaktion mod et land, som havde indledt et raketangreb mod NATO’s medlemslande. Det dengang aktuelle spørgsmål var således, om Polarisskibenes operative aktiviteter også måtte foregå i danske farvande og havne; det kunne jo få den konsekvens, at de i en given situation anvendte våbnene også fra dansk område.
Hverken spørgsmålet i Frit Danmark i 1963 eller statsminister Krags svar kan have sigtet til venskabsmæssige flådebesøg. Nogle spørgsmål fra Aksel Larsen flere gange senere i 1963 og 1964 drejede sig da også stadig om MLF, og først i 1983 blev der stillet spørgsmål om de almindehge flådebesøg.
Der syntes således ikke at være dækning for den fortolkning, at udtrykket ”placering af atomammunition på dansk territorium” også skulle gælde fremmede kris- skibe på venskabsbesøg i vore havne. Når statsministerens udtalelse senere alligevel er blevet udlagt således, må det betragtes som et udslag af misforståelser. Sådan kan det gå, når man i et ministerium i hast har fundet en gammel udtalelse frem, og ingen af de tjenstgørende har deltaget i dens tilblivelse.
 
 
Sammenfattende konklusion og forslag til ønskelig omformulering
En gennemgang af, hvad der i Folketinget siden 1945 er sagt om stationering af atomvåben, viser, at den atomvåbenpolitik, som i 1957 blev formuleret af en socialdemokratisk regering, men som det Liberale Venstre og det Konservative Folkeparti i begyndelsen fandt for defaitistisk, i tidens løb lidt efter lidt er blevet ændret i retning af venstrefløjens synspunkter.
De argumenter, der har været ført frem i folketingssalen, har for størstepartens vedkommende drejet sig om fortolkninger af gamle ministerudtalelser, næsten som om de var hellige dogmer. I alt for mange tilfælde har man fæstnet sig mere ved bogstaven end ved meningen. Endvidere synes der i en række tilfælde at være blevet stillet spørgsmål, hvis væsentligste formål blot var at drille regeringen. Der har i mindre omfang været fremført reelle argumenter; sådanne har drejet sig om skepsis over for atomvåbnenes rolle i magtbalancen, magtbalanceteoriens rigtighed i det hele taget, eller ønsker om at tage indledende skridt til dannelse af en atomvåbenfri zone. Der er også forekommet motiver som frygt for, og advarsler om, at tilstedeværelse af atomvåben i krigstid kunne udgøre målområder for modparternes atomvåben. Endelig er der forekommet begrundelser, som har bestået i risikoen i fredstid for stråling og for vådeskud. Hertil kommer, at den oprindelige ordlyd af atomvåbenpolitikken så godt som intet grundlag giver for restriktioner over for besøgende krisskibe, idet atomvåben, som indgår i disses udrustning, jo ikke uden videre bliver varigt stationeret på dansk territorium.
Der bør derfor - til afløsning af cirkulamoten af 7. juni 1988 (der giver indtryk af at være et hastværksarbejde, der i højere grad har adresse til den indenlandske opposition end til fremmede magter) - udsendes nogle klarificerende meddelelser. Sådanne ville virke som tiltrængte "tillidsskabende foranstaltninger” over for vore aUierede. Derfor foreslås følgende:
 
Til udlandet i almindelighed kunne sendes en forklaring om den danske holdning til atomvåben om bord på skibe, som er mindre floromvunden end den, der findes i cirkulamoten. Man kunne skrive rent ud, at da Danmark ikke ønsker stationering i fredstid af atomvåben, ønsker vi ikke i fredstid (hvorved i denne forbindelse skal forstås så længe der ikke er nogen international spænding) at lægge territorium til magtdemonstrativt begrundet tilstedeværelse af mellem- og langdistancevåben. Vi lægger endvidere vægt på, at eventuelt medførte atomvåben ikke sættes i land eller på anden måde anbringes på territoriet. For så vidt angår atomvåben, der indgår i skibes faste udrustning, må vi forlange, at de fornødne forholdsregler er truffet til at undgå, at befolkningen i havnen og dens nærhed udsættes for strålings- eller andre helbredsmæssige farer. Ved en sådan afklaring af, hvad det er, vi mener, kunne man muligvis tillige undgå fremtidig usaglige spørgsmål i Folketinget. Det forkerte er imidlertid omtalt med styrke så mange gange, at det bliver svært at føre det tilbage til det korrekte; men hvis en regering har tilstrækkelig civilcourage, vil muligheden være der.
 
Hvad de andre NATO-lande angår må vi imidlertid gøre os klart, at det vil virke temmelig uvenligt at afgive ensidige tilkendegivelser til Dem, når vi har gode muligheder for at indgå aftaler. Oplægget til sådanne aftaler må være en redegørelse for de udenrigs- og indenrigspolitiske forhold, der gør visse former for sejlads uønskelige for os. I en sådan forbindelse vil der på den ene side kunne aftales indskrænkninger i passageretten gennem bl.a. vore internationale stræder; men samtidig kunne man til gengæld aftale lempelser i de almindelige regler om fremmede orlogsfartøjers afgang i fredstid til dansk område.
 
(Note 1: Således blev det i 1963 postuleret, at der var tale om et krav og ikke et tilbud om oplagring af atomammunition, og i 1961, 1969 og 1970 blev det antydet, at der i smug var blevet etableret sådanne lagre.)
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 

Litteraturliste

Del: