Alans krig. Alan Ingram Copes erindringer

Forfatter: Alan Ingram Copes og Emmanuel Guibert
Tegner: Emmanuel Guibert

Forlag: Aben Maler
Diverse: 304 sider; Pris: 470, -kr. på saxo.com

Anmelder: Simon Papousek

I februar 1945 ankommer den 20-årige Alan Ingram Cope til Le Havre. Han er konstabel i den amerikanske 3. armé og skal køre i en M8 Greyhound Armoured Car fra Frankrig og frem til Tjekkoslovakiet, hvor krigen slutter i begyndelsen af maj. Undervejs følger læseren Alans oplevelser fra tårnet på sin Greyhound, på patrulje og i de byer og landskaber de passerer.

Før han kommer til Europa, er vi med Alan under træning og uddannelse i USA og da krigen slutter, tager vi med ham tilbage til USA. Skæbnen vil dog, at han vender tilbage til Frankrig, hvor han bosætter sig. I forordet skriver Guibert: ”Det handler kun om én mand, Alan Cope, om det, han har set, oplevet og følt, og om det, han ville fortælle halvtreds år efter.” (s. 2). Det er altså ikke dagbogsoptegnelser, men i højere grad erindringer og ikke mindst refleksion over oplevelserne under krigen og som ung mand i USA og sidenhen Europa. Guibert og Cope mødte hinanden ved et tilfælde, og Cope begyndte hurtigt at fortælle om sine oplevelser fra Anden Verdenskrigs Europa. Dette fik Guibert til at foreslå at lave en tegneserie ”Du fortæller. Jeg tegner” (s. 1), og dermed blev Alans krig til.

Det er ikke en fortælling om kamphandlinger og heltemodige bedrifter. For dem kommer Alan ikke ud for. Det tætteste han kommer er lidt udveksling af ild, da han passerer en landsby i sin Greyhound. Ellers er det uheld, som fald fra stige eller påkørsel, som udsætter hovedpersonen for livsfare.

Det handler først og fremmest om en mand, der til tider virker en smule naiv, dog følsom, alligevel moden og meget fornuftig, grænsende til det snusfornuftige. Det er en fortælling om en meget sympatisk mand, hvor arbejdet som soldat i den amerikanske hær netop blot er et arbejde, og hvor ventetidenog fremrykningen igennem Frankrig, Sydtyskland og slutteligt Tjekkoslovakiet samt patruljerne, der kendetegner Copes indsats i krigen.

Udover at fremstå som en moden og forsigtig mand, er Alan Cope også skildret som en rodløs mand. Han begår sig godt i selskab med andre, han er vellidt, men lader ikke til at have nogen særlige ambitioner. Måske tager han for meget hensyn til andre. I hvert fald skriver han hen imod slutningen:

Efter halvandet år kom jeg til den konklusion, at jeg ikke havde levet mit eget liv. Jeg havde ikke levet mit liv som den person, jeg er. Jeg havde levet mit liv som den person, andre ønskede, at jeg skulle være. Det er noget andet. Og den person havde aldrig eksisteret” (s. 281).

Guiberts tegninger har fokus på personerne og det de foretager sig, mens baggrunden udelukkende relaterer sig til fortællingen. Der er ingen svinkeærinder eller effekter. Det er blændende og meget poetisk tegnet. Et eksempel bør nævnes her: Cope og hans mænd beordres på patrulje midt om natten i Bayern. Igennem den mørke skov sniger patruljen sig af sted, der er bælgmørkt, og man aner blot konturerne af soldaterne på billederne. Bag en bakketop lyser himlen dog en anelse op, og Cope kravler op på den. Fra toppen ser han ned på en by, og han betegner udsigten som pragtfuld. Men patruljen skal tilbage og de skal videre ind i Europa.

Et andet sted er de på vej ind i Tjekkoslovakiet og ankommer til Prag. Men de må ikke befri byen, da det er (tiltænkt) russisk område. Så de må udstyre deres køretøjer med hvide faner, og håbe på at det er nok til, at tyskerne ikke åbner ild på dem.

Det er eksempler på de sindsoprivende oplevelser, Cope har. Der er ikke megen Hürtgen Wald, Operation Varsity eller bykampen om Aachen som dramatiske højdepunkter. Det er i det hele taget meget afdæmpet, dybt fængslende og vemodigt skildret.

Med nærmest fotografisk præcision og nøjagtighed flyder Guiberts tegninger smukt og tempereret sammen med Copes fortælling. Stregen er blød og effektiv og bogen er fyldt med stemningsskabende billeder.       

Forlaget Aben Maler har virkelig kræset for udstyret: Det er i en lækker indbinding, smagfuld og appetitlig.

Selv læsere, der har en skepsis til mediet graphic novels, (eller tegneserier), bør unde sig selv at læse Alans krig

Del: