An Intimate War. An Oral History of the Helmand Conflict, 1978-2012

Mike Martin: An Intimate War. An Oral History of the Helmandi Conflict. Hurst, 2014, 389 sider. Pris: 319,95 kr

Krige forstås baglæns, men må kæmpes forlæns…

Det modellerede citat fra Søren Kirkegaard er den bedste måde at indfange både styrker og svagheder ved Mike Martins detaljerede værk om den afghanske Helmandprovins og særligt om folkene, der bebor den. Forfatteren er dybt inde i substansen omkring Helmandprovinsens dynamikker, og ønsker man at beskæftige sig med problemstillingerne i Helmand igennem de sidste 30 år kommer man ikke meget tættere på i forhold til sekundær litteratur. Kildestudiet og den metodiske ramme giver et for vestlige forskere unikt indblik i en lokal konflikt, fortalt af lokale observatører og sætter hele den internationale indsats i Afghanistan i et eftertænksomt perspektiv med udgangspunkt i Helmand.

”Extant counterinsurgency theory implores us to understand the human terrain in order to defeat an insurgency. But it is more than that – the human terrain is the insurgency”

Martin rammer overordnet akilleshælen i forhold til det internationale engagement i Afghanistan: Den manglende forståelse af fjendebilledets kompleksitet. Ikke alene underbygges ovennævnte citat af en særdeles troværdig argumentation, men samtidig minder den os om, at oprørsbekæmpelsesstrategien i Afghanistan ikke kun har savnet kendskab til operationsmiljøet. Den har også savnet anvendelsen af historiske erfaringer inden for oprørsteori som eksempelvis Mao Zedongs Guerilla Warfare og T.E. Lawrence’s Seven Pillars of Wisdom.  

Bogen er inddelt i seks kapitler, hvor læseren kronologisk bliver ført gennem en afgrænset periode i Afghanistans historie med hovedvægt på de seneste fire årtier. Indledningsvis søger forfatteren at forklare skabelsen og dynamikkerne blandt forskellige stammer i den afghanske Helmandprovins herunder de geografiske forholds store betydning for alliancer såvel som fjendskab mellem forskellige stammer. Kapitel to stiller skarpt på forholdene under den sovjetiske intervention i 1980erne særligt i forhold til forskellige mujahedinbevægelsers bestræbelser på at maksimere egen indflydelse i provinsen. I kapitel tre analyseres dels perioden under Mohammad Najibullah i kølvandet på den sovjetiske tilbagetrækning, dels borgerkrigen og det efterfølgende Talibanregimes vej til og fastholdelse af magten i årene 1994-2001. De efterfølgende kapitler er tidsmæssigt kortere afgrænset. Kapitel fire dækker perioden 2001-2006, og fokuserer på Talibans struktur og Mahaz-systemet, samt perceptionen af Vesten i det afghanske samfund. I kapitel fem er den britiske Helmandindsats mellem 2006-2009 omdrejningspunktet, herunder både den britiske tilgang til missionen, og den lokale reaktion på den britiske tilstedeværelse i provinsen. Det afsluttende kapitel dækker årene 2009-2012 med den amerikanske og britiske indsats i Helmandprovinsen, og hvor tilgangen til ”Counterinsurgency” bliver diskuteret. I konklusionen på bogen diskuterer Martin grundene til, at Vesten (primært Storbritannien) ikke forstod konfliktens karakter i Helmand, og hvilke implikationer det bør have for fremtidig oprørsbekæmpelse.

En indiskutabel styrke ved bogen er Martins sprogegenskaber, hvilket har givet ham adgang til kilder, som vestlige forskere og militære fagfolk ikke nødvendigvis har kunnet trække på før. Hans egen udstationering i provinsen ad flere omgange er ligeledes en fordel i forhold til kontinuerlige observationer over tendenser i udviklingen. Der er en beundringsværdig høj grad af grundighed over værket, selvom man som læser hurtigt fornemmer en stærk personlig tilgang til problemstillingerne – specielt i den periode hvor han selv var aktiv i provinsen. Hovedvægten er lagt på at opnå en analyse af Helmandoperationen med set fra helmandbefolkningen selv, hvilket mildest talt er en mangelvare i nutidens engelsksprogede litteratursupermarked.

Bogen er baseret på interviews som primære kilder, hvilket har givet Martin en række fordele, da helmandbefolkningen selv får lov at tale og, at de mundtligt baserede primærkilder bliver tillagt troværdighed på linje med det skrevne. Det giver dog også nogle ulemper. Selvom det forsøges at dække sig ved forbehold kan man som anmelder ikke undgå at tænke over, i hvor høj grad Martin selv er blevet offer for sine egne præmisser. Disse præmisser indbefatter dels, at afghanerne i interviews svarer det, de tror intervieweren vil høre, dels at udenlandske soldater anvendes i de interne magtkampe. Er det fakta der bliver diskuteret, eller er det blot lokal sladder/rygter/misinformation, der bliver ført videre, og præsenteret som fakta af Martin? De mundtlige kilder i det afghanske samfund er som tidligere nævnt rygraden i bogen, og som alle andre subjektive individer er der altid en risiko for at lede kilderne i retning af sin egen forudindtagede forståelse af problemstillingerne.

Det er en pointe i bogen, at den vestlige koalition, primært briterne, ikke forstod de komplekse forhold i Helmand, og lod sig forvilde af lokale problemstillinger. Det er i hvert fald en pointe som forfatteren gør meget for at understrege. Dette er tidligere gjort af forskere som Theo Farrell, Antonio Giustozzi og David Kilcullen, der ligeledes har argumenteret for, at den manglende forståelse af kompleksiteten i fjendebilledet har skabt umulige vilkår for en succesfuld strategi.

Martins kritik er velargumenteret, selvom han forekommer noget overdrevet kritisk på nogle punkter, og det er her, at Søren Kirkegaards citat kommer i spil. Det tager tid at opbygge et solidt kendskab og et efterretningsbillede af et område som Helmand – ifølge Martin selv kan dette ikke opnås medmindre, man er indfødt. Følges denne logik vil stort set alle interventioner være dødsdømt på forhånd (hvilket nogen også mener de er) og at Vesten skulle holde sig ude af konflikter, der ikke omhandlede decideret eksistentiel forsvarskamp. Den indsigt og viden som forfatteren har opnået gennem talrige interviews, er sandsynligvis unik, men bagklogskaben gennemsyrer hans tilgang. Endvidere kan der argumenteres for at Martin selv falder for den fortælling, der passer helmandafghanerne bedst – eksterne kræfter har ansvaret for alle provinsens problemer. Man er som læser nødt til at spørge sig selv, om lokale afghanske ledere ikke har set interviewene som en mulighed for at lægge alt ansvar for problemer over på udlændinge fra ISAF og den afghanske regering. En anden problematik er forfatterens nogle gange personlige forhold til de interviewede samt at afghanerne i dele af bogen optræder i rollen som sandhedsvidner.

Argumentationen om at det lykkedes de lokale afghanere at aflede og forvirre briterne totalt ad flere omgange frem til 2012, kan virke en smule letkøbt. Det er vigtigt at huske, at krige er komplekse og dynamiske – strategien overlever som sagt kun ind til første møde med fjenden, og herefter tilpasses den løbende. Det store problem var, at man på det strategiske plan havde opfattelsen af, at fjenden var en samlet organisation, hvilket på intet tidspunkt har været tilfældet. Der kan argumenteres for, at den ændring i tilgang, der kan ses hos de britiske enheder allerede i 2007-08 afspejler, at man fra britisk side godt var klar over at taktikken burde ændres. 3. Commando Brigade gik til opgaven på en anderledes måde end 16. Air Assault Brigade gjorde, og man kan finde lignede operative og taktiske ændringer en masse andre steder som var direkte afledt af lessons learned om fjenden.

Afslutningsvis er det dog vigtig at understrege, at bogens kritik er særdeles relevant, da kendskabet til oprørsbevægelsesteori er blevet negligeret og de lokale konflikter er som oftest blevet glemt til trods for, at de hos langt de fleste helmandafghanere er langt højere på dagsordenen end den abstrakte konflikt mellem ISAF og en paraplyorganisation som Taliban.

Det overordnede indtryk er derfor også, at det er en særdeles informativ og velskrevet bog at læse, hvilket selvfølgelig udmønter sig i fem bånd. Det er et værdifuldt bidrag til både forskning og debat inden for Afghanistanområdet, og den kritiske og omfangsrige tilgang til emnet er beundringsværdigt og vil utvivlsomt blive inddraget i den generelle diskussion omkring det evige spørgsmål: Har Afghanistankrigen været en succes eller en fiasko?

Anmeldt af David Vestenskov og Anders Hansen Oakley

Del: