Alfred Redl - levemand og spion

Virkeligheden er ofte underlig. Tag nu f.eks. spionhistorier. Jo mere fantastiske de fortælles, desto bedre fremtræder de. Men hører man en historie, der udspilledes med rigtige menneskers begær og angst som baggrund, ja - så kan den næsten være for fantasifuld. Sådan går det slet ikke til i det virkelige liv. Men - det gjorde nu alligevel. I historien om et hjertes undergang. I Alfred Redls historie. Mod øst - i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungams fjerneste provins - fødtes Alfred Redl - i 1864, hvor Østrig var engageret højt mod, nord ved Danevirke og Dybbøl. Han fødtes i garnisonsbyen Lemberg - efter første verdenskrig polsk - og igen flyttes grænser ved den anden verdenskrigs afslutning, hvor byen bliver russisk med navnet Lvov.
 
Men tilbage til Redl. Fra beskedne kår med tretten søskende søgte han den eneste vej, han mente var åben mod bedre status - hæren. Og det lykkedes faktisk. Fjorten år gammel optages han på en af monarkiets kadetskoler - i Lemberg - og som treogtyve årig står han ved begyndelsen til sit mål: på paradepladsen i Galiciens regeringsby - hans fødested - ud- nævnes han til kejserlig og kongelig løjtnant i kejser Franz Josephs landkrigsmagt. * Det var en forunderlig verden, han fik del i. Elegante officerer - hestevæddeløb - kavallerer - strålende uniformer - og anseelse. Man var udvalgt, man var kejserens officer. Således kunne kronprins Rudolf samme år, som Redl blev optaget i den magiske kreds, udbringe kejserens skål med ordene: »... Vi soldater, der er rigets første og fornemste stand, tilkommer denne hyldest...«. Selv skulle han dø to år senere, men det er en anden historie. Ja, den unge løjtnant Redl fik nok indblik i en strålende verden, men næppe adgang. Dels foregik de elegante oplevelser ikke i den fjerne og tjenestemonotome gamisonsby - næh, Wien, Prag og Budapest - dér var operaballeme - og dels krævede den verden, han tragtede efter, social baggrund og - penge. Og den løn, kejserens officerer oppebar, tillod ikke et muntert og elegant liv. Alfred Redl vidste, hvad han ville. Ikke tilbage til en trist hverdag i små og trange omgivelser. Og den unge løjtnant tilpasser sig. Arbejdsom, begavet og - taktfuld. Ikke føre sig frem. E genskaber og anlæg i hans foresattes bedømmelse:»... venlig, taktfuld, populær, beskeden. ..«.
 
Redls bane fortsætter. Han søger optagelse på stabsofficersuddannelsen, der, gennemført, åbner alle veje. Generalstabskorpset er eliten. Ud af omkring otteogtyve tusinde officerer udgør det højst firehundrede. Redl bliver een af disse, da han efter fornemt bestået eksamen kan iføre sig generalstabens flaskegrønne uniform. Han forfremmes og gør tjeneste i de eftertragtede metropoler: dobbeltmonarkiets Donau-hovedstæder. I århundredets sidste år udsendes han på et sprogkursus i den russiske by Kazan, hvor han lærer og suger viden og indtryk. Hjemkommen til Wien placeres han som chef for efterretningstjenestens øst-afdehng. Han bor nu standsmæssigt - ude i Josephstadts rolige omgivelser - og opnår kun anerkendelse for sin roHge charme, sin takt og - sin succes som spionjæger. Hans arbejde og endelige vidneudsagn bringer den ene efter den anden person, der spionerer for Rilsland, i tugthuset. Hans metoder er utraditionelle og bunder i et forbløffende kendskab til praktisk psykologi. I et bestemt tilfælde ville en østrigsk officer, der var mistænkt for spionage, ikke røbe, hvor han gemte sine dokumenter. Redl gjorde sig gode venner med den mistænktes seks-årige datter og spurgte hende så: »... du ved nok ikke, hvor din far gemmer sine papirer. ..«, og den lille pige gik i fælden, viste gemmestedet, og Redls foresatte kunne med tilfredshed notere: ».. .hårdtarbejdende, nem at omgås, respektfuld over for sine overordnede, venlig og taktfuld ...«.
 
Forfremmet og dekoreret - større lejlighed, anseelse, succes, således kunne man læse i Neue Freie Presse - juh 1904 - efter to russiske spioners domfældelse, at denne i al væsentlighed skyldtes:»... vidneudsagn afgivet af den militære ekspert, Alfred Redl«. Jo, han kunne være tilfreds med sig selv, når han spadserede fra sin elegenate lejlighed gennem Wiens centrum til sin arbejdsplads på Stuben Ring - oppe ved Donau Kanal. Og i foråret 1907 havde han bestemt fortjent en sørejse, han foretog i Adriaterhavet. Han var ledsaget af en køn ung mand - en løjtnant - af omgivelserne opfattet som en nevø. Og Alfred Redls stjerne steg. Han viser sig også som en glimrende troppefører i de perioder, han er borte fra Wien. Og hans metoder er beundrede - de giver resultater. I sit kontor lader han skjulte kameraer fotografere de besøgende, fingeraftryk tages af gæsten, der bydes en cigar fra æsken - og skulle nogle modstå havanaens aroma, ja, så vil værten forlade kontoret et kort øjeblik, idet han på skrivebordet efterlader en sagsmappe, mærket »Fortroligt«. Og han er næsten sikker på at få den besøgendes fingeraftryk. Ja, selv grammofonoptagelser af samtaler lod han udføre. , Men også internationalt forstod han sine metier. Han havde et forgrenet net af observatører i Rusland og med Østrig-Ungams nærmeste allierede, Kejser Wilhelms Tyskland, plejede han efterretningsforbindelser. Han deltog således i samtaler på højeste plan i Berlin og blev ovenikøbet tildelt en fornem preussisk orden. I sin lejlighed i Wien gav Redl - nu oberst - hyppige selskaber, og var en opmærksom og charmerende vært. Dén unge mand, vi traf på sørejsen, var næsten altid med. Som en nevø. En gæst fra disse sammenkomster husker: »... et luksuriøst interiør med kostbare møbler, omend med et feminint præg...«. Gæster lod han hente i sin store Daimler med privatchauffør, og snart fik også den unge løjtnant et tilsvarende køretøj. Altsammen muliggjort - forklarede han - gennem en større sum, efterladt af en fjern afdød onkel.
 
I 1912 flyttes den otteogfyrre-årige oberst til Prag som stabschef for det ottende korps. Og han indlogerer sig gerne i den smukke by. Hans lejlighed er også her udstyret med luksus, der nok grænser til det ekstravagante. Sko, tøj, uniformer, sadletøj, hundredvis af håndsyede handsker og endelig billeder og statuetter af en smule frivol karakter. Han trives og påskønnes. Fortager tjenesterejser og private udflugter til Wien. Her bor han altid på et nydeligt mindre hotel Klomser i centrum, i Herrengasse nær Hofburg, her genoptager han gamle kontakter, og han ser også den unge løjtnant. 
 
Sådan synes alt løfterigt i foråret 1913. Og på samme smukke forårsdag, hvor Redl nyder sin »Viertel« på »Caffe«-Salon zum Marschall Radetzky« i Prags midte, og hvor han iøvrigt kan se ud på det pompøse Radetzkymonument - det blev fjernet i 1919 - sker noget ganske andet i Wien. Her modtager Redls efterfølger ved efterretningstjenesten, Max Ronge, der under den første verdenskrig skulle yde en fremragende indsats, et brev fra Berlin. Det er afsendt af chefen for den tyske generalstabs efterretningstjeneste, major Walther Nicolai. En kuvert, der indeholder seks tusinde østrigske kroner og som er adresseret til: Herrn Nikon Nizetas, Österreich, Wien. I følge major Nicolai havde brevet ligget flere uger på Wiens centralposthus og herefter returneret til afsendelsesstedet, Berlin, hvor det blev åbnet af sikkerhedsmyndigheder. Gennem længere tid havde den tyske efterretningstjeneste ment, at der måtte findes en sikkerhedslæk hos den østrig-ungamske allierede, og vel at mærke en, der måtte have adgang tü meget følsomt materiale. Hvem var så herr Nikon Nizetas? Ja, Max Ronge satte en fælde. Brevet - atter forseglet - blev anbragt i poste restante-afdelingen på hovedpostkontoret, der ligger ikke så langt fra Stephans Kirken - oppe i nærheden af Fleischmarkt. Her ventede to agenter i et baglokale og kunne tilkaldes ved en klokke, såfremt herr Nikon Niztas dukkede op for at kræve sit brev. Ti timer dagligt i en måned skete intet. Men i begyndelsen af maj ankom to breve til den mystiske adressat, begge indeholdende en stor pengesimi. Kontant.
 
Men så sker det. Sidst på eftermiddagen den 24. maj går en velklædt herre gennem Wien. Fra Herrengasse over Michaeler Platz, forbi Stephans Kirken, hvor sømmene i »Stock im Eisen« lyser i den lune forårsaften, videre op ad »Rotenturmstrasse«, han passerer hastigt nummer 5, hvor Mozart i 1784-87 komponerede Figaro, men vores vandrer skal videre, han drejer til højre ad »Fleischmarkt«, går forbi den græske kirke og når sit mål. Her forlanger han posten til Nikon Nizetas, postfunktionæren trykker vedvarende på klokken, de to agenter kommer frem, kun for at se en taxa forsvinde ned ad gaden. I denne taxa åbner »herr Nikon Nizetas« kuverterne med en lille lommekniv, checker indholdet, og da vognen standser, hyrer han en anden og giver iadressen til chaufføren. Hotel Klomser, siger han. De to uheldige agenter finder den første taxa og i den den glemte lommekniv. Og sandelig om ikke deres vanheld bliver til lykke, da de opsporer mandens udgangspunkt. Hotel Klomser i Herrengasse. Her giver de den lille kniv til portieren med besked om at spørge samtlige gæster om ejerforholdet. Og nu kommer en herre ned - en gæst - klædt i generalstabens karakteristiske Uniform med oberstdistinktioneme på den lave krave. Manden i skranken rækker kniven frem - jo, det er min - putter den i lommen, og er straks klar over sin skæbnesvangre fejltagelse. Efter en samtale med en bekendt går han tilbage til sit værelse og opsøges kort efter af fire officerer - en general, en oberst og to majorer. Redl, for ham er det jo, siger, at han ved, hvorfor de er kommet. Han har netop skrevet et afskedsbrev. Han får en pistol, og de fire herrer trækker sig tilbage. Står på Herrengasse. I fuld uniform. Går én for én hjem og skifter til civil. Vender tilbage. Det er begyndt at regne. 
 
På hotelværelset sidder oberst Alfred Redl. Han nåede alt, hvad han havde ønsket. Kunne sikkert være blevet general. I klædeskabsdøren er et legmesstort spejl. Døren er gået op, og de velpudsede knapper ses i skæret af lyset ude på gaden. Stephansdom slår et slag. Hån skriver: »... lidenskaben ødelagde mig. Bed for mig. Jeg betaler med mit liv. Alfred«. Klokken er nu et kvarter i to. Alfred Redl tager pistolen - en Browning - stikker mxmdingen i mxmden. Han ser sig selv hele tiden i spejlet. Bed for mig. Der er gået tolv timer fra han hentede sine breve i »Post Gasse« til hjertets undergang. Da tyske styrker i 1915 erobrede Warszawa fandt man forklaringen. En russisk efterretningsoberst havde hvervet den unge kaptajn Redl omkring 1898. Hvordan? Jo, truet med at afsløre hans homosexuelle forhold samt tilbyde penge i mængder, der kunne betale hans hang til elegance og luksus. Enkelt, ikke sandt? Og Rusland og dermed Serbien kendte de østrig- ungamske opmarchpladser og kunne imødegå dém i krigens første måneder. Men det var ikke længere Alfred Redl, oberst i den kej serlige og kongelige generalstab, der spillede med. På Wiener Zentralfriedhof, gruppe 79, grav 38, række 29, endte også hans længsler og lidenskaber. Og nu er det hele jo så længe siden.
 
Litteratur
Fitzroy MacLean: Take nine spies. London 1978.
Allmeyer-Beck/Lessing: Die K.u.k. Armee 1848-1914. Wien 1974.
Oskar Regele: Generalstabschef aus vier Jahrhunderten. Das Amt des Chefs des Generalstabes in der Donaumonarchie. Seine Träger und Organe von 1529 bis 1918. Wien-München 1966. Gunther Rothenberg: The army af Francis Joseph. Indiana 1976.
Franz Hubmann: The Habsburg Empire. The world of the Austro-Hungarian monarchy in original photographs. 1840-1916. Wien 1971.
 
Vanskelig tilgængelig - og ikke-anvendt litteratur:
Max Ronge: The treachiery of Colonel Redl. Wien 1921.
Walther Nicolai: The german secret service. 1924.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: