Anvendelse af Air Power under Operation Iraqi Freedom

Det var under denne konflikt, at den foreløbige kulmination af landvindingerne af de seneste mange års målrettede teknologiske og doktrinære bestræbelser kom til direkte udtryk med stor effekt, men udviklingen fortsætter stadig med yderligere udvidelse af de operative indsættelsesmuligheder for kampfly til følge. Der vil i det følgende blive gjort rede for udviklingen i korte træk frem til OIF, i nogen større detaljeringsgrad for operationerne under OIF med angivelse af de praktiske hovederfaringer fra denne konflikt samt for de yderligere tiltag, som har fundet sted efter OIF og den praktiske anvendelse eller afprøvning heraf. Der vil i artiklen ikke blive taget stilling til OIF politiske rationaler eller efterrationaliseringer desangående.

Foto: Forsvaret.dk

Udviklingen frem til OIF

Når der ses bort fra anvendelse af et meget beskedent antal flyafleverede radiostyrede bomber imod især skibsmål og broer under Den Anden Verdenskrig og senere konflikter, skal man frem til Vietnam-krigen, før der for alvor blev anvendt såkaldte Smart Bombs eller styrede bomber i noget nævneværdigt omfang. Under Vietnam-krigen gik et stort antal jagerbom­berfly tabt under bestræbelserne for at ødelægge vitale og velforsvarede mål med gammeldags jernbomber med snesevis af fly, der angreb målene fra lav højde under dykangreb med en meget forudsigelig indflyvningsprofil. Dette var især tydeligt ved de strategisk betydningsfulde mål, jernbanebroerne Poul Doumer og Thanh Hoa broerne, der anvendtes til transport af forsyninger fra Kina over Hanoi til de kommunistiske styrker i syd. Efter flere års frugtesløs indsats med traditionelle fritfaldende bomber, anvendtes et mindre antal jagerfly i foråret 1972 til angreb på broerne, som fra en relativ komfortabel og sikker højde kunne aflevere laserstyrede bomber (LGB) og TV-styrede glidebomber imod broerne, som herved endelig kunne bringes permanent ud af funktion. Englænderne anvendte et mindre antal LGB ved afslutningen af Falklandskrigen, ja det er hævdet, at det faktisk var demonstrationen af præcisionsbombningen med disse bomber, som endeligt overbeviste de argentinske styrker om, at det var tid til at indstille kamphandlingerne. Først under Den Første Golfkrig alias Operation Desert Storm i 1992 blev Smart Munitions, som foruden LGB også omfatter andre styrede flyafleverede våben, såsom TV- og IR styrede missiler, antiradarmissiler mm., anvendt i noget nævneværdigt omfang nemlig ca. 7% af de afleverede våben. I de senere konflikter Operation Allied Force (OAF) i 1999 og Operation Enduring Freedom (OEF) fra 2001, i henholdsvis  Kosovo og Afghanistan var henholdsvis 34% og 57% af de anvendte våben Smart Munitions og kun Operation Deliberate Force i ex-Jugoslavien i 1995 kunne udvise så stor en andel som 69% Smart Munitions, men da antallet af anvendte våben totalt var særdeles beskedent, ca. 1000, er dette tal måske ikke signifikant . Den stigende andel af styrede våben skyldes selvsagt en kombination af at kunne aflevere våbnene fra stor højde uden stor risiko for piloterne, ønsket om at opnå maksimal effekt per flysortie og de stadig væsentligere bestræbelser for at undgå uønskede tab af civile menneskeliv og infrastruktur. Dette sidstanførte aspekt er naturligt nok i fokus, især efter Den Kolde Krigs afslutning, hvor styrkeindsættelsen ikke længere er et led i en national overlevelseskamp men et ønske om at bringe en uønsket tilstand i et fremmed og måske fjernt land til ophør, herunder husning af terroristbevægelser, udvikling af masseødelæggelsesvåben eller krænkelse af menneskerettighederne.

I konflikterne op til OIF blev den værnsmæssige koordination af den luftmilitære indsættelse stort set alene foretaget som en adskillelse eller ”deconfliction” af luftoperationerne, hvorved menes, at operationerne kun blev foretaget af et værn i et givent luftrum til en given tid. Udarbejdelse af den fremadrettede planlægning af luftoperationerne ved såkaldte Air Task Orders (ATO) var en langvarig proces med en 72-timers planlægningscyklus, der fandt sted separat af de enkelte værn inden koordination deraf foretoges. Der var under Operation Desert Storm i høj grad tale om pre-planned missioner mod mål på det strategiske og det operationelle niveau, og når der ses bort fra de sidste 100 timer, hvor landkrigen fandt sted, var der ikke etableret en Fire Support Coordination Line (FSCL) til deconfliction af land- og luftoperationer. Inden for FSCL er alle beslutninger om angreb af mål under chefen for landstyrkernes ansvarsområde, og den flyoperative chef kan altså ikke beslutte at angribe mål inden for denne linie. Det er et krav for at kunne angribe mål fra luften inden for FSCL, at der er en flystøttecontroller (Forward Air Controller eller blot FAC) til rådighed for at styre operationen, hvilket i praksis oftest ikke var muligt langt foran egne linier. Dette var hensigtsmæssigt under Den Kolde Krig i Europa, hvor FSCL blev fastlagt lige uden for rørartilleriets rækkevidde, og hvor flyenes navigationssystemer var temmelig unøjagtige og rudimentære. I dagens situation, hvor der er indført såvel kamphelikoptere som langtrækkende raketkastere, for US Army Tactical Missile System (ATACMS) med en rækkevidde på over 150 km, opstod der et problem med overlap mellem hærens og flyvevåbnets våbensystemer. Under Operation Desert Storm besluttede general Schwartzkopf at fastlægge FSCL så langt foran egne landstyrker i de 100 timer, landoperationerne varede, at luftoperationer imod overflademål begrænsedes væsentligt. Dette skønnedes nødvendigt med de kommunikations- og overvågningssystemer, som dengang var til rådighed. Der defineredes derfor et sæt såkaldte Kill Boxes af en typisk størrelse på 30 bueminutter i såvel nord-syd som i øst-vest retningen, og som igen var underinddelt efter et fastlagt mønster. Det var således muligt at åbne Kill Boxes, efterhånden som egne styrker bevægede sig fremad, og boxene kunne åbnes og lukkes tidsbestemt. Ved en åben Kill Box var der frit spil for luftstyrkerne til at engagere mål, som de fandt deri, og der var sikkerhed for, at egne ballistiske missiler ikke ville blive indsat inden for boxens begrænsninger. (Det skal i denne forbindelse lige anføres, at der i OIF kun blev anvendt 414 ATACMS, mens antallet af flyafleverede Smart Munitions androg ca. 19.000, og der anvendtes 9.000 fritfaldende bomber og ca. 1.000 krydsermissiler.)

Til sidst skal det blot erindres, at Operaton Desert Storm startede med en mere end en måned lang luftoffensiv, før landstyrker indsattes (når der ses bort fra enkelte specialoperationsenheder hovedsagelig til eftersporing af Scud missiler og til sabotage af visse kommunikationssystemer). Denne luftoffensiv muliggjorde således en massiv landoffensiv uden større tab, en offensiv der varede ca. 100 timer inden en våbenhvile blev etableret.

Operation Iraqi Freedom

Til forskel til Operation Desert Storm indledtes OIF ikke med en isoleret luftoffensiv inden landoffensiven. Dette skyldes ikke, at doktrinen om, at en forudsætning for at hær- eller flådestyrker kan indsættes effektivt og uden store tab er, at der som minimum etableres luftoverlegenhed over operationsområdet og gerne et egentligt luftherredømme, hvorved forstås, at egne styrker permanent kan operere hvor som helst uden risiko for intervention af fjendtlige fly eller luftforsvarssystemer. Situationen var en følge af, at koalitionen efter Operation Desert Storm havde håndhævet aftalte såkaldte no-fly zones i henholdsvis Nord-Irak som i Syd-Irak under Operation Northern Watch og Ope­ra­tion Southern Watch. Herved forhindredes Irak i at anvende fast­vin­gede fly nord for 33 grader nord henholdsvis syd for 36 grader nord. Herved kunne Irak kun anvende ca. 1/3 af sit luftrum omkring Bagdad og Tikrit. Håndhævelsen af disse zoner forløb forholdsvis fredeligt indtil efter DEC 1998, hvor Operation Desert Fox blev iværksat i en firdages periode, efter at Saddam Hussein havde udvist FNs inspektører, der som bekendt ledte efter masseødelæggelsesvåben i Irak som et led i våbenhvilen. Efter denne operation ophørte våbenudvekslingen i realiteten aldrig. Irakernes luftforsvarssystemer chikanerede koalitionens fly ved at belyse dem med luftforsvarssystemernes følgeradarer, og flyene svarede ved at ødelægge luftforsvarssystemerne og disses overordnede kommando og kontrolcentre. Herved opnåedes en stor indsigt i irakernes systemer, og disse systemer blev med tiden nedslidt i betydelig grad lige som koalitionens piloter fik en betydelig rutine i at færdes i det aktuelle indsættelsesområde. Indsatsen forøgedes betragteligt op til OIF mellem JUN 2002 og 20 MAR 2003 og omhyggeligt udvalgte mål blev angrebet systematisk under afflyvning af ca. 4.000 sorties. Situationen var således fra OIF start, at der allerede var etableret noget nær luftherredømme over de umiddelbare områder for landoperationerne, og kræfterne kunne således koncentreres omkring den midterste tredjedel af Iraks territorium. En anden årsag til at starte en landoffensiv umiddelbart var, at Saddam Hussein formodedes at ville iværksætte ”den brændte jords taktik” straks ved den forventede luftoffensivs begyndelse, hvorfor det var attraktivt at indsætte specialoperationsstyrker til beskyttelse af de oliefelter, som Iraks økonomi skulle baseres på efter konfliktens ophør. Det var vigtigt at kunne følge en sådan indsættelse op med fysisk besættelse af disse områder så hurtigt som muligt.

De to store områder, der var sket en markant udvikling inden for siden Desert Storm, var den fortsatte markante udvikling i Smart Munitions og indførelsen af begrebet Netværk Baserede Operationer (NBO) eller som amerikanerne foretrækker at kalde dem Network Centric Warfare.

I hovedsagen var størsteparten af de styrede bomber under Operation Desert Storm laserstyrede, hvor en Laser Designator på eget fly eller et samarbejdende fly belyser målet med laserenergi uden for det synlige spektrum, hvorefter bomben kastes og en sensor i bombens forende registrerer målets relative position i forhold til bomben og genererer styreinformationer for at bringe bomber til kollision med målet. Der kan herunder opnås en præcision af størrelsesordnen ca. 4 meter. Laser Designatoren kan også være betjent af en operatør på jorden ved flystøtteoperationer til støtte for hærenheder eller til ødelæggelse af mål udpeget af specialoperationsstyrker. Svagheden ved systemet er, at der fordres god sigt og et ikke for lavt skydække, da laserenergien ikke kan penetrere skyer, røg eller lignende. Dette er en af hovedårsagerne til, at et satellitbaseret styringssystem er udviklet til montering på bomber, hvorved den såkaldte Joint Direct Attack Munition (JDAM) bombe opstår. JDAM anvendtes i stort antal under OIF, idet der kan opnås en meget stor præcision med disse under alle vejrforhold, blot man kender målets nøjagtige position. Dette er så JDAM svaghed, at bomber i princippet kun er anvendelig imod stationære mål, som de til gengæld kan ramme med en præcision på 3-4 meter. Det turde fremgå, at rådighed over såvel LGB som JDAM er en stærk kombination, som tilsammen er virkningsfuld imod alle typer mål. Det amerikanske flyvevåben (USAF) har i øvrigt udviklet en hybrid af de to styresystemer, som muliggør at kaste en laserstyret bombe med den store præcision og evnen til at engagere mobile mål, men som overgår til GPS styring, hvis lasersignalet udebliver, hvorved i alle tilfælde stationære mål alligevel vil blive engageret.

Krydsermissiler anvendtes i form af enten skibsbaserede Tomahawk Land Attack Missiles (TLAM) eller Air Launched Cruise Missiles (ALCS) fra strategiske bombefly. Krydsermissiler er særdeles kostbare og tager lang tid for at nå deres mål, som sædvanligvis angribes på lang afstand for at begrænse sårbarheden for egen våbenplatform. Anvendelse deraf er derfor sædvanligvis begrænset til konfliktens allerførste faser imod særdeles velforsvarede og stationære mål, hvilket også fremgår af det relativt ringe antal anvendte krydsermissiler, der blev anvendt. Den tidsmæssige og kvantitative anvendelse af krydsermissiler og øvrige præcisionsvåben (Precision Guided Munitions alias PGM) af enhver slags fremgår af figur 1. Den historiske udvikling i anvendelse af PGM i forhold til fritfaldende bomber fremgår af figur 2.

  Figur 1

Figur 2
 

 

Antal

Våben

Krydser-

Missiler

PGM

Excl. Krydser

PGM

Frit faldende

bomber

DESERT

STORM

155,186

 

0,2 %

 

7 %

 

7,759

 

93 %

DELIBERATE

FORCE

 

1,026

 

1 %

 

69 %

 

708

 

30 %

ALLIED

FORCE

 

23,000

 

1 %

 

34 %

 

782

65 %

ENDURING

FREEDOM

 

17,471

 

0,4 %

 

57 %

 

9,987

 

43 %

IRAQI

FREEDOM

 

29,119

 

3 % (985)

 

65 %

 

19,948

 

32 %

 
 
 

Det andet fundamentalt ændrede aspekt i forhold tidligere konflikter, var den udbredte anvendelse af Netværks Baserede Operationer (NBO), hvorved forstås etablering af et altomfattende nær realtids informationsformidlingssystem, hvor beslutningstagere på alle niveauer kan trække på alle relevante aggregerede informationer genereret af samtlige sensorer, koalitionen råder over. Dette er væsentligt af mange årsager, især under det stærkt accelererede tempo, der finder sted under moderne krigsførelse, ligesom det er en forudsætning for, at dynamiske eller såkaldte Time Sensitive Targets kan engageres, inden muligheden derfor er forpasset. Under OIF var der samlet et betydeligt antal sensorer af enhver type for at etablere det ønskede situationsbillede. Der var således rådighed over støtte fra over 50 satellitter inden for kommunikation, navigation og overvågning, ligesom der anvendtes et stort antal Intelligence, Surveillance and Reconnaissance (ISR) flybårne platforme. Herunder rådedes over 8 E-8 Joint STARS fly med højopløsningsradar til etablering af et billede af situationen på landjorden, 9 RC-135 Rivet Joint kommunikatioins- og radarsignalopklaringsfly, 15 højtflyvende strategiske rekognosceringsfly af typen U-2 og et Global Hawk strategisk ubemandet fly med blandt andet højopløsningsradar, alle fra USAF. Desuden opererede US Navy med 30 P-3 fly til signalopklaring og elektrooptisk overvågning, og til etablering af et identificeret luftbillede opereredes med 19 USAF E-3 AWACS fly og 20 af US Navy E-3 Hawkeye fly. På det taktiske niveau var adskillige kampfly udstyret med diverse systemer til målopdagelse og identifikation, og der var rådighed over et betydeligt antal Predator førerløse fly, som bl.a. fløj ind over Bagdad for at se efter luftforsvarssystemer o. lign. som Saddam Hussein gemte på idrætsanlæg og i parker mv. Der var sædvanligvis 4 Predators over Bagdad ad gangen.

Anvendelse af NBO muliggjorde i øvrigt også anvendelse af det såkaldte Reachback princip, hvilket indebærer, at data fra sensorerne i kampområdet satellittransmitteres tilbage til centre i hjemlandet, der kan være tusindvis af kilometer fra konfliktområdet. I disse centre analyseres og vurderes data, og resultaterne derfra tilbagetransmitteres til operationscentre i kampområdet til umiddelbar brug. Princippet blev allerede i begrænset og primitiv form anvendt i Afghanistan under OEF, hvor optagelserne fra Predator ubemandede fly transmitteredes tilbage til USA. Siden da er der sket en rivende udvikling på området, bl.a. med tests, hvor et Global Hawk strategisk førerløst indhentningsfly blev sendt til Australien, alt sammen under direkte kontrol fra et center som er indrettet på Nellis Air Base i Nevada lige uden for Las Vegas, hvortil data også blev transmitteret for behandling; Global Hawk flyet startede fra Edwards Air Base i Californien, hvortil flyet også returnerede efter afsluttet mission. Tilsvarende behandledes data fra Global Hawk over Irak under OIF i centre i Nevada og i Virginia i USA i realtid. Princippet medfører, at eksperter kan arbejde fra deres sædvanlige daglige fredstidspladser, og at deres familieliv kan fortsætte uforstyrret. Dette er ikke mindst væsentligt for personelgrupper, der kun forefindes i begrænset antal, og hvis arbejdsområde ofte efterspørges, hvorfor de ved et traditionelt operationsmønster ville blive udsendt ustandseligt, med familiære problemer eller flugt fra den militære arbejdsplads til følge.

Netværket var i operationscentrene under OIF etableret som et lyslederbaseret bredbåndsnet, hvor de enkelte T-1 forbindelser kan overføre mere end 1,5 Mbits per sekund, og hvor f.eks. Combined Air Operations Center (CAOC) var opkoblet med mere end 100 linier til eksterne enheder.

For nu at synliggøre, hvad alt dette betød i praksis, skal der i det følgende redegøres for et antal aktuelle hændelser, som illustrerer dette.

CIA direktøren George Tenet orienterede om eftermiddagen 19 MAR 2003 præsident George Bush om, at der var pålidelige efterretninger om, at Saddam Hussein og væsentlige dele af ledelsen af Irak senere på dagen ville mødes på et sted kaldet Dora Farm og forblive der i adskillige timer. Det besluttedes derfor at angribe med to F-117 Stealth Fighters så hurtigt som muligt, idet kun denne flytype kunne flyve uopdaget ind over Bagdad og vende tilbage i god behold. Der var udstationeret 12 F-117 på Al Udeid basen i Qatar, som fik opgaven. Problemet var dårlige vejrforhold over Bagdad. Heldigvis havde F-117 enheden rådighed over et nyt hybridvåben siden Desert Storm, Enhanced Guided Bomb Unit, EGBU-27, der havde en Enhanced Paveway III lasersøger hybrid, som var koblet til satellitnavigationsdata, hvorfor angrebet alligevel kunne finde sted og faciliteten blev totalt ødelagt på trods af vejrforholdene. Bomberne ramte 20 MAR 2003 kl. 0534 lokal Bagdad tid og indledte dermed luftoffensiven. Det viste sig siden, at efterretningerne var fejlagtige, men det ændrer ikke på at angrebet kunne gennemføres som et angreb på et flygtigt mål..

I krigens indledende faser trængte elementer af US V Corps frem imod Najaf 23-24 MAR 2003. Korpschefen havde besluttet at anvende sine mere end 30 AH-64 Apache kamphelikoptere i forvejen for korpsets landstyrker for at decimere Medina Republikanerdivisionen i området, og han bad chefen for landstyrkerne om at erklære en FSCL langt foran egne styrker for at gennemføre dette dybe helikopterangreb. Chefen for den irakiske division havde placeret et antal civilklædte observatører i god afstand fra divisionens område, disse var udstyret med mobiltelefoner og de skulle advisere, såfremt der observeredes noget relevant. Han havde desuden beordret alt lys slukket i byen, som divisionen befandt sig ved, og skjult luftværnsskyts under bevoksning i forbindelse med bebyggelsen. Han havde endvidere befalet, at når lyset tændtes i byen, var dette et tegn til alle om at søge skudpositioner på tage, i gader og hvor det i øvrigt var hensigtsmæssigt, og skyde med alt, der stod til deres rådighed inklusive raketdrevne granater og håndvåben. Da Apache helikopterne var inden for skudhold, tændtes lyset, og en koncentreret regn af beskydning skød en Apache helikopter ned og beskadigede samtlige de øvrige helikoptere, som måtte fortrække hjem for derefter ikke at kunne indsættes mere i OIF.

Det er senere erkendt, at fremgangsmåden ikke var hensigtsmæssig, især fordi der var et stort antal kampfly til umiddelbar rådighed for indsættelse, som imidlertid ikke kunne indsættes på grund af den erklærede FSCL. Episoden formodes at være medvirkende til at USA skrottede deres RAH-66 Commanche helikopterprojekt og overførte de derved udsparede beløb til forbedret egenbeskyttelse af de eksisterende helikoptertyper.

Dagen efter det mislykkede Apache angreb, opstod der en voldsom sandstorm i området, hvorved sigtbarheden blev reduceret til under 10 meter. Hærstyrkerne var totalt blændede, idet optisk og infrarødt udstyr var gjort totalt ubrugeligt. Tilsvarende var laserstyrede våben af enhver art ubrugelige. De højresolutionsradar udstyrede E-8 JSTARS og Global Hawk var ikke påvirket af sandstormen, ligesom de radarudstyrede opklaringssatellitter fungerede uden problemer. Derved kunne Republikanergardens køretøjer stedfæstes uden problemer og JDAM udrustede kampfly, inklusive strategiske bombefly, kunne indsættes imod målene. Dette var i øvrigt ikke kun tilfældet for Medina divisionen omkring Najaf, men også Republikanergarderdivisionerne Bagdad, Hannurabi og Nebuchadnezzar, som var under forlægning sydover. Republikanergardeenhederne omkring Najaf mente tilsyneladende, at sandstormen ydede dem beskyttelse imod observation, så i stedet for at sprede kampvognene, koncentrerede de opstillingen af disse. Faktisk koncentreredes T-72 kampvognene i en sådan grad, at der i et tilfælde blev ødelagt 30 af disse med blot 4 bomber.

Under denne og andre missioner imod et stort antal koncentrerede mål anvendtes også en anden ny type våben, nemlig Wind Corrected Munition Dispensers (WCMD). Dette er en modificeret udgave af de velkendte varianter af de klyngebomber, som var udviklet under Den Kolde Krig for at dæmme op for et forventet massivt panserangreb på NATO fra Warszawapagten. Dengang vurderedes det for at kunne overleve nødvendigt at angribe disse mål fra en ekstrem lav højde. Der ændrede operationsforhold under OIF, og i øvrigt også under Operation Desert Storm og OEF, medførte, at det var muligt at operere fra mellemstor højde uden for rækkevidde af håndvåben, mandholdte luftværnsmissiler, luftværnskanoner mv. Derved blev de hidtidige klyngebomber uanvendelige, idet de udspredte deres indhold af småladninger efter en fastlagt kort tidsforsinkelse, og ladningerne ville derfor blive udspredt over et område på adskillige kvadratkilometer, såfremt bomben kastes fra stor højde. Hvis tidsudløsningen på spredningsaktiveringen blev erstattet af en sensor, der initierede spredningen i en forudbestemt højde over jorden, ville dette problem være løst, men den uforudsigelige vindpåvirkning under banen mod målområdet medførte, at våbnet stadig ville være meget unøjagtigt. Løsningen derpå var en modificeret og prisbillig bombehale, som indeholdt en inertisensor, som tillod kompensering for vindpåvirkninger under banen imod jorden. Dette WCMD våben, eller rettere denne familie af klyngebombevarianter, blev anvendt med stor effekt.

Et sidste eksempel på, hvorledes NBO fungerer i praksis, er en episode i krigens sidste fase. 7 APR 2003 havde CENTCOM på baggrund af anvendelsen af en mobiltelefon afdækket, at der fandt et irakisk ledelsesmøde sted på en specifik adresse i Mansour bydelen i Bagdad, hvorefter et B-1 fly, der cirklede over Irak blev beordret til at engagere dette mål. Dette skete under støtte fra bl.a. EA-6B Prowler fly, der anvendte elektronisk krigsførelse for at dække B-1 flyets tilstedeværelse og F-16 CJ fly udstyrede med HARM missiler til ødelæggelse af luftforsvarets målfatningsradarer, såfremt sådanne forsøgte at opnå målfatning på B-1 flyet. B-1 flyet ødelagde bygningen med 4 JDAM bomber. Det er bemærkelsesværdigt, at der kun var gået 12 minutter fra B-1 flyets modtagelse af målkoordinaterne til bomberne ramte målet og blot 45 minutter fra det tidspunkt, hvor efterretningerne først blev modtaget i hovedkvarteret. Beklageligvis var efterretningerne ikke nøjagtige, hvorfor Saddam Hussein og hans medarbejdere ikke befandt sig i den ramte bygning, men det trækker ikke fra den Air Power mæssige bedrift. Saddam Hussein viste sig siden at have befundet sig i en bygning ca. 2 km fra de udpegede koordinater.

Informationsformidling imellem flyene indbyrdes og mellem disse og kommando og kontrolsystemet foregik via forskellige data link systemer. Link 16 eller Joint Tactical Information Display System (JTIDS) var den foretrukne standard, men der var desværre endnu ikke standardiseret på området, så en hel vifte af data link systemer var i brug. Der var behov for kommunikationsknudepunkter på en flyplatform, og det besluttedes at etablere sådanne i tankningsfly, som jo var til stede for at levere brændstof til kampflyene alligevel. Disse såkaldte ”Smart Tankers” videreformidlede så informationen til kampflyene, især tidskritiske måloplysninger. Den manglende standardisering var særdeles uhensigtsmæssig, og der pågår bestræbelser på efterhånden at standardisere på Link 16 systemet. Dataformidling fandt dog i udstrakt grad sted, f.eks. formidledes Predator videooptagelser til AC-130 Gun Ships, hvorved måludpegning og engagement optimeredes.

Rådighed over tilstrækkelig mange tankningsfly var i øvrigt et kritisk område, som det så ofte er set før under tidligere operationer. Under OIF blev behovet forøget af, at Tyrkiet i krigens indledende faser ikke tillod overflyvning af sit luftrum en route til Irak, hvorfor f.eks. fly fra den amerikanske Sjette Flåde i Middelhavet måtte den lange vej sydom for at nå målområder i Nord-Irak. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at der anvendes såvel Boom tankningsudstyr som Probe and Drogue lufttankningsudstyr sideløbende, og hvor der selvsagt ikke er interoperationsmuligheder imellem de to systemer, som historisk er indført af henholdsvis USAF og USNavy / Royal Air Force, ligesom de øvrige NATO lande anvender enten det ene eller det andet system.

OIF udløste også et stort antal strategiske og taktiske transportflyvninger og en større luftlandsætning i den kurdiske del af Irak, men det vil føre for vidt også at dække disse.

Tiden efter IOF

Der er trods de kun to år siden OIF sket en væsentlig udvikling inden for Air Power. JDAM våbensystemet er under udbredelse blandt NATO landene, og Danmark har modtaget og oplagt 2.000 punds versionen heraf, GBU-31. Desuden er der udviklet et Affordable Moving Surface Target Engagement (AMSTE) system, hvor modificerede E-8 JSTARS fly løbende kan levere GPS styreinformation til passende modificerede JDAM bomber, der tillader præcisionsengagement af mobile mål. Denne kombination blev afprøvet under Exercise Resultant Fury, der afholdtes i den vestlige del af Stillehavet og i Det Indiske Ocean 22-23 NOV 2004, og hvor B-52 og B-1 fly fra baser på Guam og fra USA angreb små sømål med JDAM. Der var nok et vink med en vognstang til Nordkorea, terroristorganisationer og pirater ved, at der demonstreredes evnen til at finde og engagere selv blot 8 meter lange hurtigtsejlende småfartøjer med præcision fra stor højde og i alt slags vejr.

En anden bemærkelsesværdig operation var offensiven imod Fallujah i Irak i november 2004. Som bekendt havde et stort antal fundamentalistiske muslimer etableret sig i Fallujah, hvorfra de ledede operationer i dele af Irak, og hvor de bl.a. fremstillede vejbomber, bombebælter til såkaldte ”selvmordsbombere”, og hvor de terroriserede byens normale indbyggere ved at slå hårdt ned på folk, der ikke ville underkaste sig deres strenge fortolkning af, hvorledes samfundet skulle fungere. US Marine Corps havde i april 2004 indledt et angreb på byen, der imidlertid blev bremset af den midlertidige irakiske regering af politiske årsager, og der indledtes forhandlinger i stedet. Disse førte imidlertid ikke til noget resultat, og bestræbelser på at opnå kontrol med byen ved hjælp af irakiske styrker, Den Irakiske Brigade, gennemførtes, mens US Marines forblev uden for. Målet var ikke nødvendigvis at indtage byen, men at ændre forholdene således, at tilstedeværelse af især udenlandske terrorister afsluttedes og at de irakiske og koalitionens styrker kunne bevæge sig frit i byen. Efter langvarige udsigtsløse bestræbelser besluttedes det at indsætte en fornyet offensiv af US Marine Corps i starten af november 2004. I perioden op til denne offensiv havde man kortlagt hele byen helt ned til den enkelte adresse, idet 800 bygninger med tilhørende koordinater var lagt ind i en database, således at udpegning umiddelbart kunne finde sted. I perioden frem til offensiven havde man også grebet ind, hvis der fandtes anledning dertil. Som et typisk eksempel kan nævnes en episode, hvor en pick-up truck transporterede våben og ammunition imellem en lagerbygning og et beboelseshus, der sammen med en forplads lå inden for en mur. Man ventede indtil bilen var tilbage inden for muren og blev kørt ind under en carport, før man ramte den med et Hellfire missil, hvorved collateral damage på bygningen kunne undgås. Predator og Pioneer førerløse fly kredsede konstant over området før og under offensiven for at monitere aktiviteterne, sædvanligvis uden at fundamentalisterne var opmærksomme derpå. Krigsførelse i bymæssig bebyggelse og anvendelse af flystøtte i denne forbindelse er en særdeles vanskelig affære, især imod irregulære styrker, der ikke let kan identificeres som sådanne. Der kræves en meget stor grad af overvågning og rekognoscering for at opnå og fastholde overblikket over, hvad situationen er. De førerløse fly optog realtidsoptagelser af våbentransporter, opstilling af morterer og placering af improviserede sprængladninger for nu blot at nævne nogle af de aktiviteter, der ønskedes holdt øje med, og flystøtte kunne indsættes umiddelbart før egne styrker kom i farezonen. Dette krævede et meget stort antal flyvninger med overvågningsfly, herunder især førerløse fly, og forholdet imellem antallet af våbenbærende flysorties og ISR sorties var ca. 2 til 1, mens forholdet under OIF havde været omkring 12 til 1. Som allerede anført var målet ikke at lægge byen i ruiner, men at nedkæmpe de kæmpende fundamentalister, så der skulle ikke anvendes større bomber end nødvendigt, idet collateral damage søgtes minimeret. Derfor anvendtes også en ny og mindre version af JDAM, GBU-38, der var en 500 punds bombe i stedet for de GBU-31 2.000 punds JDAM bomber, der anvendtes under OIF. I øvrigt er en såkaldt Small Diameter Bomb (SMB) under udvikling, som kan reducere collateral damage yderligere i bykrig i fremtidige konflikter. Disse kan endvidere medføres i større antal af kampflyene, idet typisk 6 SMD kan medføres i stedet for 1 GBU-31, men som anført eksisterer SMB ikke i de nuværende våbenbeholdninger nogetsteds.

Det bør også anføres, at et andet nyt amerikansk fællesværnsvåben i ”Joint-serien” er under indførsel i USAF, nemlig AGM-154C, Joint Standoff Weapon (JSOW), der med samme satellitnavigationsteknologi som JDAM, kombinerer denne med en Standoff rækkevidde på ca. 70 km, hvorved et relativt billigt alternativ til krydsermissiler, og som kan indsættes fra såvel jagerbomberfly som strategiske bombefly på kort varsel, er til rådighed.

Afslutning

Udviklingen fortsætter med yderligere udbygning af et verdensomspændende datanetværk i form af et såkaldt Global Information Grid (GIG) måske allerede engang i slutningen af næste årti, og med introduktionen af flybårne højenergilasersystemer og partikelstrålevåben, hvoraf de første laservåben er i afprøvningsfasen indbygget i et Boeing 747 Jumbofly, der skal kunne engagere ballistiske missiler i afskydningsfasen, fortsætter den allerede opnåede revolutionerende udvikling med uformindsket kraft.

Det danske Flyvevåben er blandt de få nationer, der er længst fremme i udviklingen, og Flyvevåbnet kan samarbejde med koalitionspartnere med bidrag, der måler sig med US Air Force teknologiske stade, men mere herom andetsteds i dette nummer af Militært Tidsskrift.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf

Litteraturliste

Del: