”3 PARA”

Af Patrick Bishop. Udgivet af Harper Press, 2007, 289 sider. Pris: £18.99.

Anmeldt af Peter Otken

Foto: saxo.com

Allerede bare godt et år efter udsendelsen af DANCON/ISAF/RC(S), hold 1, til Helmand-provinsen i Afghanistan i sommeren og efteråret 2006 forelå sidste efterår en beskrivelse af den britiske 3rd Battalion, The Parachute Regiment’s, udsendelse til Helmand i samme periode. For alle, der har fulgt med i de kampe i Musa Qala i 2006, som på HOK’s hjemmeside er blevet beskrevet som nogle af de voldsomste kamphandlinger, danske styrker har været indsat i siden de slesvigske krige, foreligger der hermed en mulighed for at få opdateret sit efterretningsbillede med en detaljeret skildring af de samtidige britiske operationer i området.

Beskrivelsen af den britiske enheds ankomst til området og forventningerne om en vægt på beskæftigelse med genopbygning og anden civil-militær indsats minder en del om de danske forventninger for 1½ år siden. Ledelsen af den britiske Task Force ønsker ikke overraskende at bevare manøvredygtighed med det relativt beskedne antal rådige kamptropper (i begyndelsen ikke ret meget mere end en bataljonskampgruppe). Den må imidlertid hurtigt give efter for et voldsomt pres fra den lokale guvernør for at deployere dele af bataljonen i byer, som er ved at falde til Taleban. Den britiske bataljon bindes herefter i vidt omfang op i et stationært forsvar af en række District Centres, som det i Musa Qala, som vi i Danmark hørte så meget om for halvandet år siden. Deployeringen af bataljonen i bidder af kompagnistørrelse eller mindre til steder som Sangin, Gereshk, Now Sad, Kajaki Dam og Musa Qala resulterer i, hvad der i bogen beskrives som de alvorligste kampe, som bataljonen har været involveret i siden Falklandskrigen i 1982. Under udsendelsen til Helmand mistede bataljonen 5 officerer og soldater, ligesom der i samme periode i kamp faldt andre 11 personer fra andre enheder tilknyttet samme Task Force. Hertil skal lægges yderligere 13, som blev dræbt i et flystyrt. Til sammenligning faldt 22 mand fra bataljonen under Falklandskrigen. Indsatsen i Helmand resulterede i tildelingen af en række tapperhedsdekorationer, herunder et postumt Victoriakors, som er Storbritanniens højeste udmærkelse for tapperhed over for fjenden. Der er kun uddelt to af dem siden Falklandskrigen. Der har i britisk presse været rygter om, at modtageren, Corporal Brian Budd, blev ramt og dræbt af sine egne kammeraters ild, men disse rygter bliver i hvert fald ikke bekræftet af fremstillingen i bogen.

Operativt noterer man sig lighederne med danske operationsvilkår, herunder det begrænsede antal helikoptere til den for operationernes gennemførelse helt nødvendige transportstøtte, herunder til evakuering af sårede. Ifølge bogen var der fra begyndelsen til hele den britiske Task Force kun syv Chinook helikoptere til rådighed (hvoraf to stk. selvfølgelig mere eller mindre konstant var til service). Man noterer sig også forskelle i operationsmønstre og personelforvaltning, herunder at en underafdelingschef midtvejs i udsendelsen udskiftes, fordi han skal bruges i en anden stilling hjemme i Storbritannien. Man håber også, at det er undtagelsen, når man læser om en anden underafdelingschef, der ganske alene bliver sat ned midt i fjendeland, fordi helikopterbesætningen forveksler stedet med det aftalte droppunkt. Det lykkedes ham at kæmpe sig – ja, kæmpe, ikke bare finde – tilbage til egne linier.

Det giver stof til eftertanke, hvordan briterne løbende roterer de enheder, som er afsat til forsvar af de forskellige District Centres i stedet for at bevare den samme enhed det samme sted hele tiden. Man får indtryk af, at fordelen ved sted- og personkendskab har måttet ofres til fordel for det utvivlsomme behov for at genoplade batterierne væk fra de meget hårde kampe, som også er præget af til tider meget begrænsede muligheder for genforsyning af enhederne. Det gør også indtryk, når man læser om den mentale energi og de overvejelser, som de unge officerer, som står i spidsen for enhederne, typisk af kompagnistørrelse (minus), bruger på overvejelser om, hvordan de skal motivere deres folk til at gå tilbage til opgaverne efter hver kamp, som har medført tab. Det gør måske ekstra indtryk, at det fylder så meget i beskrivelsen, når vi her taler om soldater, som – utvivlsomt med rette – ser sig selv som nogle af de mest professionelle i den britiske hær.

Med særlig spænding læser man selvfølgelig beskrivelsen af den danske styrkes indsats i Musa Qala – og de britiske kollegaers vurdering heraf. Briterne var ifølge bogen angiveligt på forhånd blevet forberedt på, at danskerne ”ikke ville være særlig aggressive”, noget som til gengæld meget hurtigt blev gjort til skamme. Danskerne får også ros for rundhåndet at dele deres feltrationer, som i forhold til de britiske var ”lavish” og i øvrigt at være flinke til at låne ud af deres ”abundant” materiel. Det fremgår, at den danske indrykning i Musa Qala betød en meget betydelig forøgelse af den til rådighed værende ildkraft, da danskerne for eksempel medbragte langt flere tunge maskingeværer end den enhed, som de afløste, og der udtrykkes i det hele taget megen ros og anerkendelse af den danske indsats. Fokus i beskrivelsen af kampene i Musa Qala er ikke overraskende på de britiske soldaters oplevelser, og briterne citeres for at anerkende den stædighed og det regulære mod, som Taliban lagde for dagen under kampene i forsøgene på at indtage District Centret. Beskrivelsen heraf dokumenterer igen, hvad det var for en indsats, som blev ydet af personellet fra 1. Lette Opklaringseskadron under kampene i sommeren 2006.

Bogen er hovedsageligt bygget på interviews med personel, som selv har deltaget i kampene og slutter sig således til det, som man kunne kalde ”Black Hawk Down-traditionen”, dvs. den fremstillingsform, hvor soldater og officerer som i Mark Bowden’s bog fra 1999 kommer ucensureret til orde. Fremstillingen er ligesom den amerikanske bog behagelig fri for bagklog kritik af den overordnede gennemførelse af operationerne. Fremstillingsformen sikrer umiddelbarhed i beskrivelsen af kampene, også uden at læseren mister overblikket over den samlede operation.

For alle, der har fulgt med i de danske soldaters operationer i Helmand, er der tale om rasende spændende læsning. Selv om operationsmønstret i det danske ansvarsområde har ændret sig siden 2006, så må bogen alligevel betegnes som et ”must” for alle, som selv står foran en udsendelse til det sydlige Afghanistan.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del:

Emneord