Anlangendes et kystforsvar

Major S. Bergstein, Flyverstaben, kommenterer her oberstløjtnant O. P. Olsens artikel om »kystforsvar« i marts-nummeret.

Uden at ville påberåbe mig den helt store forstand på landkrigsførelsens vilkår (eller måske netop derfor) har undertegnede med stor interesse læst oberstløjtnant O. P. Olsens artikel i marts-nummeret af Militært tidsskrift vedrørende kystforsvar og derigennem fundet anledning til at fremkomme med nogle reflektioner over begrebet »invasion af øeme«. Hvis jeg har forstået artiklen ret, så er betingelsen for, at et kystforsvar kan gennemføres, at der er foretaget omfattende forberedelser, dvs. rydning af skudfelter, etablering af skiftestillinger m.v. i en betragtelig dybde og bredde. Det må være særdeles tids- og ressourcekrævende at gennenføre disse forberedelser. Og det må være en særdeles tung politisk beslutning at skulle tage. Det må derfor formodes, at en regering først vil give tilladelsen, når det er evident, at invasionen vil komme. Der melder sig nu nogle påtrængende spørgsmål:

1. Vil man overhovedet få den fornødne tid til at etablere et kystforsvar?

2. Vil det overhovedet være muligt at gennemføre de fornødne foranstaltninger, ifald WAPA sætter sig for at forhindre disses gennemførelse?

3. Har WAPA overhovedet nogen interesse i at gennemføre et inva- sionsforetagende mod øeme?

4. Har Danmark overhovedet nogen interesse i at gennemføre et forsvar af øeme, hvis vi er nået til den situation, at WAPA har vundet slaget om Europa og derefter skal igang med en række »oprydnings- operationer«?

Spørgsmål 3 forekommer rent umiddelbart at være det mest kontroversielle, idet det jo ikke kan være op til den militære bedømmer at beskæftige sig med modstanderens hensigter, men derimod hans muligheder. Men under forudsætning af, at NATO’s »musketér-princip« er alvorligt ment, altså ingen krig i Danmark uden krig i Europa, kan spørgsmålet omformuleres til: »Vil en invasion af øerne overhovedet påvirke afgørelsen i slaget om Europa«?

Dette fører igen til, at man må stille spørgsmålet: »Hvorledes, hvor og hvornår falder afgørelsen i slaget om Europa«? Jeg vil vove følgende påstande: Enten lykkes det at bremse WAPA pansrede indbrud i Vesteuropa med konventionelle midler, eller også lykkes det ikke. Lykkes det ikke, er alternativerne overgivelse eller A-krig, og i begge tilfælde er en diskussion om forsvaret af øerne vel nærmest uinteressant. Ligeledes skal slaget om de atlantiske konvojruter vindes. Krigen vil muligvis kunne blive af længere varighed (for hvem vil indrømme et nederlag?), men operationerene vil foregå med så stor hast, at afgørelserne i de to operationsområder vil falde inden for et kortere tidsrum.

Ifald ovenstående påstande holder, kan følgende betragtninger anlægges:
Med de herskende og forudsigelige maritime og luftkrigsmæssige styrkeforhold i og omkring Østersøen må det stærkt betvivles, om WAPA overhovedet kan nå at tilvejebringe forudsætningerne for et invasionsforetagende, dvs. luftherredømme og søherredømme i operationsområdet, inden omtalte afgørelser er faldet. (Og skulle WAPA endelig finde på at starte et invasionsforetagende i utide, så lad dem. Jeg formoder, at COMLANDJUT vil være taknemlig for at få elimineret en flanketrussel). Og i tilslutning hertil kan der vel gives et fælles svar på de øvrige spørgsmål. Hvis afgørelserne falder ud til NATO’s fordel, ja så vil WAPA vel næppe have offensiv kraft til overs til at tilkæmpe sig luft- og søherredømmet i den vestlige del af Østersøen. Og skulle afgørelserne falde ud til WAPA’s fordel, ja så må det vel nærmest være et spørgsmål om temperament og holdning, hvorvidt vi skal gennemføre en »last stand« på øerne. Man kan jo lave det tankeeksperiment, at det varer så længe, før omtalte afgørelser falder, at WAPA får tid til at gennemføre invasionen på øerne. Hvad skulle formålet være med dette? Hvor lang tid vil det tage for WAPA at opbygge tilstrækkelig offensiv kraft på øerne til at kunne påvirke afgørelserne i de to operationsområder, og hvilken karakter må denne offensive kraft nødvendigvis have? Hvilke basefaciliteter vil være nødvendige og hvor lang tid vil det tage at opbygge disse?

Jeg mener, at man kan tillade sig at give et fælles svar på disse spørgsmål. De foranstaltninger WAPA må gennemføre for at kunne udvikle offensiv kraft fra øeme må nødvendigvis være af et sådant omfang, at selv de mest langtrukne panserslag i Vesteuropa og søslag i Atlanten forlængst vil være afviklede, inden WAPA når at blive færdige på øeme. Og endelig kan man jo stillle det spørgsmål, om WAPA overhovedet kan tillade sig at ofre sin amfibiske kapacitet mod øeme, ifald Sverige fastholder sin neutralitet? Truslen om en invasion kunne eventuel være afgørende for Sveriges holdning til krigen. Og ifald Sverige vælger at deltage på NATO’s side, bliver invasionstruslen vel næppe større. Men hvori ligger så betydningen af de danske hovedøer, set med WAPA øjne? De kan umuligt have planlagt at skulle sejle op og ned ad Storebælt, på kryds og tværs af minefelter, u-både og hvad ved jeg. Det må derimod være helt afgørende for dem, at de kan få operationsfrihed for deres maritime og strategiske flystyrker, der jo skal ud og deltage i slaget om Atlanten. Og det er her, at øeme har deres betydning. Fra øeme kan der gennemføres operationer mod disse overflyvninger, og det er denne trussel WAPA først og fremmest må søge. at eliminere. Og det er vel dette forhold, der er et af hovedmotiveme for vore NATO-partnere til fortsat at lade Danmark beholde en reel »musketér-status«? Selvfølgelig skal øeme forsvares. Men jeg må indrømme, at jeg godt forstår, at reglementsforfatteme tilsyneladende har valgt at anvende deres kræfter på andre opgaver end »kystforsvar«.

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_110_aargang_maj-jun.pdf

 

Litteraturliste

Del: