Afghan National Army – En alternativ nationsbygger

“There is a need for further developing the instruments we have at our disposal. Instruments that paired with empathy and understanding of both cultures as well as the political game of the international community, can put in place the first vital stepping stones on a path leading to a new stable and democratic state.” 

Foto: Forsvaret.dk

De instrumenter udenrigsministeren omtaler og den vej, der skal lede til en ny stabil og demokratisk stat, er ikke altid lige let at identificere. Instrumenterne er mange, og vejen til stabilitet er ofte lang og omkostningsfuld for de involverede stater og organisationer. De penge og det personel, det internationale samfund skal stille til rådighed for at løse konflikterne, er begrænsede og der opstår derfor ofte et politisk ønske om at komme ud af konflikten inden for en overskuelig tid. Præsident Bush udtalte i forbindelse med angrebet på Afghanistan, at “…we’re not into nation-building…” og ved en senere lejlighed “Some thought our military would be used overseas…not to win wars, but mainly to police and pacify, to control crowds and contain ethnic conflicts. They were wrong.” Det er ofte problematisk for de involverede stater hurtigt at frigøre egne sikkerhedsstyrker fra en given fredsproces og derved at kunne overføre disse til andre udenrigspolitiske prioriteter. Et tiltag, der gennem de seneste år er blevet udbredt, er at forstærke indsatsen omkring genopbygningen af nationale væbnede styrker i de pågældende lande. Ved hurtigt at genopbygge det nationale forsvar kan disse overtage den fysiske sikkerhedsstabilisering i landet, og de involverede staten kan nedjustere bidraget og derved hurtigere komme ud af indsatsen. Denne tilgang er senest set i Afghanistan og i Irak, og det må formodes, at tiltaget, hvis det udvikler sig til en succes, vil blive anvendt fremover i lignende konflikter for ad den vej at fremme hjemtagelsen af internationale styrker.
Det synes derfor væsentligt at gennemføres en undersøgelse af genopbygningen af den nationale hær i Afghanistan og derved analyseres en proces, der tilsyneladende er mere succesfuld end processen i Irak, hvor sikkerhedssituationen konstant forværres. Konkret vil der blive foretaget en undersøgelse af den militære genopbygning i Afghanistan og dennes rolle i fredsprocessen med det formål at udlede erfaringer og udvide den eksisterende viden, som stater og internationale organisationer kan anvende for at løse problemerne med den lange og omkostningsfulde tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker i konfliktområderne rundt om i verden.
Der vil igennem artiklen blive argumenteret for, at den internationale tilgang til genopbygningen af Afghan National Army (ANA), indtil videre har været en succes, og at denne succes inden for en kort årrække vil kunne føre til, at den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) og de amerikanske styrker vil kunne reduceres betydeligt. Yderligere vil der blive argumenteret for, at tilgangen, hvis den fortsætter i en positiv udvikling, har haft den yderlige effekt i form af positiv legitimitetsoverførsel fra ANA til den afghanske regering og derved på sigt kan bidraget til nationsbygningen i Afghanistan.

Ovennævnte argumentation vil blive gennemført via opstillingen af en analyseramme der tager afsæt i reformprocessen i Afghanistan. Det vil blive undersøgt, hvorledes det internationale samfund har løst opgaven med at genopbygge den afghanske hær efter taliban-styrets fald, og hvorledes denne nye hær kan spille en rolle som nationsbygger i den fredsbygning, der skal foregå mellem de tidligere stridende parter og de mange befolkningsgrupper i Afghanistan. For at kunne besvare disse spørgsmål, er der blevet gennemført et feltstudie af en uges varighed i Afghanistan, hvor et antal centralt placeret personer er blevet interviewet.

Sikkerhedssektorreformen i Afghanistan

Overordnet henvender sikkerhedssektorreformer sig til to tilstande i) postkonfliktsamfund (fx Afghanistan, Bosnien og Angola), og ii) samfund der gennemgår en større institutionel omstilling (fx Rusland og de baltiske stater). Udgangspunktet for en reform i postkonfliktsamfund er, at der foreligger en underskrevet fredsaftale og derved en mulighed for at omstille sikkerhedssektoren. Reformen henvender sig ikke kun til den militære del af sikkerhedssektoren, men også til de bredere aspekter af sikkerhed til gavn for alle individer i samfundet som fx en reform af det juridiske system.
Den konkrete reform af sikkerhedssektoren er inddelt i fire overordnede dimensioner, der alle berøres i den praktiske reformering af de enkelte elementer af sektoren. Den politiske dimension opstiller de overordnede rammer for reformen. Den institutionelle dimension opstiller de specifikke karakteristika for de enkelte elementer af reformen. Den økonomiske og den civilsamfundsrelaterede dimension vedrører de nødvendige støttefunktioner til reformen (Chanaa 2002: 27-31). De fire dimensioner vil, sammen med den konkrete udvikling i Afghanistan, blive beskrevet nedenfor.

Den politiske dimension

Den politiske dimension retter sig mod en styrkelse af civilsamfundet via den civile kontrol med de enkelte elementer af sikkerhedssektoren. Den civile kontrol skal tage udgangspunkt i et demokratisk valgt styre for derved at sikre en mindre konfliktfyldt og mere bæredygtig forankring af sikkerhedssektoren “…helping to secure a security sector of appropriate scale that is proberly accountable to democratic, civilian authorities.” (Chanaa 2002: 28). Hovedelementerne i den politiske dimension er etablering af en parlamentarisk kontrol over sikkerhedssektoren samt opbygningen af et transparent system med politisk uafhængighed af sikkerhedssektoren (Wulf 2000: 19-20).
Med afslutningen af den amerikansk ledede krig i Afghanistan, indledtes der en omfattende genopbygning af det politiske system. Denne genopbygning blev indledt med en konference i Tyskland og mundede i december 2001 ud i Bonn-aftalen, der skabte rammerne for forløbet frem til afholdelsen af det første valg d. 9/10-2004. Samtidig med at de politiske rammer blev opstillet, blev arbejdet med at genskabe sikkerheden i landet iværksat. Processen blev indledt med to konferencer afholdt i Geneve i foråret 2002 og resulterede i en konkret opdeling og ansvarsfordeling af sikkerhedssektorreformen. Reformen blev inddelt i fem søjler, og til hver sølje blev der tilknyttet et primært sponsorland (DCAF 2004: 3).

SHAPE  \* MERGEFORMAT
Figur 1. De fem søjler inden for sikkerhedssektorreformen i Afghanistan

Den institutionelle dimension

Den institutionelle dimension henvender sig, modsat de øvrige tre dimensioner, primært til sikkerhedsstyrkerne i det pågældende land. Grundet krigens karakter og sikkerhedsstyrkernes ofte partiske involvering i en konflikt, er denne dimension som regel belagt med store udfordringer, men er samtidig også et vigtigt element, der ikke må overses. For at muliggøre sikkerheden og for at skabe et incitament for de tidligere kæmpende parter til at lægge våbnene, er det ofte nødvendigt at sammenlægge disse parter i en ny national hær og politistyrke. Ved en reform kan der, selv om reformen synes at foregå efter bogen være en fare for, at de reformerede elementer langsomt kommer til at varetage deres hidtidige opgaver fra før reformen og derved ikke opfattes som legitime i befolkningen. Dette dilemma kan forebygges ved en klar rollefordeling og professionalisering inden for sektoren (Brzoska 2000: 8-11), (Wulf 2000: 23) & (Hendrickson 1999: 24).
Den militære del af sikkerhedssektorreformen i Afghanistan er ledet af USA som den primære bidragyder. Reformen er opdelt i to overordnede fokusområder i) opbygning af et forsvarsministerium, og ii) opbygning af forsvaret.
De strukturelle rammer for det afghanske forsvarsministerium blev fastlagt i forbindelse med vedtagelsen af den afghanske grundlov og den efterfølgende Nationale Militære Strategi. Øverst for de væbnede styrker sidder præsidenten som øverstkommanderende, og under præsidenten sidder forsvarsministeren. Forsvarsministeriet består af en forsvarsminister, fire viceforsvarsministre og ca. 300 fuldmægtige fordelt på etnisk oprindelse. Yderligere dannede præsidenten et Nationalt Sikkerhedsråd, der fik til opgave at overvåge implementeringen af sikkerhedspolitikken som en garant for den civile styring af de væbnede styrker og som rådgiver for præsidenten angående nationale sikkerhedsspørgsmål (DCAF 2004: 5-6).
Dannelsen af Afghan National Army (ANA) blev indledt den 14. maj 2002 ved, at amerikanske styrker påbegyndte træningen af den første afghanske Kandak (Bataljon). Målet med ANA er inden 2007 at opstille ca. 70.000 mand fordelt på fem korps. Et af korpsene er på nuværende tidspunkt placeret i Kabul, og de resterende skal med tiden placeres i hver sin del af landet. Udover dannelsen af ANA blev de tidligere krigsherrer samlet i Afghan Military Force (AMF), hvilket blev gjort for at udfylde det sikkerhedsvakuum, der opstod med Talibans fald og for at skabe et hvervegrundlag til ANA i en overgangsperioden.

Den økonomiske dimension

Den økonomiske dimension berører et spændingsfelt, der ofte er yderst problemfyldt. I postkonfliktsamfund er der ofte mangel på økonomiske ressourcer og derfor en modvilje overfor allokering af midler til sikkerhedssektoren. Allokering skal besluttes med udgangspunkt i et demokratisk valgt parlament, og uden sektorens egen mulighed for at forøge de økonomiske midler. Der skal altså ske en funktionel differentiering af sikkerhedssektoren og ressourceallokeringen (Wulf 2000: 20-21). Den økonomiske udvikling i Afghanistan er i de indledende faser, og den store prøve for den demokratiske kontrol foreligger i forbindelse med parlamentsvalget, der vil blive afholdt i april 2005.

Den civilsamfundsrelaterede dimension

Den civilsamfundsrelaterede dimension drejer sig om at garantere den interne og eksterne sikkerhed overfor borgerne. Sikkerhedsgarantien er ikke kun en sikkerhed i en traditionel forstand, hvor de væbnede styrker skal sikre statens grænser mod en fjendtlig indtrængen, men også en garanti der har til formål at genskabe tilliden til sikkerhedssektoren. Denne tillid skal reetableres via en reform af sikkerhedssektoren gennem restriktioner, og en omformulering af den rolle det enkelte element inden for sektoren besad. Samtidig skal der overfor det enkelte individ i civilsamfundet skabes en subjektiv følelse af sikkerhed, der skal styrke tiltroen til reformen (Wulf 2000: 21-22).

Den militære genopbygning i AfghanistanDen følgende analyse af den militære genopbygning af ANA vil blive struktureret efter de fire overordnede dimensioner inden for sikkerhedssektorreformen.

Den politiske dimension

Den politiske dimension af analyserammen fokuserer på de strukturer, der fungerer som den overordnede styring af den militære sektor. Fokus for interviewene har i den forbindelse ligget på det afghanske forsvarsministerium og på den Nationale Militære Strategi. I forbindelse med en klarlægning af de overordnede rammer for sikkerhedssektorreformen er der som det først blevet identificeret de politiske retningslinier, der ligger til grund for processen. To af de overordnede rammer består af udarbejdelsen af en ny militær doktrin for de væbnede styrker og udnævnelsen af en civil øverstkommanderende.
Den nye militær doktrin var længe undervejs, men forelå endeligt i oktober 2004. Strategien er detaljeret og bærer præg af demokratiske styringsredskaber, hvilke blandt andet ses i forhold omhandlende demokratiske principper og identificering af øverstbefalende for de væbnede styrker:

“According to the constitution and democratic principles, the command and control of the Army will be made in coordination with the parliament and the executive power. The MoD believes in the indirect control of the Army by the parliament.” (National Military Strategy 2004: 9)

Og videre

“Based on the principle of Unity of Command, the decision and order of senior officers will be issued through the set chain of command beginning from the President (The Supreme Commander) and will be handed down to the private soldier through the Minister of Defense.” (National Military Strategy 2004: 9)

De overordnede strukturelle linier for dannelsen af et nyt forsvar synes at kunne bane vej for en kontrol og en ledelse, der er i overensstemmelse med international normer for sikkerhedssektorreformer. Kravet om civil kontrol med de væbnede styrker er et væsentligt element i en reformproces, da denne kontrol skal sikre, at militæret ikke bliver egenrådigt og derved handler autonomt efter egne interesser. Ved at etablerer en parlamentarisk styring af de væbnede styrker sikrer man denne kontrol og forebygger derved, at den militære ledelse bliver ‘en stat i staten’ med egen dagsorden og ressourcetildeling. Monopolet på vold bliver derved styret af folket gennem de demokratiske valg og ikke af en militær ledelse med egne interesser. Der er ikke en garanti for, at den parlamentariske styring automatisk foranlediger denne kontrol, men hvis de strukturelle linier som udgangspunkt er tilstede, vil disse fremme processen.
Ved besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt forsvarsministeriet kan betragtes som bæredygtigt og under faktisk parlamentarisk kontrol, var der bred enighed blandt informanterne om, at USA har en stor indflydelse i ministeriet, og at “We focused our recourses and attention much more on ANA primarily because we wanted them in our war on terror.” (AW) . Der har fra starten af reformprocessen været et markant fokus på den fysiske samling og afvæbning af AMF-styrkerne samt på genopbygning af ANA med den konsekvens, at den interne reformering af forsvarsministeriet fik en lavere prioritet end i andre ministerier, en prioritet der nu er ved at blive styrket “Progress has been made in terms of MoD [Forsvarsministeriet] reform.” (AW). “They have some capacity [forsvarsministeriet] but it is not a ministry that has focused on professionalization early on.” (PO). Denne manglende institutionsopbygning har betydet, at ministeriet ikke fuldt ud kan fungere som en selvstændig enhed, og at der derfor stadigvæk er et stort antal internationale rådgivere placeret i ministeriet. En sådan tilstedeværelse over lang sigt vil som yderste konsekvensen underminere reformprocessen og ideen om national kapacitetsopbygning. USA har med denne prioritering – foranlediget af egne interesser – forsøgt at fremskynde genopbygningsprocessen af ANA, for at få aflastet sine styrker på jorden, men har samtidigt forsinket processen omkring etableringen af et bæredygtigt ministerium. En proces der er en forudsætning for succesfuldt at frigøre sig fra indsatsen i landet.
Hovedparten af informanterne giver yderligere udtryk for, at den amerikanske tilstedeværelse har en indflydelse på beslutningsprocessen i forsvarsministeriet, en indflydelse det som yderste konsekvens kan underminere regeringens legitimitet og monopol på vold. “The US has control of the ANA, and the coalition has more control of the ANA than MoD” (AW). Hvis regeringen ikke kan vise selvstændighed overfor befolkningen, men ses som en marionet for USA, vil regeringen med tiden kunne forventes at få problemer med sin legitimitet i befolkningen og derved vil den demokratiske proces blive undermineret. Dette forhold synes dog ikke at forplante sig til befolkningens syn på ANA og dennes legitime virke i landet. Ved besvarelsen af spørgsmål vedrørende befolkningens reaktion overfor ANA under de egentlige politimissioner, ANA ved flere lejligheder har deltaget i, synes reaktionerne ikke at afspejle en negativ holdning overfor styrkerne:

“ANA has been used for policing purposes up in the north in October 2003 in a big conflict. They were not engaged but the fact that they were there was a strong sign (…). The ANA units in the north they have been met quite positively. The area where they are based is much more secure.” (BK)

Og ved besvarelsen af spørgsmål omhandlende, hvorvidt ANA betragtes som et legitimt redskab for regeringen, svarede Bruce Kõpke “Yes, in Herat I think it was seen as a legitimate tool.”. Eksemplet med Herat er interessant, da regeringen her, med støtte fra USA, fjernede guvernøren i provinsen for at genvinde kontrollen med denne. Alle iagttagere forventede voldsomme uroligheder som en reaktion på afsættelsen, og understregede forholdet omhandlende USAs involvering. Der var uroligheder, men ikke i et omfang der kunne måle sig med forudsigelserne, og ANA blev modtaget meget positivt:

“There is a pretty popular, from what I understand, opinion of the ANA. I was in northern Afghanistan in April-May when ANA was deployed when they had problems (…). In Herat people were clapping and they looked good in their new uniforms (…) and I think because they agreed to have international troops embedded in them, which also gives confidence to the Afghans.” (AW)

Den amerikanske tilstedeværelse i ministeriet har altså haft den betydning, at ministeriets struktur og interne beslutningsproces angående den operative virke ikke kan betegnes som transparent, hvilke i mange tilfælde kan underminere civilbefolkningens tiltro til ministeriet og som derfor er en vigtig del af en sikkerhedssektorreformproces. Dette synes dog ikke at have undermineret reformprocessen i forbindelse med befolkningens perception af en sikkerhedsstyrke under legitim kontrol.  Yderligere fremhæves det i interviewet med Bruce Köpke, at der er tiltag undervejs, der har til formål at styrke uafhængigheden af forsvarsministeriet.
Samlet set kommer det gennem ovenstående analyse frem, at den politiske genopbygningsproces indenfor sikkerhedsreformen ikke fuldt ud har været struktureret med det primære formål at genopbygge den lokale kapacitet. Den amerikanske opprioritering af ANA og samtidige styring af forsvarsministeriet har betydet, at kapacitetsopbygningen og derved bæredygtigheden ikke er udbygget i en grad, der kunne forventes ved en sammenligning med andre vigtige ministerier i regeringen. Den amerikanske prioritering og indblanding i genopbygningen har dog ikke haft den konsekvens, at civilbefolkningen anskuer ANA som en illegitim styrke, hvilket blev synliggjort gennem de operative indsættelser af ANA. Den operative kontrol med ANA og forholdene omkring de interne beslutningsprocesser i forsvarsministeriet vil yderligere blive diskuteret i afsnittet omhandlende ANAs rolle som nationsbygger, hvor forholdene i relation til befolkningen også vil blive behandlet.

Den institutionelle dimension

Den institutionelle dimension af sikkerhedssektorreformen omhandler de mere praktisk orienterede forhold vedrørende policyfortolkning og implementering. Fokus for interviewene har været på den faktiske opstilling og uddannelse af ANA samt på de operative opgaver.
Overordnet i forbindelse med genopbygningen af en ny hær i et postkonfliktsamfund skal der tages en beslutning angående, hvorvidt de tidligere væbnede fraktioner skal sammenlægges under den tidligere struktur, eller om de skal sammenlægges i en ny struktur. Den tidlige afghanske struktur for de væbnede styrker var baseret på sovjettidens militære doktriner og strukturer, hvilke ikke blev set som tidssvarende, og det blev derfor tidligt i forløbet besluttet, at den nye afghanske hær skulle genopbygges fra bunden efter en vestlig model. “I think it has been a success to rebuild the army from scratch (…) we have taken what we consider as the best of what we got and brought it here.” (BR)
Informanterne ytrede sig positivt overfor beslutningen og understregede, at det var en nødvendighed for at få gjort op med den udprægede micro management, der var tilstede i den gamle struktur. Den type micro management, der blev henvist til, var forholdet omhandlende mellemlederniveauet. Tidligere afghanske hære og oprørsgrupper har ikke arbejdet med det, man i NATO-regi vil kalde sergentgruppen, hvilke har fået den konsekvens, at der har været en stort ‘span of control’ indenfor enhederne. Den enkelte officer har typisk haft 30 mand under sin direkte kommando, hvilket har haft den konsekvens, at kontrollen med den enkelte soldat ikke har været grundig, og soldaten har derved ikke opnået et uddannelsesniveau, der gør denne i stand til selvstændigt at virke tilfredsstillende under operative opgaver. Et stort ‘span of control’ skaber ineffektive enheder, hvor kvaliteten af den enkelte soldat er for dårlig, og hvor kravet til officerens kapacitet er for stort. Ved at bryde med den gamle struktur forsøger man at uddanne en hær, der kan stå mål med de udfordringer ANA stilles overfor i dag. Konsekvensen ved at bryde med den gamle struktur og herefter at indføre mellemlederniveauet har været, at de ældre officerer, der er fortsat over i den nye hær ikke har tiltro til de nye befalingsmænd af sergentgruppen:

“At the company level and down the officers and the NCOs that we have trained on the British and French course seem to understand the role of the NCO better and utilize the NCOs better. But the senior leadership doesn’t have the confidence in the NCO coups.” (RA)

Indsættelsen under præsidentvalget blev også fremhævet som et eksempel:

“Obviously it was a success [indsættelsen ved præsidentvalget]. So whatever they were doing work well. The biggest problem is that they don’t have the leadership in place; they have not had the chance to work with their leadership for very long. Both the NCO and Officer levels.” (RA)

Informanternes militære fokus, ved dannelsen af ANA på baggrund af en vestlig model, var primært på forholdet omhandlende mellemlederniveauet og fordelene ved at implementere dette niveau i en moderne hær. En anden fordel ved at opbygge ANA på baggrund af en ny struktur kan også ses af befolkningens syn på denne nye styrke, som en del af noget nyt og ikke fortiden. Dette forhold vil yderligere blive diskuteret i næste afsnit omhandlende ANAs rolle som nationsbygger.
I forbindelse med en sikkerhedssektorreform er det vigtigt i forlængelse af udarbejdelsen af en ny militær doktrin, at denne også implementeres i de væbnede styrker. Dette element er undersøgt ved at spørge ind til professionalisering og rolleorientering i ANA. Selve uddannelsen af ANA er baseret på det afghanske trusselsbillede og er opbygget efter en typisk vestlig model:

“There is a basic training course. They learn individual solider skills; basic rifle marksmanship, basic first aid, basic radio communication. We are also teaching advanced individual training here where we are teaching more specialised skills. The majority of the Kandaks [bataljoner] we put through are infantry so we have advanced infantry skills; how to move as a squad, small collective training etc.” (RA)

Trusselsbilledet, der uddannes efter, er ikke helt identisk med mange af NATO-landenes, da man her i højere grad orienterer sig mod de nye trusler internt i landet. “The majority of the skills we teach them are on war fighting (…) counter insurgency, counter terrorism, more than large tank battalions across the plains.” (BR). Denne prioritering og ANAs faktiske virke som en form for gendarmeri har medført, at rolleorienteringen mellem ANA og Afghan National Police (ANP) ikke er helt klar, hvilke kom til udtryk, da der blev spurgt ind til den operative anvendelse af ANA. ANA blev som tidligere nævnt blandt andet indsat i Herat og ved andre uroligheder i provinserne. Disse indsættelser skulle ideelt set have været løst af ANP, men ANPs enheder var ikke klar til de store opgaver, hvorfor ANA blev indsat. Denne sammenblanding af roller for sikkerhedsstyrkerne er kritisabel, da indenrigspolitiopgaver i en demokratisk stat traditionelt set bør løses af politiet. Flere af informanterne gav dog samtidigt udtryk for, at “The division of labour now is becoming clearer…” (BK), og at sammenblandingen i en overgangsperiode er en nødvendighed for at oprette ro og orden i landet. Trods dette forhold er det vigtigt at få fremskyndet en klar opgavefordeling mellem ANP og ANA, så civilbefolkningen ikke identificere hæren som en politistyrke, der har til formål at kontrollere befolkningen, men snarere som en hær der skal beskytte befolkningen mod interne og eksterne fjender. Denne rollefordeling er derved med til at forstærke legitimiteten overfor ANA og ikke underminere den.
Overgangsperioden i Afghanistan er svær at definere præcist, men på nuværende tidspunkt synes ANP ikke at være hverken trænet eller pålideligt nok til at løse de sikkerhedsproblemer, der er i landet “I think they [befolkningen] distinguish between the two [ANA og ANP]. And I think they view that the ANA is good and that the police is bad. I mean the police have a terrible reputation” (AW). Oberstløjtnant R. Jensen har gennem sit arbejde som militær rådgiver ved UNAMA erfaret, at der til tider er så mange problemer med korruption og ved uddannelsen af politiet, at det i flere tilfælde har resulteret i “blue on blue”:

“…and in fact a large part of the conflict we are getting now is blue on blue…we are talking 10 – 12 casualties in a confrontation. It is most police on police, but also ANA and AMF on police and it is hard to tell who the bad guy is, ANA being the cleanest. It is getting better, because the ANA is growing, and the police are getting better trained.” (RJ)
De indenrigspolitiopgaver ANA bliver indsat i er altså ikke et resultat af en rollesammenblanding på baggrund af uklare linier mellem ministerierne inden for sikkerhedssektoren eller en enkelt ministers personlige ønske. Men snarere som en konsekvens af forholdene i et overgangssamfund, hvor samspillet mellem de enkelte ministerier i det afghanske tilfælde ikke synes at fungere optimalt, og hvor der foregår en intern kamp i regeringen for at opnå en maksimal ressourceallokering. Linierne mellem ministerierne skal præciseres meget klart i et overgangssamfund, så befolkningen bliver bevidst om, hvilke dele af sikkerhedsstyrkerne der har myndighed over befolkningen og hvilke dele der ikke har.
Ved uddannelsen af en ny hær af en tredjepart er det yderligere vigtigt at fokusere på opbygning af den lokale kapacitet og derved bæredygtigheden af projektet. De tre nationer, der sidder som primære på uddannelsen af ANA, har forholdsvist tidligt i forløbet igangsat tiltag for at imødekomme dette krav om bæredygtighed. På nuværende tidspunkt er de fransk og britisk ledede uddannelser på et niveau, hvor de internationale instruktører primært overvåger den uddannelse afghanske instruktører gennemfører:

“Our teams work with instructors on the ANA side. The first time we go through it, we are a lot more ‘hands on’ regarding the instruction process (…) and that’s how we are working through our entire specialty training and the NCO and Officer Courses” (RA).

Yderligere er amerikanerne, i forbindelse med en styrkelse af mellemlederniveauet, ved at opbygge en befalingsmandsskole, der skal forestå uddannelsen af mellemledere i fremtiden. “We are bringing in a drill instructor team who will work to put together a school for the basic training trainers. Equivalent to a US drill instructor school” (RA). Bæredygtigheden af genopbygningen af ANA er noget, man er meget bevidst om, og det går tydeligt den rette vej. Informanterne forudser, at de indenfor det nærmeste år vil kunne slippe tøjlerne på de lavere niveauer, men samtidig bibeholde en tæt kontakt til uddannelsen af officerer på højere niveau.
På baggrund af ovenstående og den udprægede følelse af at de institutionelle rammer er ved at udvikle sig i den rigtige retning, vil der nu kort blive se på et internt og mere teknisk forhold, der har været nævnt i flere rapporter og interviews som problemfyldte.
Disciplineringen i ANA bliver af flere informanter udpeget som et problem, der i værste fald kan føre til hærens undergang. “Discipline is something in my opinion that they [ANA] are lacking on all levels. If an army does not have the discipline it will fail. And they lack discipline for them self and for others.” (QU). Den manglende disciplinering manifesterer sig ifølge informanterne gennem ulovlig udeblivelse. Tallene for ulovlig udeblivelse viser, at der er en “short term AWOL at 5 %” og en “long term AWOL at 2 %” (UNAMA) i ANA. Indeholdt i “short term AWOL” er personer, der ikke møder til tiden efter en orlov, men som ankommer til tjenestestedet inden for 30 dage. “Long term AWOL” er de soldater, der er udeblevet i længere perioder. Ved at se nærmere på den korte udeblivelse og begrundelsen for denne henviser informanterne til, at infrastrukturen ikke er udviklet i landområderne, og at man i den afghanske kultur ikke anser det at møde et par uger for sent som det store problem. Mange af soldaterne, der tager på orlov, har over en uges rejse hver vej, hvilket betyder, at mange soldater ikke kan nå hjem til deres hjemby inden for orlovsperioden. Yderligere er lønniveauet i ANA af en størrelse, der gør det nødvendigt for mange af soldaterne at besidde mere end et job - et forhold der yderligere forstærker AWOL problematikken. Hvis man anskuer problemet med en vestlig optik, vil udeblivelsesprocenten nok synes som et problem, men tager man de lokale forhold, infrastruktur og kulturelle aspekter med i betragtningen, er problemet nok ikke støre end, at en tilpasning over tid og bedre løn vil kunne forbedre problemet “Yes, there is a lack of discipline in the army (…) but discipline is coming” (BR).
Samlet set synes beslutningen om at genopbygge ANA fra bunden at have været en velovervejet beslutning, det har været med til at fremme ANAs anseelse og legitimitet i samfundet. Tilgangen til genopbygningen af ANA bære endvidere bræg af, at der fra starten har været fokus på den lokale kapacitetsopbygning, hvilket har muliggjort at de internationale instruktører inden for en overskuelig fremtid kan frigøre sig fra uddannelsen. Et forhold der ikke i tilstrækkelig grad har været prioriteret, er rollefordelingen mellem ANP og ANA, der, hvis denne ikke tydeliggøres, vil kunne underminere ANAs legitimitet i befolkningen.

Den økonomiske dimension

De økonomiske tiltag inden for en sikkerhedssektorreform er yderst vigtige, da de demokratiske forhold vedrørende allokering af midler er genstand for undersøgelsen. Besvarelserne omhandlende funktionel differentiering, parlamentarisk kontrol, og om hvorvidt det økonomiske system i Afghanistan kan betragtes som værende transparent har været forholdsvist entydige, og også her synes udviklingen, trods en svær start, at gå den rigtige vej.
Finansminister Dr. Ghani betragtes som en meget stærk mand i kraft af 20 års erfaring fra Verdens Banken og en længere økonomisk uddannelse. Da Dr. Ghani tiltrådte stillingen som finansminister i regeringen, påbegyndte han en omfattende reformproces i ministeriet, hvor ministeren til at starte med fyrede alle de ansatte på højere niveauer, der ikke havde en uddannelsesmæssig baggrund for at bestride jobbet, men derimod var ansat på baggrund af etniske og familiære tilhørsforhold.

“Ministry of finance is one that has been technocratcally professionalized in the last three years (…). So my minister came in and fired the entire senior management of the ministry. And he replaced them with people based on there ability to perform functions rather than ethnicity or what they did during the war.” (PO)

Denne proces har betydet, at der i dag er en betydeligt forbedret kontrol med allokering af midler i regeringen, og at alle allokeringer foregår gennem et stærkt finansministerium. Yderligere vil alle budgetforhandlinger i fremtiden komme til at tage udgangspunkt i parlamentet, når dette er blevet valgt til april 2005.

“It is supposed to be a negotiation within the cabinet openly advised by the president. That is where you get your budget allocation (…). To actually get funds you are still going to have to meet requirements witch the ministry of finance has some control over. You don’t just get your 300 million up front.” (PO)

Samlet set blev det gennem interviewet med den internationale rådgiver for Dr. Ghani understreget, at finansministeriet var kommet langt i reformprocessen, og at man i forsvarsministeriet, som tidligere nævnt, havde foretaget andre prioriteter, men at reformer også var undervejs her. En yderligere undersøgelse af den demokratiske kontrol med allokering af midler i den afghanske regering vil først kunne foretages efter parlamentsvalget, da hele det demokratiske setup til den tid vil være funktionelt. Man kan dog på nuværende tidspunkt konstatere, at der er en stor overvågenhed med de økonomiske midler, og at forholdene fremstår som legitime.

Den samfundsrelaterede dimension

Den sidste dimension under sikkerhedssektorreformen retter sig mod civilbefolkningens forhold til og syn på ANA. Et af elementerne i denne dimension der ofte er genstand for diskussion, omhandler den etnisk repræsentation i sikkerhedssektoren. I Afghanistan gør forsvarsministeriet meget ud af at afspejle den etniske fordeling i samfundet, og det statistiske billede viser også en faktisk repræsentation, der kommer meget tæt på landets etniske fordeling.

 

Afghanistans etniske fordeling

ANAs etniske fordeling

Forsvarsministeriets etniske fordeling

Pastun

44 %

44 %

39 %

Tajik

25 %

34 %

35 %

Hazar

10 %

8 %

12 %

Uzbek

8 %

4 %

8 %

Andre

13 %

8 %

6 %

Boks 1. Etnisk fordeling i Afghanistan, ANA og forsvarsministeriet (kilde UNAMA)

Som det kan ses af tallene, er den eneste etniske gruppe, der er overrepræsenteret i både forsvarsministeriet og i ANA tajikkere, hvilke også kommer frem gennem interviewene, hvor civilbefolkningens perception af ministeriet synes at være, at det er et Nord Alliance ministerium. “I think that most Afghans would still perceive it to be a Northern Alliance ministry” (AW). Denne perception skyldes primært, at det var Nord Alliancen, der overtog forsvarsministeriet efter Taliban-styrets fald, og at etnificeringen af ministeriet er foregået gradvist over en treårig periode. Forsvarsministeriet er i dag meget bevidst om at få udlignet denne ujævnhed, og der foregår stadigvæk udskiftninger af personel på alle niveauer af ministeriet og ANA for at opnå denne lighed og blive et repræsentativt billede af befolkningen.

“They [Forsvarsministeriet] are looking very closely at the ethnic balance and when we look at the makeup of the ANA battalions, they are casts with percentages of the ethnic groups, and the battalion is not certified until it meets the ethnic brake up, the same thing with MoD.” (RJ)

Etniciteten i ANA er jævnfør boks 1 stort set repræsentativ med befolkningen, men problemet i ANA er i denne sammenhæng, at etnicitetskravet hæmmer udviklingen af hæren inden for enkelte områder. På menigniveau er problemet ikke så udbredt, da kravene til den enkelte soldat med hensyn til faglige kundskaber ikke er de store.

“Ethnicity balance is done at the military high school by the recruiting command. They have a large pool of people, and they make sure that they get the ethnicity balanced. The farther you climb up in education it gets more complicated to maintain that balance. But it is the number one thing, which is a lot of the reason why we don’t get some of our courses filled.” (RA)

Problemerne kommer som nævnt i citatet på mellemleder- og på officer niveau. De etniske spredningskrav på disse niveauer gør, at kurser og videregående uddannelser ofte ikke bliver fyldt op med elever og i visse tilfælde aflyses de grundet etnisk overrepræsentation af enkelte grupper. De etniske tilhørsforhold er i de fleste tilfælde rodfæstet i historien, hvilke betyder, at fx Hazaraene i forhold til Pashtunerne og Tajikkerne historisk er stærkt underuddannede. Dette forhold gør, at de mindre grupper i samfundet ikke kan optages på højere uddannelser i ANA, og da hele processen er forholdsvis ny, kan man heller ikke nå at efteruddanne dem til hurtigt at indgå i uddannelserne. Udover dette strukturelle forhold, mister ANA af samme grund mange gode og erfarne soldater, der kunne blive gode mellemledere og officerer. Den engelske Major Brittle der sidder med ansvaret for mellemlederuddannelsen beklager, at mange dygtige soldater ikke kan avancere på grund af deres dårlige læse og skrive færdigheder. Han forklarer, at man fra den internationale uddannelsesstabs side vil forsøge at finde en løsning på problemet i den nærmeste tid, så operative dygtige soldater får mulighed for at avancere i ANA - noget ANA har brug for. Da man af politiske årsager ikke kan ændre ved den interne fordeling af etnicitet i ANA og i forsvarsministeriet, er iværksættelse af en uddannelse for underuddannede den bedste og mest holdbare løsning på problemet. Dette kunne eventuelt foregå ved at indføre en form for skolegang i ANA sideløbende med den militære uddannelse. Et sådan tiltag kunne både højne niveauet i ANA, styrke ANAs anseelse blandt de svagere grupper i befolkningen, og samtidigt øge ønsket om at blive soldat i ANA. Det er vurderet at ca. 64 procent af befolkningen er analfabeter, så problemet vil ikke forsvinde medmindre der tilrettelægges en målrettet indsats.
Et yderligere forhold inden for den samfundsrelaterede dimension omhandler, hvorvidt ANA har formået at udfylde det sikkerhedsvakuum, der opstod i forbindelse med afvæbningen af AMF-styrkerne og derved garanteret befolkningen den sociale sikkerhed. På baggrund af interviewene må det vurderes, at landet er kommet til en korsvej i denne proces. På den ene side har ANA klaret sig godt og har skabt stabilitet i de områder, hvor de har været indsat. På den anden side er der fortsat usikkerhed flere steder i landet, og ANA har endnu ikke kapacitet til at være til stede i alle uroprægede områder. Det tyder altså på, at ANA udfylder sikkerhedsvakuumet de steder, de er stationeret, men deres effekt er ikke kraftig nok til at påvirke områder, hvor de ikke fysisk er tilstede. Der er på nuværende tidspunkt ikke nok ANA styrker til at dække hele landet, og der har ikke været nok indsættelser, til at den blotte tilstedeværelse af ANA, centralt i hver region, kan udfylde sikkerhedsvakuumet.
Samlet set får man, ved at spørge ind til forhold angående nationsbygning, det indtryk, at udviklingen i forhold til ovenstående går i den rigtige retning. Meget tyder på, at ANA er ved at få en rolle som et identifikationsobjekt for befolkningen, og at denne rolle kan påvirke sikkerhedsopfattelsen i landet. Der er en afghansk nationsfølelse i landet, og denne kan med tiden blive personificeret i ANA og derved skabe en mere udbredt tryghedsfølelse blandt befolkningen. Samtidig med denne udvikling vil ANA i perioden frem til 2007 fysisk blive større, og derved mere synlig i befolkningen. Disse to forhold må vurderes til med tiden at kunne bidrage markant til udviklingen af den fysiske og psykiske sikkerhed i Afghanistan. Dette forhold vil yderligere blive diskuteret i næste afsnit.

ANAs rolle som nationsbygger for regeringen

I dette afsnit vil de væsentligste udfordringer, der blev identificeret i ovenstående afsnit blive diskuteret. Udfordringerne vil blive diskuteret med udgangspunkt i de fire dimensioner inden for sikkerhedssektorreform, men den økonomiske dimension vil ikke blive berørt, da yderligere udfordringer som nævnt først vil kunne blive belyst grundigere efter parlamentsvalget til april 2005.
I en demokratisk stat er det staten, der sidder med monopolet på vold. Gennem dette forhold kan staten, personificeret i regeringen, ved den blotte bevidsthed om voldsmonopolet udøve sin magt overfor befolkningen. Hæren behøver ikke at være fysisk tilstede for, at staten kan gennemtrumfe sin vilje, hvilke den sjældent er i en demokratisk stat. Dette forhold bygger på en gensidig tillid mellem befolkningen og regeringen, en tillid der optimalt set beror på legitimitet. Det kan være en stor udfordring for en ny regering i et postkonflikt miljø at opbygge denne legitimitet, og i det afghanske tilfælde synes denne legitimitet da heller ikke at være udbygget til et niveau, hvor befolkningen føler, at der er en social kontrakt mellem denne og statsmagten. Legitimiteten til regeringen kan forstærkes gennem de beslutninger regeringen træffer, og de handlinger den udfører. Den afghanske overgangsregering betragtes i mange tilfælde til at være en handlekraftig regering, men ikke alle handlinger der træffes betragtes som tilstrækkeligt legitime, og den store internationale tilstedeværelse i regeringen bliver heller ikke lige positivt accepteret overalt i befolkningen.
Den afghanske regering arbejder på at øge sin legitimitet i befolkningen og derigennem cementere sit monopol på vold. På baggrund af ovenstående analyse er det min vurdering, at ANA nyder stor legitimitet i befolkningen, en legitimitet der bliver synliggjort via ANAs operative indsættelser. ANAs legitimitet er dog som tidligere nævnt ikke udbygget til en grad, der har en virkning i de områder af landet, hvor der fortsat er uroligheder. Trods dette forhold synes ANA at have påtaget sig en ikke-intenderet form for nationsbygningsrolle, der med tiden kan føre til at styrke regeringens demokratiske voldsmonopol i landet. Yderligere kan denne rolle som nationsbygger forventes at have en positiv spill-over effekt på sikkerhedssituationen med det resultat, at de internationale styrker indenfor en overskuelig årrække kan trækkes ud.
I analysen af den politiske dimension kom det ligeledes frem, at befolkningens perception af ANA, og dennes rolle i samfundet ikke umiddelbart blev undermineret af den opgavesammenblanding, der har været mellem ANA og ANP i forbindelse med de operative indsættelser. Befolkningen synes at have en tiltro til ANA, der ikke bliver undermineret af, at ANA anvendes til politiopgave internt i landet. Forklaringen på dette kan eventuelt findes i det faktum, at det afghanske politi, i modsætning til ANA, betragtes som korrupt og derved ikke som legitimt. Heller ikke ANAs anvendelse i krigen mod terror synes at underminere hærens legitimitet i befolkningen. Det kunne forventes, at anvendelsen af ANA i den forbindelse vil medføre en opfattelse blandt befolkningen om, at ANA og derigennem regeringen blot var en marionet for USA og dennes internationale kamp mod terror. Dette forhold vurderes ikke at være tilfældet, hvilke nok primært skyldes, at befolkningen er træt af krig og af de oprører, der modarbejder fredsprocessen i de sydlige og østlige dele af landet. Indsættelsen af ANA ses ikke så meget som en del af kampen mod terror, men snarere som en kamp mod reminiscensen af Taliban-styret - et styre store dele af befolkningen ikke ønsker tilbage.
Afslutningsvist er det artiklens vurdering af det forhold, at ANA blev opbygget fra bunden har haft en effekt, der rækker udover den rent militær faglige gevinst. Samlet set har der været tale om en rationel beslutning, der med militære øjne har åbnet for muligheden for at skabe en professionel hær, der kan bidrage til den fysiske sikkerhed. Beslutningen har dog også haft den fordel, at befolkningen ikke identificerer ANA med de sidste 20 års hære, der var blevet ensbetydende med usikkerhed og undertrykkelse. En yderligere forstærkende faktor ligge i det forhold, at der har vist sig en stor modvilje blandt de tidligere Mujahidin-krigere i forhold til at overgå til ANA, efter de er blevet demobiliseret - en modvilje der primært skyldes krigstrætheden og en mulighed for et alternativt liv. Af de ca. 35.000 tidligere soldater, der i dag har gennemgået demobilisering, har kun 1 %, svarende til ca. 350 soldater valgt at lade sig indskrive i den nye hær. Dette uforventede forhold må betragtes som en gevinst, der kan bidrage til ANAs legitimitet i befolkningen.
De ovenfor nævnte forhold kan, hvis udviklingen fortsætter i en positiv retning, udvikle sig til at blive et redskab for regeringen, det kan anvendes positivt til at styrke regeringens anseelse i befolkningen. ANA kan, hvis man udnytter den krydsvej, landet står ved ende med at blive et gode, regeringen kan benytte til at skabe legitimitet til denne og ikke omvendt, som er tilfældet i mange andre lande i en postkonfliktsituation.

Konklusion

Formålet med denne artikel har været at foretaget en analyse af den militære genopbygning af en sikkerhedssektor og dennes politiske rolle i en afghansk kontekst.
Samlet set kan det på baggrund af interviewene og den ovenstående analyse konkluderes, at den tredjeparts initierede genopbygning af den afghanske hær overordnet har været en succes. Der er gennem interviewene og feltopholdet i Afghanistan fremkommet et indtryk af en positiv og optimistisk forventning til den fremtidige udvikling og der har gennem analysen yderligere kunnet identificeres forhold, der kan forstærke denne positive udvikling af fredsprocessen.
Det internationale samfund valgte at gennemføre en sikkerhedssektorreform i Afghanistan efter taliban-styrets fald. En reform som denne er ikke et nyt fænomen, men reformen i Afghanistan udmærker sig, da man her har haft en kraftig international tilstedeværelse, og da USA i sin rolle som primær initiativtager har anvendt denne reform og resultatet heraf i sin kamp mod terror. USAs fokus har primært været at få uddannet soldater til ANA, så disse kunne indsættes i kampen mod terror og derved sikre Afghanistan som en selvstændig nation. Uddannelsen af ANA konkluderes til at være en succes, hvilket afspejles i de operative indsættelser og uddannelsessystemet.
Det primære fokus på ANA må dog konkluderes til at være for snævert, da elementer af reformen, tydeligt bærer præg af den kraftige internationale tilstedeværelse. Genopbygningen af de politiske strukturer af de væbnede styrker har været begrænset af USAs ønske om den nævnte hurtige etablering af ANA og efterfølgende operative indsættelse af denne. Involveringen har betydet, at forsvarsministeriet ikke på nuværende tidspunkt er opbygget i en grad, hvor den nationale kapacitet har overtaget styringen. Konsekvensen af et forsvarsministerium med en begrænset kapacitet er, at processen mod en bæredygtig sikkerhedssektor og dermed muligheden for at mindske den internationale tilstedeværelse i landet forsinkes. En yderligere konsekvens er, at de interne beslutningsprocesser ikke kan betragtes som værende transparente - et forhold der på sigt kan underminere regeringens legitimitet i befolkningen.
Den institutionelle opbygning af ANA har ikke været uden problemer, men overordnet må denne proces betragtes som en succes. Selve uddannelsen af ANA er foregået efter kriterierne for en sikkerhedsreform, og de internationale instruktører vurderes til at have gjort meget ud af en opbygning af den nationale kapacitet. Et element, der ikke virker til at opfylder kriterierne, er det forhold, at der er foregået en rollesammenblanding mellem ANA og ANP i forbindelse med de operative indsættelser, hvor ANA har virket i en politimæssig rolle og ikke i den rent territorielle, der forventes af en demokratisk styret hær. Denne rollesammenblanding konkluderes til at være opstået ud fra en nødvendighed, da ANP ikke har haft kapacitet til at løfte opgaven og må derfor siges at være nødvendig i en overgangsperiode. Det er dog vigtigt at forholdet overvåges, og at indsatsen overfor ANP forstærkes, så rollesammenblandingen ikke giver bagslag i forbindelse med befolkningens syn på ANA.
ANAs rolle i forholdet mellem befolkningen og regeringen, har gennem analysen af den samfundsrelaterede dimension vist sig at være mere betydelig end umiddelbart forventet. Det vurderes, at ANA kan få en samfundsrelateret rolle som et fælles identifikationsobjekt og derved en rolle i nationsbygningensprocessen. ANA er blevet modtaget over al forventning i forbindelse med de operative indsættelser, og det forhold at ANA ikke identificeres med de tidligere væbnede fraktioner eller regeringer synes yderligere at have forstærket denne effekt. Der foreligger således en mulighed for en omvendt legitimitetsoverførsel, hvor befolkningens perception af hæren kan forstærke regeringens legitimitet. Hvis det internationale samfund og den afghanske regering benytter sig af den krydsvej, hvor udviklingen af ANA kan gå flere veje, kan ANA og dennes legitimitet i befolkningen blive et redskab for regeringen, denne kan anvende til at styrke nationen og dermed fredsprocessen i Afghanistan.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Litteraturliste

 

Ball, Nicole (2000): Good Practices in Security Sector reform, I BICC “Brief 15: Security Sector Reform”, Bonn.

BICC (2002): “Paper 25: Challenging the Warlord Culture”, Bonn.

BICC (2003a): “Afghanistan: Assessing the Process of Security Sector Reform, One Year After the Geneva Conference”, Bonn.

BICC (2003b): “Brief 28: Confronting Afghanistan’s Security Dilemma”, Bonn.

Brzoska, Michael (2000): The Concept of Security Sector Reform, I BICC “Brief 15: Security Sector Reform”, Bonn.

Chalmers, Malcolm (2000): “Security sector reform in developing countries: an EU perspective”, University of Bradford, Bradford.

Chanaa, Jane (2002): “Security Sector Reform: Issues, Challenges and Prospects”, I IISS Paper 344, Oxford.

Crocker, Chester A. & Fen Osler Hampson (2000): “Managing Global Chaos”, United States Institute of Peace, Washington.

DCAF (2003): “Development donors and the concept of security sector reform”, Occasional Paper no. 4, Geneva.

DCAF (2004): “Security sector Transformation in Afghanistan”, Working Paper no 143, Geneva.

Friborg, Anders T. (2004): “Afghanistan: Lessons learned from a post-war situation”, DIIS Working Paper no 2004/5, København.

Hendrickson, Dylan (1999): “A Review of Security-Sector Reform”, The Conflict, Security & Development Group, Working Paper Number 1, King’s College, London.

ICG (2003): “Peacebuilding in Afghanistan”, ICG Asia Report No 64, Brussels.

Jalali, A. Ali (2002): “Rebuilding Afghanistan’s National Army”, I International Peacekeeping, Autumn 

National Military Strategy 2004

Sriram, Chandra L. & Karin Wermeister (2003): From Risk to Response: Phases of Conflict, Phases of Conflict Prevention, I Sriram, Chandra L. & Karin Wermeister “From Promise to Practice”, London.

Wulf, Herbert (2000): “Security-Sector Reform in Developing Countries”, Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit, Tyskland.

Yin, Robert K (2003): “Case Study Research” 3 ed, Sage Publications, London.

 

Navn

Funktion

Organisation

Bruce Kõpke (BK)

Political Adviser to DSRSG

United Nations Assistance Mission in Afghanistan, UNAMA

Lieutenant Colonel Robert Jensen (RJ)

Military Adviser

United Nations Assistance Mission in Afghanistan, UNAMA

Paul O’Brien (PO)

Economical  Advisor

Regeringen, Finansministeriet

Andrew Wilder (AW)

Director

Afghan Research Evaluation Unit, AREU

Major Rabe (RA)

International head of basic and advanced training

Kabul Military Training Centre, KMTC, US Army

First Lieutenant Quintinella (QU)

Leader of a Mobile Training Team

Kabul Military Training Centre, KMTC, US Army

Major Brittle (BR)

International head of NCO education

Kabul Military Training Centre, KMTC, UK Army

Major Guyot (GY)

International head of officer education

Kabul Military Training Centre, KMTC, French Army

Rick Grant (RG)

 

Spokesperson

Afghan New Beginnings Program, ANBP, UNDP

 

 Citatet er taget fra ministerens åbningstale ved ‘Copenhagen seminar on civilian crisis management’ afholdt den 8-9 juni 2004.

 Bemærkninger fremstillet af Præsident Bush i forbindelse med fotografering ved besøg af den japanske premierminister Koizumi d. 25. september 2001 (www.whitehouse.gov).

 Tale afholdt af Præsident Bush for kadetter d. 11. december 2001. “President Speaks on War Effort to Citadel Cadets” (www.whitehouse.gov).

 En matrix over interviewpersoner er vedlagt bagerst i artiklen.

 En Afghan Interim Authority administrerede officielt landet frem til afholdelsen af den første Emergency Loya Jirga, der nedsatte Afghan Transitional Administration efterfulgt af en Constitutional Loya Jirga, hvor forfatningen og valgloven blev vedtaget.

 Militær (ledet af USA), Politi (ledet af Tyskland), DDR-processen (ledet af Japan), Juridisk (Italien) og Anti-narkotika (ledet af UK).

 Constitution of Afghanistan vedtaget ved Constitutional Loya Jirga i december 2003.

 Hvervningen til ANA foregår blandt andet gennem Afghanistan New Beginnings Programme (ANBP: den FN afdeling der sidder med ansvaret for afvæbningen i Afghanistan), der selekterer personel fra AMF til ANA. Når den enkelte person er udvalgt, videresendes denne til Kabul Military Training Centre (KMTC), der herefter står for at uddanne den enkelte rekrut til ANA. Uddannelsen ved KMTC er ledet af USA i samarbejde med England og Frankrig.

 

 Andrew Wilder er chef for Afghan Research Evaluation Unit, AREU. AW blev interviewet i Afghanistan d. 11/12 2004. 

 Paul O’Brien er senior rådgiver for Finansministeren i den afghanske regering. PO blev interviewet i Afghanistan d. 11/12 2004.

 Bruce Köpke (BK) er politisk rådgiver for Deputy Special Representative of the Secretary General (DSRSG) ved UNAMA. BK blev interviewet i Afghanistan d. 14/12 2004.

 Den 11. september 2004 valgte præsident Karzai at afsætte guvernøren i Herat, Muhammad Ismael Khan. Afsættelsen blev efterfulgt af civile uroligheder, der varede i ca. en uge. For at dæmpe urolighederne indsatte præsidenten, ved hjælp af amerikanske fly, ANA i Herat.

 Major Brittle (BR) fra den engelske hær er international leder af mellemlederuddannelsen (NCO) ved Kabul Military Training Centre (KMTC). BR blev interviewet i Afghanistan d. 13/12 2004.

 En dansk sergents ‘span of control’ forventes at være 7-9 mand under operativ indsættelse.

 Major Rabe (RA) fra den amerikanske hær er international leder af grundlæggende (basic) og udvidet (advanced) træning af ANA ved Kabul Military Training Centre (KMTC). RA blev interviewet i Afghanistan d. 13/12 2004.

 Der henvises her til paramilitære politistyrker som det fransk Gendarmeri eller det italienske Carabinieri.  

 ‘Blue on blue’ er en betegnelse, der anvendes i forbindelse med hændelser, hvor egne styrker skyder på hinanden.

 Oberstløjtnant R. Jensen (RJ) fra den canadiske hær er militær rådgiver ved UNAMA. RJ blev interviewet i Afghanistan d. 14/12 2004.

 Priemereløjtnant Quintinella (QU) fra den amerikanske hær er leder af et mobilt træningshold ved Kabul Military Training Centre (KMTC). QU blev interviewet i Afghanistan d. 13/12 2004.

 AWOL: Absence without leave, fravær uden orlov.

 Nord Alliancen bestod primært af tajikkere. Det var Nord Alliancen der sammen med USA væltede Taliban i 2001.

 Det identificerede antal soldater er i dag på ca. 49.000, hvoraf 35.266 på nuværende tidspunkt er blevet afvæbnet (jævnfør  HYPERLINK "http://www.undpanbp.org" www.undpanbp.org d. 19/01-2005).

 Jævnfør interview gennemført med Rick Grant, talsmand for ANBP i Afghanistan. Interviewet blev gennemført d. 12/12 2004.

Del: