At spise suppe med kniv. Kan USA vinde krigen i Irak?

”To make war upon rebellion is messy and

slow, like eating soup with a knife.”

 – T.E. Lawrence, Seven Pillars of Wisdom

Foto: Forsvaret.dk

Det tog den amerikansk-anførte koalitionsstyrke mindre end en måned at nedkæmpe det irakiske forsvar. Selv ikke den af flere så højt besungne republikanergarde var i stand til at bremse den amerikanske fremrykning, der under prædikatet ”shock and awe campaign” med overvældende succes kalkerede den tyske blitzkrieg-offensiv fra 1940. Blot to uger efter at præsident George W. Bush i en tale til den amerikanske nation (den 20. marts 2003) meddelte, at koalitionsstyrker havde påbegyndt det længe planlagte angreb på Irak, kunne amerikanske soldater således sende ”stars and stripes” til tops over Baghdad International Airport. Det korte krigsforløb understregede med næsten skræmmende tydelighed den amerikanske overlegenhed på det konventionelle militære område, og samtidig afslørede krigshandlingerne, at de amerikanske bestræbelser på at transformere og omstille krigens instrumenter til fulde var realiseret.

        Militær succes er imidlertid en flygtig størrelse. Knap var den høj-intensive krig (HIK) således afsluttet, før koalitionsstyrkerne så sig involveret i en ny væbnet konflikt. Denne gang i en lav-intensiv krig (LIK). Hen over sommeren og i efteråret 2003 intensiverede en uhellig alliance bestående af islamiske fundamentalister, tidligere medlemmer af Baath-partiet samt betalte håndlangere angrebene på de – primært – amerikanske styrker, der kontrollerer landet (af de 175.300 koalitionstropper i Irak i januar, 2005 var de 150.000 amerikanske). Siden da er volden og lovløsheden kun tiltaget. Det månedlige antal sårede og dræbte amerikanske soldater og civile irakere har været stigende – om end i et ujævnt tempo – siden maj 2003 (Brookings Institution, 2005). Kendetegnende for situationen i betydelige dele af Irak ved indgangen til 2005 er en amerikansk obersts lakoniske karakteristik af forholdene i hele den sydlige del af Bagdad: ”Definitely enemy territory” (New York Times, 27. januar, 2005). Siden april 2003 har den amerikanske administration således måttet sande, at bekæmpelse af oprørsgrupper langtfra er nogen triviel foreteelse, der lader sig arrangere i en håndevending, men tværtimod en beskidt og langtrukken affære. Nærmest som at spise suppe med kniv (Lawrence, 1971).

        Den katastrofale sikkerhedssituation i Irak primo 2005 afføder uafværgeligt ét overordnet spørgsmål: Kan oprørerne stækkes, eller vil USA blive tvunget til at smide håndklædet i ringen og føje et Irak-syndrom til det knapt overvundne Vietnam-syndrom? Af helt afgørende betydning for, hvorledes dette spørgsmål kan besvares i en formentlig fjern fremtid, bliver den amerikanske omstillingsevne. Såfremt forhåbningerne om at gøre Irak til en demokratisk spydspids i Mellemøsten ikke skal gøres til skamme, er det således tvingende nødvendigt at Bush-administrationen griber dybt i krigens instrumentarium og tilpasser den amerikanske indsats til en fundamentalt anderledes type krig end den, der indledte miseren i foråret 2003.

        Hensigten med nærværende fremstilling er 1), at tilbyde en præciserende katalogisering af den konflikttype, USA og dets allierede er blevet involveret i efter den succesfulde afslutning på ”Operation Iraqi Freedom”, og 2) at sammenholde et succesrigt, historisk eksempel på, hvorledes guerilla-bevægelser og oprørere kan overvindes, med den aktuelle amerikanske fremfærd i Irak. Artiklens væsentligste pointe er, at nok er den amerikansk-ledede koalition langt fra målet om at forlade et uafhængigt, stabilt og demokratisk Irak, men flere forhold indikerer, at amerikanerne trods alt har valgt den rette vej. Der er derfor grund til forsigtig optimisme.

 

Hvilken type konflikt?

En lav-intensiv konflikt kan – nøjagtigt som sin konventionelle slægtning – fremtræde i flere forskellige gevandter. Mao Tse-tungs revolutionære guerilla-krig var således væsensforskellig fra de afghanske mujahedineres kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt i 1980’erne, mens krigen mellem de peruvianske myndigheder og guerilla-bevægelsen Den Lysende Sti repræsenterer en helt tredje type af LIK. Fordi forskellige typer af oprør kræver forskellige svar, bliver den nøjagtige identifikation af oprørets karakter af stor betydning for den, der ønsker at nedkæmpe og overvinde en guerilla-bevægelse. ”One size does not fit all”. Med afsæt i to analytiske dimensioner er det muligt at danne fire idealtypiske varianter af lav-intensive konflikter til beskrivelse af forskellige oprørstyper.

        En væbnet opstands karakter kan før det første variere på en dimension – eller et kontinuum – med yderpunkter i henholdsvis ”det nationale oprør” og ”uafhængighedsoprøret”. Det nationale oprør kan have rødder i adskillige forhold, f.eks. religion, sociale forhold og etniske konflikter, men afgørende er det, at krigens hovedmodstandere er de nationale myndigheder og oprørsbevægelsen. Såvel oprørere som den nationale regering kan have eksterne mæcener og støtter, men den væsentligste uoverensstemmelse står mellem dem, der på den ene side kontrollerer statsapparatet og den (eller de) gruppe(r), der på den anden side tager sigte mod at gennemtvinge et regimeskifte gennem anvendelsen af vold. Karakteristiske eksempler på denne type LIK er den peruvianske regerings kamp mod guerilla/terror-bevægelsen Den Lysende Sti samt den kinesiske borgerkrig i tidsrummet 1945-1949 (Metz & Millen, 2004).

        I modsætning til de nationale oprør står uafhængighedsoprørene. I denne type af konflikt går hovedskillelinjen mellem oprørerne og en herskende gruppe, der opfattes og fremstilles som en udefrakommende besættelsesmagt, der på væsentlige punkter – eksempelvis kulturelt, religiøst og etnisk – adskiller sig fra flertallet af befolkningen. I bestræbelserne på at overvinde fjenden søger oprørsbevægelsen at fremstille sig selv som en befrielsesorganisation, der med vold vil fordrive et fremmedlegeme. Vietnam-krigen, den tjetjenske opstand, det nuværende oprør i Irak samt den malaysiske opstand mod den britiske kolonimagt fra 1948-1960 er alle eksempler på lav-intensive konflikter tæt på det idealtypiske ”uafhængighedsoprør” (Metz & Millen, 2004).

        Den her foreslåede typologisering af forskellige former for oprør er for det andet baseret på en sondring, der knytter sig til guerilla-bevægelsens operationelle taktik. I en idealtypisk forstand er det således muligt at sondre mellem oprørsgrupper, der kontrollerer et territorium og benytter sig af en konventionel militær taktik, samt grupper som i helt overvejende grad søger at anvende midler hentet i den asymmetriske krigsførelses værktøjskasse, som f.eks. ”hit-and-run” angreb og terror. Sidstnævnte variant har sjældent styrke til at opretholde et fysisk tyngdepunkt. Eksempler på guerilla-bevægelser tæt på førstnævnte idealtype er frem for alt Maos guerilla-hær fra 1945-1949 samt det kommunistiske Vietminh i store dele af Vietnam-krigen, mens det palæstinensiske og irakiske oprør befinder sig i den modsatte ende af kontinuummet i nærheden af sidstnævnte variant. Hvorvidt en guerilla-hær benytter sig af en model, der ligger tættest på den første eller sidste type af oprør, afhænger frem for alt af modstanderens militære styrke. Er oprørernes modpart overlegen med hensyn til ildkraft og kampstyrke, vokser sandsynligheden for, at rebellerne foretrækker krig a la Palæstina (Metz, 2003: 30f).

        En kombination af de to analytiske dimensioner giver anledning til undfangelsen af fire oprørstyper, der hver især kræver en målrettet anti-guerilla respons (tabel 1).

Tabel 1. En oprørstypologi.

 

Nationalt oprør

Uafhængighedsoprør

Konventionel taktik

Kina 1945-49,

Den amerikanske uafhængighedskrig, Kina 1931-45, Vietnam-krigen

Asymmetrisk krigsførelse

Rusland 1917, Peru, Guatemala

Irak, Palæstina, Afghanistan (I og II), Tjetjenien, Malaysia 1948-1960, Nordirland

 

 I et historisk perspektiv har det altid været vanskeligst at overvinde uafhængighedsoprør. Allerede Julius Cæsar besværede sig over, at hans romerske legioner ikke var egnede til at føre krig mod ”de omflakkende briter” (Maass, 2004), mens normanner-kongen William Rufus II elleve hundrede år senere blev så forbitret over walisiske oprøreres virksomhed, at han lovede ”to abolish and utterly destroy all of the people until there should be alive not so much as a dog” (Nagl, 2002: 26). Den væsentligste årsag til, at uafhængighedsoprør i reglen har været succesrige, skal først og fremmest søges i det forhold, at lav-intensive konflikter kun sjældent kan vindes uden befolkningens støtte. Såvel oprørere, som den stat oprøret er rettet imod, er afhængige af befolkningens opbakning. I kampen om sjælene – ”winning the hearts and minds” – er uafhængighedsoprørerne imidlertid væsentlig bedre stillet end den udefrakommende stat eller gruppe, idet oprørerne som regel deler nationalitet, religion og etnicitet med lokalbefolkningen. Lykkes det oprørerne at vinde befolkningens gunst, vil de – med Maos ord – bevæge sig som fisk i vand (Metz & Millen, 2004; Mao Tse-tsung, 1961).

        På det operationelle taktiske plan har den asymmetriske tilgang vist sig at være særdeles vanskelig at bekæmpe med militære midler. Oprørsgrupper, der anvender terror og ”hit-and-run” angreb, søger netop at undgå den direkte militære konfrontation i erkendelsen af at være styrkemæssig underlegen. Og da oprørerne sjældent kontrollerer et afgrænset geografisk område kan det være vanskeligt for staten at tvinge rebellerne til kamp. Pålidelige efterretninger samt præcise nålestiksoperationer bliver således af langt større betydning end egentlig militær slagstyrke. Dermed bliver oprørskrigens politiske dimension af endnu større betydning i asymmetriske konflikter end i oprørskrige, der er placeret i den konventionelle del af spektret. Kun en positiv stemt lokal befolkning vil frivilligt viderebringe vitale oplysninger om oprørernes færden.

        Den nuværende LIK i Irak kan kun karakteriseres som et relativt rendyrket eksempel på et asymmetrisk uafhængighedsoprør. Kravet er en amerikansk tilbagetrækning. Midlet: Frem for alt terror. USA og dets koalitionspartnere er med andre ord involveret i en type lav-intensiv konflikt, der ikke lader sig afgøre med militære midler alene og som kun sjældent har efterladt oprørerne som tabere. En interessant undtagelse fra denne regel, er den britiske bekæmpelse af de kommunistiske oprørsgrupper i Malaysia, 1948-1960, der af en række militære strateger betegnes som den bedste recept på, hvorledes et oprør mest hensigtsmæssigt nedkæmpes (Metz, 2003; Sarkesian, 1975; Mackay, 1997; Stubbs, 2004). Spørgsmålet er, hvorvidt USA og dets allierede for øjeblikket er i færd med at kopiere den succesrige britiske model. I det følgende vil de væsentligste læresætninger fra ”The Malayan Emergency” blive fremdraget og sammenholdt med den amerikanske fremfærd i Irak.

 

Malaysia og Irak

I 1948 indledte malaysiske kommunister en række væbnede angreb rettet mod den britiske kolonimagt. Fra oprørets begyndelse var den kommunistiske guerilla-bevægelse, der hovedsaligt bestod af etniske kinesere, inspireret af den taktik og doktrin, som med så stor succes var blevet forfulgt af Maos kommunistiske tropper i Kina. Med afsæt i baser skjult i junglen gennemførte oprørerne adskillige ”hit-and-run” anslag samt terrorbombninger. Det overordnede mål med operationerne var at etablere et selvstændigt, socialistisk Malaysia.

        De første britiske forsøg på at nedkæmpe de kommunistiske oprørere var for en stor dels vedkommende inspireret af hærens erfaringer med junglekrig fra Anden Verdenskrig. Omfattende troppeenheder – ofte hele bataljoner – blev i kortvarige operationer sendt ind i junglen for at tvinge oprørerne til direkte konfrontation. Denne taktik viste sig imidlertid snart at være uegnet til bekæmpelse af rebellerne – gang på gang lykkedes det således de velinformerede oprørere at snige sig upåagtet forbi de britiske styrker, der efter et par døgn i den uvejsomme regnskov og med uforrettet sag igen trak sig tilbage til kasernerne i landets kystområder. Omkring årsskiftet 1951-1952 pegede adskilligt i retning af, at de malaysiske kommunister skulle have held til at eftergøre Maos kinesiske kunststykke (Clutterbuck, 1966; Miller, 1972; Nagl, 2002; Stubbs, 2004).

        Fra begyndelsen af 1952 vendte krigslykken imidlertid. Oprørerne blev trængt i defensiven og i 1960 – tre år efter at Malaysia havde sikret sig uafhængighed – erklæredes ”the emergency” officielt for overvundet. Navnlig tre britiske tiltag bidrog til den – i en historisk sammenhæng – udsædvanlige nedkæmpelse af en gruppe uafhængighedsoprørere, der betjente sig af asymmetrisk krigsførelse. Spørgsmålet er, om USA har lært af de britiske erfaringer.

 

”The hearts and minds”

Den måske væsentligste årsag, til at briterne formåede at tilintetgøre de kommunistiske terrorister og guerilla-styrker, var erkendelsen af, at oprørskrige nødvendigvis må udkæmpes på to dimensioner: En militær og en politisk. At ignorere den politiske del af krigen mod oprørere er som at spille skak, mens fjenden spiller poker.[1] Af helt afgørende betydning for udfaldet på en oprørskrig bliver således, hvor den lokale befolkning placerer sin støtte. Fra begyndelsen af 1950’erne indledte briterne en kampagne med henblik på at bringe de kommunistiske oprørere i defensiven på det politiske plan. Stokkemetoder blev erstattet med gulerods-taktik, og forbedringer af malajernes politiske og materielle vilkår blev opprioriteret, samtidig med at der blev afsat flere ressourcer til sikringen af pro-britiske landsbyer og områder. Effekterne var synlige. Antallet og kvaliteten af anvendelige efterretninger – ”the lifeblood of counterinsurgency” – voksede mærkbart i tiden efter introduktionen af de politiske krigsmidler, og oprørerne fik vanskeligere ved at nyrekruttere og brødføde deres væbnede enheder.

        Kæmper amerikanerne på såvel den militære som den politiske dimension i Irak? I skærende kontrast til USA’s mislykkede Vietnam-kampagne, så er der flere indikationer på, at Det Hvide Hus, State Department og Pentagon har erkendt behovet for en effektiv krigsførelse på den politiske front. Enorme beløb er allerede allokeret til genopbygningsprojekter, genetableringen af strøm og vandforsyninger er blevet prioriteret højt, antallet af telefonabonnenter næsten tredoblet og antallet af internetforbindelser mere end tidoblet siden april 2003 (Brookings Institution, 2005; Hoffman, 2004). Samtidig har den amerikanske administration determineret forfulgt en selvstændighedspolitik. I slutningen af juni 2004 overdrog den amerikanske administrator i Irak, Paul Bremer, der var leder af den nu hedengangne Coalition Provisional Authority – CPA, magten til den midlertidige irakiske regering, og den 30. januar 2005 blev valget til den grundlovsgivende forsamling – trods trusler om vold og ødelæggelse – gennemført med overraskende høje stemmeprocenter. Den politiske emancipering af den irakiske befolkning er imidlertid ikke kun knyttet til det nationale niveau. Også på det lokalpolitiske niveau er en stor del af irakerne blevet tildelt politiske rettigheder. I løbet af det seneste år er antallet af lokalt udpegede politiske myndigheder således vokset fra ca. 250 i november 2003 til ca. 750 i efteråret 2004 (Brookings Institution, 2005).

        På trods af de omfattende bestræbelser på at vinde befolkningens gunst er der imidlertid en stadig større del af irakerne, der hellere ser amerikanernes hæl end tå. Efter de første hvedebrødsdage i april 2003 – hvor Bush-administrationen endnu havde tillid til, at den irakiske taknemmelighed over at blive befriet ville sikre en ukompliceret sortie i løbet af kort tid – har amerikanerne måttet sande, at udfordringerne på den politiske valplads har antaget Sisyfos’ske dimensioner. Årsagen er først og fremmest den utilfredsstillende sikkerhedssituation i landet. Af de ca. 40 procent af befolkningen, der i januar 2005 fandt, at ”udviklingen i Irak gik i den forkerte retning”, begrundede mere end halvdelen således svaret med ”the poor security situation” (Brookings Institution, 2005). Mønstret er åbenbart: Oprørerne udfører terroren, og amerikanerne klandres for den manglede sikkerhed. For den amerikanske administrationen består hovedproblemet i, at den militære tilstedeværelse på en og samme tid udgør en del af løsningen og problemet i Irak. På den ene side er der grund til at formode, at en øjeblikkelig – eller for tidlig – amerikansk tilbagetrækning vil lede til endnu mere ødelæggelse, terror og borgerkrig, og i værste fald et nyt og uregerligt regime. På den anden side er der næppe heller tvivl om, at det netop er den amerikanske tilstedeværelse, der danner grobund for den fortsatte rekruttering af oprørere. Det bliver således – med Maos allegori – vanskeligt at skille de revolutionære fisk fra vandet.

 

De militære bestræbelser

En anden væsentlig årsag til den britiske succes i Malaysia knytter sig til den ændrede anvendelse af militære kapabiliteter. I begyndelsen af 1950’erne opgav den britiske hær de stort anlagte, kortvarige jungleekspeditioner – ”shoulder-to-shoulder tactic” – til fordel for længerevarende operationer udført af små, specialiserede enheder, der kun bevægede sig ind i junglen efter at have modtaget førsteklasses informationer. I modsætning til de større enheder, der blev benyttet i krigens indledende fase, var de mindre specialenheder i stand til at opholde sig og kæmpe i junglen i flere uger ad gangen. Samtidig blev anvendelsen af ildkraft justeret, således at kun den absolut nødvendige magtanvendelse blev appliceret i væbnede sammenstød. Ud fra devisen om at for megen ildkraft kan være lige så skadelig eller kontraproduktiv som for lidt (idet ikke-intenderede civile ofre blot vil bringe mere ved til det ulmende oprørs-bål), blev britiske tropper påbudt at være forbeholden med brugen af bl.a. tungt artilleri (Nagl, 2002).

        Den amerikanske militære ledelse er ikke gået historiens lektie ram forbi. I modsætning til Vietnam-krigen – hvor General Westmoreland beskrev løsningen på Vietcong-problemet med et ord: ”Firepower” (Maas, 2004) – så har de amerikanske tropper i de fleste tilfælde været tilbageholdende med brugen af våben i Irak. Perioden efter april 2003 har rigtignok været skæmmet af civile ofre for amerikanske kugler, men overordnet har antallet af ikke-intenderede ofre ikke været gruopvækkende. Kun få gange har amerikanske styrker tyet til brugen af virkeligt hårdtslående militære kapabiliteter, som f.eks. i forbindelse med angrebet på den oprørskontrollerede by Falluja – ”Operation Phantom Fury” – i efteråret 2004. Under angrebet anvendte amerikanske styrker således både mortérer, luftbombardementer og konventionelt artilleri (The International Herald Tribune, 11. november, 2004). Men i modsætning til eksempelvis den russiske fremfærd i Grosnij, Tjetjenien, var ildkraften i videre udstrækning målrettet og kalibreret, og meget peger i retning af, at de politiske og civile omkostninger ved Operation Phantom Fury ikke vil overstige de militære og – ikke mindst – symbolske gevinster ved at berøve oprørerne en sikker bastion (Rynning & Ringsmose, 2005).

        En anden klar indikation på, at den amerikanske ledelse er bevidst om nødvendigheden af at målrette og justere brugen af militær magt, er overvejelser i Pentagon om at introducere, hvad der er blevet tildelt etiketten ”The Salvador Option” (Newsweek, 9. januar, 2005). Prædikatet dækker over den operationelle taktik, som El Salvadors regering – støttet af Washington – benyttede sig af i kampen mod kommunistiske oprørere, FMLN (Frente Farabundo Marti para la Liberación Nacional), i begyndelsen 1980’erne. Den latinamerikanske småstat indførte fire helikopterbårne anti-guerillabataljoner i bestræbelserne på at komme guerilla-bevægelserne til livs, sideløbende med at hæren påbegyndte en række sociale hjælpeprogrammer samt en optrapning af krigens politiske dimensioner. Gennem etableringen af særlige anti-guerillastyrker a la El Salvador, vil Pentagon være i stand til at målrette brugen af militær magt i endnu højere udstrækning, end det er tilfældet i dag.

 

Nationaliseringen af konflikten

Den britiske succes i Malaysia var for det tredje betinget af et vellykket forsøg på at ændre krigens karakter. Da konflikten blev indledt i slutningen af 1940’erne, var den frem for alt kendetegnet ved at være en uafhængighedskrig - hovedantagonisterne var den britiske kolonimagt og de kommunistiske oprører, der krævede at briterne renoncerede på Malaysia – men mod midten af 1950’erne var det i vid udstrækning lykkedes Storbritannien at dreje krigen i retning af et nationalt oprør. Anskuet gennem ovenstående kategoriseringsskema til beskrivelse af forskellige oprørstyper, så formåede britiske beslutningstagere og anti-guerillaenheder at ændre konflikttypen fra en rendyrket asymmetrisk uafhængighedskrig (skemaets sydøstlige hjørne) i retning af en national uafhængighedskrig (skemaets sydvestlige hjørne). Gevinsten ved denne transformation af krigen var først og fremmest, at den malaysiske befolkning i højere grad betragtede indsatsen for at uskadeliggøre oprørerne som legitim. Konflikten var ikke længere alene en affære mellem de fremmede – kolonimagten – og de kommunistiske oprørere, men et nationalt anliggende.

        Briterne betragtede udsigten til uafhængighed som den helt afgørende forudsætning for en vellykket ”nationaliseringen” af krigen. En conditio sine qua non. Uafhængighed uden nationale malaysiske sikkerhedsstyrker var imidlertid utænkeligt, hvilket førte til en britisk opprioritering af uddannelsen af nationale hærenheder. I november 1953 formulerede den øverste militære og civile myndighed i landet, General Sir Gerald Templer, betydningen af de malaysiske styrker således:

       

I am convinced that an essential pre-requisite to the grant of independence of Malaya is the formation of an adequate Malayan Army to support the civil authority and the foundations of that Army cannot be laid too soon… It must be a balanced force and it must be composed of men of all races who have made Malaya their home (Nagl, 2002: 99).

 

Parallelt med udbygningen af de Malaysiske militære styrker indledte Templer og de britiske myndigheder en udvidelse af det spirende Malaysiske selvstyre, og i juli 1955 blev de første valg til den føderale regering afholdt. I lighed med oprettelsen af malaysiske kampenheder, så bidrog valget af en – delvis – selvstændig malaysisk regering til nationaliseringen af oprørskrigen. Malajerne begyndte i stigende udstrækning at anskue ”the problems of government in terms of ”we” instead of ”they” (Clutterbuck, 1966: 135ff).

        Den amerikanske indsat i Irak har i stor udstrækning været præget af forsøget på at nationalisere krigen mod oprørsstyrkerne. Washingtons strategi er således slående lig den strategi, Storbritannien forfulgte i Sydøstasien i midten af sidste århundrede. Og med god grund. Såfremt den tiltagende indenrigspolitiske amerikanske fordring om færre ”boots on the ground” i Mellemøsten skal imødekommes på en måde, der ikke overlader Irakerne til kaos og anarki, er det tvingende nødvendigt, at den irakiske regering har de adækvate redskaber til rådighed for en fortsat militær nedkæmpelse af oprørerne.

        Den amerikanske vægtlægning af en snarlig ”irakisering” af konflikten har accentueret behovet for uddannelsen af irakiske sikkerhedsstyrker. Bush-administrationens målsætning er, at ca. 273.000 sikkerhedsstyrker (politi, nationalgarde (tidligere civilforsvaret), hær og grænsekorps) skal være operationelle, inden de amerikanske tropper kan indlede tilbagetrækningen (Brookings Institution, 2005).[2] Det har imidlertid vist sig at være vanskeligere at klargøre de irakiske enheder med den ønskede hastighed, end først antaget. I januar 2005 blev det således offentligt kendt, at kun en ubetydelig del af de ca. 120.000 irakere, der på daværende tidspunkt var indrulleret i sikkerhedsstyrkerne, er parate til at indgå i effektive kampenheder. Uvildige analytikere anslog, at kun mellem syv og elleve tusind styrker, var egnede til at indgå i aktiv tjeneste (Cordesman, 2005). At problemet er erkendt i Pentagon, vidner udsendelsen af den pensionerede General Gary Luck om. Luck – der tog ophold i Irak i slutningen af januar 2005 – blev således pålagt at undersøge mulighederne for at skifte de militære enheders fokus ”from fighting the insurgency to training Iraq’s military and police forces to take over those security and combat duties and become more self-reliant, eventually allowing American forces to withdraw” (The New York Times, 23. januar, 2005). Målet – irakiseringen af konflikten – er udpeget, men endnu mangler de rette midler.

 

Konklusion

Er der tegn på, at amerikanerne har lært at indtage ”suppe med en kniv”? Eller kæmper amerikanske styrker – endnu engang – en anti-guerillakrig med utilstrækkelige instrumenter? I lyset af de succesfulde britiske erfaringer med bekæmpelse af samme type oprør i Sydøstasien, er der grund til at være forsigtig optimist med hensyn til de amerikanske muligheder for også at vinde krigen mod de irakiske oprørere. Nok er vejen lang og stenet, men adskilligt tyder på, at USA – trods alle forhindringer – betræder den rigtige vej.

        Såfremt det skal lykkes den amerikanske ledelse at komme i en situation, hvor det er sikkert at forlade Irak, er det imidlertid væsentlig, at anti-guerillakampagnen for det første fortsætter med at rumme såvel politiske som militære elementer. I den altafgørende kamp om irakernes velvilje er den amerikansk-ledede koalition stadig bagud på point efter de første runder. Det er derfor absolut nødvendigt, at den økonomiske genopbygning af landet vægtes endnu højere, og at de ca. 32 milliarder dollars, som allerede er doneret til genopbygningen, hurtigt og effektivt allokeres derhen, hvor behovet er størst. Det er samtidigt betydningsfuldt, at den militære tilstedeværelse, i endnu højere grad end det er tilfældet i dag, tager sigte mod at sikre den fysiske beskyttelse af lokalbefolkningen, og derfor – om nødvendigt – nedtoner betydningen af at tilintetgøre fjenden med militære midler. Et andet middel i slaget om irakernes gunst kunne være tilbuddet om amnesti eller forhandlet overgivelse til de oprørere, som omgiver – men ikke er en del af – oprørsbevægelsens hårde kerne (International Crisis Group, 2005). En fremgangsmåde, der med stort held blev benyttet af briterne i Malaysia.

        En anden væsentlig forudsætning for, at Irak-kampagnen får en lykkelig udgang, er etableringen af en selvstændig irakisk regering, der af broderparten af den irakiske befolkning opfattes som legitim. Også selv om det bliver på bekostning af amerikanske ønsker om f.eks. fremtidige militære baser i landet. I jo højere grad en fremtidig irakisk regering distancerer sig fra og udviser selvstændighed i forholdet til USA, jo større er også sandsynligheden for at opnå den legitimitet, uden hvilken krigen aldrig kommer til at skifte karakter fra uafhængighedsoprør til nationalt oprør. Paradoksalt nok har amerikanerne derfor en interesse i at blive stillet over for ubekvemme irakiske krav – og give efter. Endelig er det væsentligt, at hastigheden, hvormed de irakiske sikkerhedsstyrker opbygges, sættes i vejret. Også selv om det betyder, at Pentagon i fremtiden må gå på kompromis med sit hidtidige ultimative krav om, at de nye irakiske styrker skal være klinisk renset for officerer fra Saddams sikkerhedsstyrker.

        Vejen til Bagdad var kort og omgærdet af succes. Vejen tilbage har vist sig at være brolagt med ofrene for en langtrukken og beskidt lav-intensitets krig. Sammenfattende er der imidlertid tegn på, at amerikanerne – om end med små skridt – indtil videre har valgt den rigtige rute.

Litteratur

Brookings Institution, (2005). Iraq Index. Tracking Variables of Reconstruction and Security in Post-Saddam Iraq, Washington DC: Brookings Institution.

Clutterbuck, Richard, (1966). The Long, Long War. The Emergency in Malaya 1948-1960, London: Cassell.

Cordesman, Anthony, (2005). Strengthening Iraqi Military and Security Forces, Washington DC: Center for Strategic and International Studies. (http://www.csis.org/features/iraq_strengtheningforces.pdf)

Hoffman, Bruce (2004). “Insurgency and Counterinsurgency in Iraq”, RAND Occasional Paper Series, RAND National Security Research Division.

International Crisis Group, (2004). “What Can the U.S. Do in Iraq?”, Middle East Report, No. 34.

Lawrence, T.E. (1971). The Seven Pillars of Wisdom: A Triumph, London: Penguin.

Maass, Peter (2004). “Professor Nagl’s War”, New York Times, January 11.

Mackay, Donald (1997). The Malayan Emergency: The Domino that Stood, London: Brassey’s.

Metz, Steven (2003). “Insurgency and Counterinsurgency in Iraq”, The Washington Quarterly, Vol. 27, No. 1, pp. 25-36.

Metz, Steven & Raymond Millen (2004). “Insurgency and Counterinsurgency in the 21st Century: Reconceptualizing Threat and Response”, Working Paper, Strategic Studies Institute of the U.S. Army War College.

Miller, Harry, (1972). Jungle War in Malaya. The Campaign against Communism 1948-1960, London: Arthur Barker Limited.

Nagl, John A. (2002). Counterinsurgency Lessons from Malaya and Vietnam. Learning to Eat Soup with a Knife, Westport Connecticut: Praeger.

Rynning, Sten & Jens Ringsmose (2005). “Military Implications of the War in Iraq:

Integrating High and Low Intensity War” in Eli Stamnes (ed.), After Iraq: The Future of Peace Support Operations.

Sarkesian, Sam C. (1975). “The Malayan Emergency. The Roots of Insurgency”, in Sam C. Sarkesian (ed.), Revolutionary Guerrilla Warfare, Chicago: Precedent Publishing, Inc.

Stubbs, Richard (2004). Hearts and Minds in Guerrilla Warfare. The Malayan Emergency 1948-1960, Singapore: Marshall Cavendish International.

Tse-tung, Mao, (1961). On Guerrilla Warfare. Translated by Samuel B. Griffith II, Chicago: University of Illinois Press.




[1]     Tyve år efter Vietnam-krigens afslutning nåede den tidligere amerikanske forsvarsminister, Robert S. McNamara, samme konklusion: ”We failed then – as we have since – to recognize the limitations of modern, high-technology military equipment, forces, and doctrine in confronting unconventional, highly motivated people’s movements. We failed as well to adapt our military tactics to the task of winning the hearts and minds of people from a totally different culture” (McNamara, 1996: 322).

[2]      Under Saddam Hussein bestod hæren alene af 400.000 soldater (The New York Times, 21. marts, 2004).

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Litteraturliste

Del: