Afskedsparole

I forbindelse med sin afsked fra forsvaret udtalte oberst R B. Nielsen ved sin sidste parole, som chef for Forsvarsakademiet, bl.a. følgende:

Først lidt om det forsvar, som De skal tjene i de kommende år. Her må ønsket naturligvis gå helt klart på, at det må lykkes fortsat at bevare et troværdigt dansk forsvar baseret på en alliance, der er rede til at forsvare de livsværdier, söm vi mener er værd - om nødvendigt - at kæmpe for. Troværdigt i forhold til potentielle angribere, troværdigt i forhold til vore alliancepartnere og vor egen befolkning, men ikke mindst - og det er vel egentligt ganske uberettiget, at dette så sjældent understreges - troværdigt i forhold til de mennesker, der vier deres liv til forsvaret, og som derfor også må kunne forvente, at politikerne afbalancerer mål og midler på en sådan måde, at gerningen i forsvaret opleves som meningsfyldt og resultaterne som troværdige.

En naturlig konsekvens heraf burde også være, at man overlod til sagkundskaben, d.v.s. det militære etablissement, at finde ud af, på hvilken måde midlerne skal anvendes for at opnå maksimal troværdighed, men det er jo desværre et kendetegn for tiden, at antallet af »amatørstrateger«, eller såkaldte fredsforskere og andre personer med manglende militær indsigt, men med stor lyst til at udtale sig, er stadig voksende. Der ligger en stor opgave for den officersgeneration, som De tilhører, i nøje at følge debatten og udviklingen, især på det sikkerhedspolitiske, strategiske og teknologiske område, og på baggrund af den viden og indsigt, som bl.a. dette akademi tilfører Dem, at medvirke til at lede forsvarets udvikling i den retning, som alle forhold taget i betragtning opfylder kravet om størst mulig troværdighed og dermed afskrækkelse og kampevne inden for de økonomiske rammer, som politikerne, og dermed befolkningen, afsætter. Når jeg siger følge udviklingen, ligger der heri også, at De skal undgå faren ved at gro fast i eksisterende systemer og teknologisk forældede opfattelser. Det er jo nok os ældre officerer, der er mest tilbøjelige til at sige »sådan har det været i min tid, og derfor bør det også fortsat være sådan«. Det er farligt, og det bør undgås. Vi står med foden inden for i en tid, hvor vanetænkning må være bandlyst, hvis vi selv skal bevare vor faglige troværdighed. De vil utvivlsomt komme til at opleve om ikke en revolution så dog en ganske voldsom evolution i materieludviklingen og dermed også i organisations- og doktrinsudviklingen. Opgaven for Dem er så at medvirke til, at denne udvikling ledes i den for dansk forsvar bedst mulige retning. Det gøres kun ved et åbent øje og et åbent sind - fri for utidssvarende fordomme, men ud fra et militært sagligt grundlag. Jeg skal ikke besvære Dem med det, man normalt kalder »et tilbageblik« på de ca. 40 års tjeneste, jeg har haft i forsvaret, men dog fremdrage nogle enkelte forhold, som har været kendetegnende for denne periode, der strækker sig fra dengang, vi startede forsvarets genopbygning efter besættelsen og til den nuværende tingenes tilstand.

Betegnende for den første del af perioden var, at vi levede højt på den allierede våbenhjælp, der medførte, at materielinvesteringsudgifteme og dermed bevillingerne hertil kunne holdes på et minimum, og at man til gengæld så relativt stort på personeludgifteme. Der var på en række områder ingen væsentlige begrænsninger i personelforbruget, der var f.eks. ikke fastsat normer for en række personelkategorier, og der var ofte på den tid en betydelig overbemanding i enhederne af værnepligtige menige og befalingsmænd. Dette ændredes imidlertid fra 60’eme, og jeg har siden da - altså i ca. 25 år - sådan føler jeg det da ihvertfald selv - i de funktioner jeg har bestridt i Hærstaben og Forsvarsstaben, ialt ca. 13 år på planlægningsområdet - været beskæftiget med personelreduktioner og andre reduktioner i forsvaret. Grundene hertil er naturligvis mange, men skyldes efter min opfattelse væsentligst våbenhjælpens bortfald med stadigt stigende behov for materielinvesteringer uden dertU svarende forøgelse af bevillingerne - og de politisk betonede besparelser, som i en række år - ofte med kort varsel, således at de umuliggjorde en optimal reduk- tionsplanlægning - blev trukket ned over øreme på forsvaret. En sådan udvikling kunne naturligvis virke stærkt deprimerende på os, der gjorde forsvaret af Danmark tü en livsgeming - måske væsentligst baseret på det, vi generelt og personligt oplevede under besættelsen, men også i troen på, at der nu omsider var tilvejebragt fuld folkelig og dermed også fuld politisk forståelse for nødvendigheden af et effektivt og troværdigt dansk forsvar. Jeg skal da heUer ikke lægge skjul på, at det gamle ord om, at »et land har det forsvar, det fortjener«, af og til har strejfet tanken, når usaglige politiske synspunkter har været årsag til forringelse af forsvarets kampevne.

Når frustrationerne - alle forhold taget i betragtning - har været til at leve med, skyldes det nok væsentligt, at det til trods for de mange »rationaliseringer«, jeg har oplevet og været med til at planlægge og gennemføre, indtil nu er lykkedes at opretholde et forsvar, som ud fra en militær vurdering kan betragtes som acceptabelt. Ikke det forsvar, vi kunne ønske os, men dog et forsvar af en sådan karakter, at det kan opleves som meningsfyldt. Jeg tror egentlig, at det værste, der kunne hænde dansk forsvar, ville være, hvis forsvarets personel ikke længere kunne opfatte deres gerning som meningsfyldt. Så ville vi nok fortsat have et forsvar, men ikke med den kvalitet af fast personel, som vi har kunnet glæde os over i de forløbne år, og som også her på akademiet er en kilde til daglig tilfredshed med tjenesten i forsvaret. Dette bringer mig frem til et andet forhold, som jeg finder anledning til at sige lidt om i dag. Der er ikke her på Forsvarsakademiet noget fag, der hedder Etik eller Morallære. Ikke desto mindre indgår dette begreb i undervisningen på mange måder, alene fordi det er et led i vor militære uddannelsessystem og afspejler sig på så mange områder, måske mest omfattende i det, der hedder »Forsvarets Ledelsesprincipper«. Uden at det fremgår af uddannelsesplanerne, er det derfor også et led i undervisningen at skabe og udvikle de holdninger, der er grundlæggende for det, vi forstår ved den militære profession.
 
Det kan derfor være værdifuldt en gang imellem at tænke lidt over vor etik og dens udvikling. Pr. definition er etik studiet af menneskelig adfærd med hensyn til, hvad der opfattes som godt, og hvad der opfattes som dårligt. Det som jeg geme vil understrege i denne forbindelse er, at officersgemingen på lige fod med f.eks. læge- og præstegerningen bør opfattes som en profession og ikke et job. Det er vi måske en gang imellem tilbøjelige til at glemme, når vi stilles over for problemer eller frustrationer i forbindelse med arbejdsvilkår, aflønning eUer karrieremæssige skuffelser. Alt dette er jo meget reelle forhold, der griber dybt ind i den daglige tilværelse for en selv og for familien, men de bør aldrig få lov til at overskygge den egentlige grund til, at man valgte officersgemingen: At forsvare de livsværdier, som vi mener er afgørende for en menneskelig tilværelse. Læger og præster har en defineret etik, som fremgår af lægeløftet og præsteløftet. Bortset fra, at der i en række lande aflægges »Faneed«, eksisterer der ikke en tilsvarende defineret etik for officerer. Ikke desto mindre har vi vel alle en opfattelse af, at der eksisterer en - uskrevet - etik, nok i hovedsagen baseret på de gamle - men nu som regel forkætrede - begreber »Gud, Konge og Fædreland«. Som jeg sagde før, er etik studiet af menneskelig adfærd i relation til begreberne: Hvad er godt, og hvad er dårligt. Hvad enten vi synes om det eller ej, er vore etiske synspunkter dybt forankret i den kristne morallære. At dette er tilfældet skyldes nok, at al menneskelig adfærd væsentligst finder sted i samspil med andre mennesker, og at idealerne i den kristne livsopfattelse i virkeligheden er de idealer, man sætter højest i den vestlige verden. Begrebet »Gud« - uanset, hvordan man opfatter det - er derfor fortsat et væsentligt element i vor etik. Begrebet »Konge« har noget at gøre med landets styreform. Det militære forsvar skal bl.a. stå som garant for, at den styreform - for vort vedkommende monarkiet og demokratiet - der ønskes opretholdt, kan bevares. Dette begreb har derfor også fortsat god betydning for den militære etik. Det sidste begreb »Fædreland« behøver jeg ikke sige så meget om. At kæmpe for »Fædrelandet« betyder jo egentlig blot at løse forsvarets primære opgave: At sikre vor beståen som en fri og selvstændig nation. De tre begreber har altså fortsat fuld gyldighed som grundlæggende elementer i den militære etik, og jeg tror, det vil være værdifuldt, hvis vi lidt oftere fremhævede dette, og at vi - som officerer - iøvrigt af og til gav os lidt tid til tankefuld overvejelse af det etiske begrebsapparat, der bør være styrende for officersgemingen. Ikke alene i det store, men også i det små. I vort daglige samkvem med mennesker i og uden for forsvaret.
 
Det er i den forbindelse ikke uvæsentligt for befolkningens opfattelse af forsvaret, at demonstrerede officerssynspunkter ikke alene har en professionel, men også en etisk baggrund, og da specielt når det er højerestående officerer, der træder frem i offentlighedens søgelys. Man gør iøvrigt også sig selv en tjeneste ved at anvende en sådan baggrund. Der er et forhold, som navnlig dem, der gennemgår videre uddannelse med henblik på senere at bestride højere poster i forsvaret, aldrig bør glemme, og som blev formuleret af den amerikanske general Abrams: »Jo højere du kravler op i flagstangen, des tydeligere kan man se din bagdel«. På den amerikanske officersskole West Point har man en »kadetbøn«, som egentlig - hvor salvelsesfulde enkelte passager end kan forekomme - har et budskab, som jeg godt vil bringe videre. Afsnittet lyder således: »Styrk vor beundring af ærlig handling og en ren tankegang og lad aldrig vor misbilligelse af hykleri og forestillelse blive formindsket. Støt os i vore bestræbelser på at leve på et trin, der er højere end det normale liv. Få os til at vælge det vanskeligere »rette« frem for det lettere »forkerte« og aldrig være tilfredse med en halv sandhed, hvis den hele kan opnås. Skænk os det mod, som er født af loyalitet til alt, hvad der er godt og værdifuldt, som afslår at gå på kompromis med ondskab og uretfærdighed og ikke kender til frygt, når sandheden og retten er i fare«. Jeg vil ønske for Dem, at De - til trods for den daglige tilværelses mange jordnære problemer - vil kunne finde plads til lidt eftertanke omkring disse, skal vi kalde det idealistiske betragtninger, og forsøge at leve derefter ud fra devisen, som vist nok vor egen gamle Grundtvig er mester for: »Øjet opladt, hånden øvet - tanken på flugt over støvet«. Kun derved bliver vi mennesker. Kun derved bliver vi sande professionelle. Af de ca. 40 år, jeg har tilbragt i forsvaret, har jeg - udover kursusgennemgang - været ansat de 7 ved Forsvarsakademiet, og det kan derfor næppe undre, at jeg ved denne lejlighed også geme vil fremsætte et ønske for dette.
 
Det er min opfattelse, at uanset hvordan forholdene for forsvaret iøvrigt må være, vil det altid være meningsfyldt - og tid og kræfter værd - at være medvirkende til, at ens yngre kammerater bliver klogere og dygtigere. Man kan vel endda sige, at jo vanskeligere vilkår, forsvaret har at virke under, desto vigtigere er det med et dygtigt og veluddannet officerskorps. Der har i tidens løb her ved Forsvarsakademiet fundet en udvikling sted, der har ført frem til et stade, som jeg i dag godt kan betegne som tilfredsstillende. Når dette har kunnet lade sig gøre, er det dels fordi foresatte myndigheder har haft - og i stigende grad er ved at få - en klar opfattelse af dette akademis betydning for forsvaret som helhed - nu og i fremtiden - dels, og først og fremmest, fordi mange gode og flittige loyale og ansvarsbevidste, dygtige og klarsynede medarbejdere - og jeg er glad for at kunne sige: Ingen af de nuværende undtaget - har samarbejdet om at bringe akademiet derhen, hvor det står i dag: En højt værdsat institution såvel inden for som uden for forsvaret.
 
Det skal være mit ønske for Forsvarsakademiet, at denne udvikling må fortsætte, således at akademiet stedse kan leve op til de forventninger, vore elever stiller tü det, til de krav, der stilles til akademiet af forsvarets myndigheder, og til den rivende udvikling, som vi er inde i teknologisk, organisatorisk og doktrinært, men først og sidst til det motto, som hidtil har kendetegnet akademiets virksomhed: »Viden og Fremsyn«. Jeg sagde før, at jeg ikke ville besvære Dem med noget »tilbageblik«. De mange oplevelser og tildragelser, som jeg gennem et menneskeliv i forsvaret har været vidne til - eller selv medvirket i - heldigvis flest positive og livsbekræftende i samarbejde med gode og idealistiske kammerater og medarbejdere, vil som regel forekomme andre ganske betydningsløse og uinteressante. Derfor har jeg også i den sidste tid ind imellem - iøvrigt i lighed med en tidligere akademichef - bedt følgende bøn, som skal være af engelsk oprindelse og stamme fra det 17. århundrede: »Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg begynder at blive gammel. Bevar mig fra den vane at tro, at jeg endelig bør udtale mig om ethvert emne og ved enhver anledning. Fri mig fra min tilbøjelighed til at ville ordne andres sager. Med min enorme visdom er det jo næsten synd ikke at få udnyttet den helt, men du ved Herre, at jeg ønsker at beholde nogle venner - helt til det sidste«.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: